//Restaurant, Takeaway

Anmeldelse: F-Høj laver moderne smørrebrød i sin helt egen liga

F-Høj, Deli-Smørrebrød-Conditori, er en perle af den slags, enhver by skal være stolte af. Om Aarhus er det, ved jeg ikke. Her kommer et hav af gæster langvejs fra udelukkende for at smage smørrebrødet og kagerne i den hyggelige deli, som ligger på Åboulevarden. Her får du moderne smørrebrød på et niveau, som er blandt det bedste i Danmark, hvis ikke det er det bedste. Det skal man passe på med at konkludere, hvis man ikke har spist hos alle smørrebrødsrestauranterne her i landet, men jeg er vild med F-Høj, og på en god dag er deres præstationer enestående.

En hjertevarm betjening i sin egen kategori

En af ejerne, Samia Lindschov Kjeldgaard, er for det meste i delien. Hun er blandt de sødeste og flinkeste kvinder, jeg har mødt. Altid smilende, venlig, intuitiv og ikke mindst fagligt dygtig. Uanset hvorfra gæsterne kommer, så er Samia den samme over for dem. Høj som lav, rig som fattig. En egenskab som kun de færreste besidder.

Moderne smørrebrød som i moderne

Rugbrødet er hjemmebagt. Alt er hjemmelavet, hvilket er en selvfølge, hvis Wassim Hallal er med i et foretagende. Brødet var generelt afdæmpet i størrelse, og tykkelse, således brødet i sig selv ikke tog for meget fokus. Det der med halvanden til to centimeter i tykkelsen holder ikke. Pålægget skal have fokus!

 

Et vegetarstykke med blomkål på tre måder

Umiddelbart lød teksten på kortet ikke vildt fristende. Men jeg var nysgerrig på vegetarretten, så den blev valgt. 70 kroner var prisen. Blomkålspuré, blomkålscrudite og syltet blomkål tilsat moden avokado og poppede vilde ris. Et velkomponeret stykke, hvor jeg på ingen måde tænkte, eller savnede kød. Jeg elsker, når kokken formår at få smag banket ind i grøntsager, som i sig selv ikke er så smagfulde. Mit bedste vegetar-smørrebrød indtil nu.

Hvorfor er det her svært?

En rejemad burde være noget, alle kan lave. Men kvaliteten er langt fra ens. Her var den med en grillet brioche, håndpillede skagensrejer og en løvstikkemayo. Det smørbagte briochebrød, var tydeligt med til at løfte stykket. Efter et utal af rejemadder må jeg blot konstatere, at alle ikke kan lave det lige godt. Det her var det bedste stykke, jeg har smagt i meget lang tid. De 125 kroner, rejemadden kostede, var hver en krone værd.

Rejesalat med pocheret æg og glaskål til 65 kroner var dagens hvide og høje stykke. Visuelt, vel at mærke. Et overraskende let stykke smørrebrød, hvor det pocherede æg tryllede for rejerne.

På dansk: En tartelet

På menukortet står der vol-au-vent med kylling, jordskokker og jordskokkechips til 125 kroner. Oversat betyder vol-au-vent ordret “flugt med vinden” efter den lette, luftige butterdej. Den var selvfølgelig hjemmebagt. Den møre og faste kylling var i selskab med syltede gulerødder, bagte jordskokker og med jordskokkechips på toppen. En helt igennem enkel omgang, som var fyldt med så meget smag, at jeg var tæt på at få tårer i øjnene.

Et stykke med brændende kærlighed

Brændende kærlighed var helt klart den største oplevelse af mine tre smørrebrød. Kartoffelmosen var lækker luftig med en delikat smag af kartoffel. De sprøde kartoffelchips og det stegte bacon gav sprødhed og umami til maden, som gjorde hver bid til en ren nydelse.

Der var kræset om anretningerne af smørrebrødene, og intet var overladt til tilfældighederne, hvilken kun var med til at højne oplevelsen på F-Høj.

 

Weingut Mohr fra Rheingau

Hos F-Høj er udvalget af drikkevarer nøje udvalgt. Her er hjemmelavet saft, økologisk øl fra Royal Unibrew og ikke mindst tyske vine fra Mohr i Rheingau. F-Høj og Frederikshøj er mig bekendt de eneste, som har Mohrs vine i Danmark.

Prisen er 65 kroner per glas, og det er uanset om det er hvid, rosé eller rød. Vinene passer ualmindelig godt til maden, og jeg er vild med F-Høj kun har de fleste vine fra Mohr – også dem med alder. Priserne er sympatiske for kvalitetsvine på det her niveau.

Aarhus’ eneste konditori

Nu er det ikke ligefrem bagere og konditorer, Aarhus er overfyldt af. Desværre, vil en del nok sige. Men F-Høj er et konditori, hvor der er en konditor ansat til at bage kager. Det er en succes. Efter et selvsyn rundt ved bordene omkring klokken 14.30 var kagerne og kaffen dominerende, hvilket kun glædede mig, da Aarhus jo ikke er kendt for de mange konditorier.

Vi har reelt “kun” F-Høj. Sådan er det, men de tager også opgaven alvorligt. Priserne på kagerne er 45 kroner, og der er frit valg til den pris. Vi valgte to stykker kage med frisklavet kaffe. Og hvilke kager! Udvalget er stort, og der laves ganske enkelt ikke bedre kager i Aarhus, end dem som er hos F-Høj. Blot min mening.

Vurdering

Jeg er fan af F-Høj. Den bedste frokost, jeg har spist der, var forleden, hvor jeg var forbi for at anmelde dem. Jeg synes, F-Høj er helt forrygende gode på hele paletten.

 

En lille oase, som jeg godt forstår er populær. Her får du kvalitet, de bedste råvarer og mad på michelin-niveau til priser, som er er ualmindelig lave. 65 til 75 kroner for et stykke moderne smørrebrød er på ingen måde dyrt i Danmark. Tværtimod. Jeg undrer mig ligefrem over, hvor meget man relativt set får for pengene.

 

At F-Høj er et besøg værd. Nej, rettere, mange besøg værd er der ingen tvivl om. Jeg spiser der ofte, og synes de formår at retænke smørrebrød, og løfte det smagsmæssigt så langt ud over det vi kender fra det traditionelle. Jeg kan lide smagen. Der er tænkt over tingene, og jeg mener, de er undervurderet, da mange af vi danskere ikke forstår, at man kan lave moderne smørrebrød, som smagsmæssigt sætter det traditionelle smørrebrød i skammekrogen.

 

Nu giver vi ikke stjerner. Synd for F-Høj. For jeg ville uden tvivl give fuldt hus, til prisen. Alt andet ville være småligt og urimeligt. F-Høj er et must at prøve for enhver smørrebrøds-elsker. 

 

F-HØJ

Deli-Smørrebrød-Conditori
Grønnegade 2
8000 Aarhus C
Mail: deli@frederikshoj.com
Website:

 

Restaurant Se alle

Udvalgte artikler Se alle

Tilmeld nyhedsbrev

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet