//Restaurant

Anmeldelse: KRONCH (læs brunch) på Sjette Frederiks Kro er en idyllisk oplevelse

Sjette Frederiks Kro er til ingen overraskelse en kro, men også en restaurant, i Riis Skov, der ligger i Aarhus N. Sjette Frederiks Kro opført 1826, og er som bygning fredet. Derfor summer stedet af kultur og historie. Derudover serverer kroen, hvad vi vil kalde for en idyllisk brunch – både på grund af omgivelserne og maden. Hver lørdag og søndag holder Sjette Frederiks Kro Kronch-buffet fra klokken 8.30 – 13.00. En god oplevelse, som vi gerne vil dele med jer.

Kvalitet er et nøgleord her

Brød er ikke bare brød. Drikkevarer er ikke bare drikkevarer. Tilbehør er ikke bare tilbehør. Hvert fald ikke på Sjette Frederiks Kro. For én gangs skyld oplever vi, hvordan det vellykket er muligt at få kvantitet og kvalitet til at gå hånd i hånd – YES!! Vi får drikkevarer ad libitum. Og det er virkelig en ting, der er dejligt befriende, da vi er typerne, der aldrig kan vælge mellem kaffe og juice. Derfor ender vi altid med at bruge de første 100 kroner per mand, bare på drikkevarer, når vi får brunch. Vi får dejlig filterkaffe fra Peter Larsen. Denne står allerede varm på kanden på bordet, da vi ankommer.

Nøje udvalgt

Vi får koldpresset dansk æblemost, hjemmepresset appelsinjuice og økologisk hyldeblomstsaft – én af hver tak! Og så er det jo lørdag, så økologiske ingefærshots indtager vi selvfølgelig også et par stykker af.

Alle drikkevarer på buffeten er ikke hjemmelavede, men det betyder ikke, at Sjette Frederiks Kro er gået på kompromis med kvaliteten. Det kan fornemmes, hvorledes alt på buffeten er nøje udvalgt. Intet er overladt til tilfældighederne.

Mor Anna er også med

Brødet og kagerne er friskbagt fra bageriet Mor Anna, der deler samme ejer som Sjette Frederiks Kro (og faktisk også Casablanca, der ligger i Aarhus centrum). Der er et flot udvalg. Koldhævet brød, knækbrød og rugbrød.

Vores søde tand (og vores øjne) mener også, at vi skal smage udvalget af morgenkager; kanelsnegle og hindbærsnitter.

Kagerne er lavet i dejlige små størrelser. Det passer os perfekt, da vi allerede er godt mætte, da vi kommer til den søde del af Kronch-buffeten. Kanelsneglene er lidt for tørre/crunchy efter vores smag. Til gengæld scores der fuldt point for hindbærsnitterne. En klar kandidat til byens bedste.

Tør-kagen smager slet ikke tørt. Et dejligt tykt lag hindbærmarmelade får de to sprøde snitter til at hænge sammen. Det smager lækkert – smagen af smør! Fedmen og sødmen, kombineret med syrlighed fra marmeladen, går godt sammen. De frysetørrede bær er kronen på hindbærsnitte-værket.

Vi er alt i alt glade for, at Mor Anna er med os ved Kronch-buffeten på Sjette Frederiks Kro.

 

En brunch med (delikate) klassikere

På buffeten er der mange brunch-klassikere. For eksempel blødkogte æg, økologisk skyr, frisk frugt, forskellige oste, pølse, leverpostej og så videre. De fleste af klassikerne er dog spicet op, så det almindelige bliver spændende og mere delikat. Leverpostej fremstilles oftest af svinelever, men ved Sjette Frederiks Kro er leverpostej lavet på kalvelever, som giver en markant bedre smag.

Skyr serveres ofte med en form for müsli. Men ved Sjette Frederiks Kro er müslien hjemmelavet honningristet müsli – igen fra Mor Anna. På trods af en absurd nøddeafgift i vort land, er der ikke sparet på nødderne i müslien. Hvor er det dejligt!

Vi synes egentlig, at der er gået lidt for meget “skyr-i-danskerne”… Men müslien fra Mor Anna, der tager den syrlige smag fra skyren, er vi overtalt om, at skyr er en god ting, der er kommet for at blive. Ikke mindst på grund af det høje protein-indhold, der er i skyr.

Laks i munden og havblik i øjnene

Vi får den største madglæde ved indtagelse af den koldrøgede færøske laks, der stammer fra Sjette Frederiks Kro’s eget røgeri. Hold da ****, hvor smager den godt!

Konceptet brunch er normalt ideelt, fordi gæsterne herved kan gå flere gange, og smage flere forskellige anretninger. Det er også normalt en intern regel, som vi har ved buffet; vi må ikke tage det samme flere gange. Den regel kan vi ikke overholde i dag.

Hver gang vi er i buffeten griner vi, da vi igen kommer ned til vores bord, og ser hinandens tallerkener, der begge har et par stykker laks herpå. De små laksestykker er faste i kødet uden tykke fedtstriber. Tak. På trods af en god fasthed, smelter laksestykkerne alligevel på tungen. Den røgede aroma kommer virkeligt til sin ret. Laksen er efter vores mening specielt god, fordi den er i balance: Den smager både af fisk, af salt og af røg. Laksen i munden og havblik ud over Aarhus Bugt i øjenene – dét er en god kombination.

Tiden var lige lovlig knap

Den sene Kronch, som vi har været til, er i tidsintervallet 11.00 – 13.00 i weekenden. Vi synes to timers brunch, er lige til den korte side. Nu skal det siges, at vi er to kvindfolk afsted til brunchen… Vi kunne sikkert have hygget os over en brunch i flere timer. Men alligevel føler vi ikke helt, at vi er færdige ved brunchen, allerede efter de to timer. Her bliver vi faktisk bedt om at forlade restauranten, idet der skal gøres klar til frokost-serveringer i den hyggelige krostue. Derfor er det godt, at brunchen kan suppleres med en gåtur i de perfekte omgivelser, som kroen ligger i.

 

Rigtig kro-hygge og lokation i weltklasse

Det kan selvfølgelig også virke absurd, at vi ikke er færdige med brunchen efter to timer. Men, når vi sidder med udsigt ud over vandet, varmer os ved kaffen, og glædes hver gang vi indtager noget fra Kronch-buffeten, så har vi altså ikke lyst til at forlade kroen!

Det er dog perfekt, at vi efterfølgende kan gå en tur gennem skov og ned til vandet. Der er tale om en lokation i weltklasse. Vi glemmer fuldstændig, at vi er taget inde fra det travle Aarhus og ud til et sted, der giver os 110% sindsro. Stress og jag eksisterer ikke på Sjette Frederiks Kro. Levende lys og rustikke keramikkrus… Dét kan ligesom bare et eller andet!

 

Sjette Frederiks Kro har lagt det bedste fundament for ægte kro-hygge! Personalet er dejlig uformelle, og der er en helt speciel rolig stemning på kroen. Nærmest mediterende.

 

Vores mening

Der skal meget til, før en brunch bliver i ens tanker flere dage efter indtagelse. Specielt fordi brunch er blevet så almindeligt – og mange steder kedelig. Derfor skal der også mere til, før én brunch adskiller sig fra mængden. Selve brunch-buffeten på Sjette Frederiks Kro er heller ikke konceptuel unik i vores øjne. Men råvarene var udvalgte, og det var gennemtænkt.

 

Men det er hele oplevelsen af at være på Sjette Frederiks Kro tilsammen, der er unik – og uden sammeligning. Kombinationen af en lækker brunch, en weltklasse lokation og kro-hyggen er unikt. Vi synes klart, at denne kombination er 300 kroner værd og helt sikkert også en del mere. Ubetinget ros herfra og igen må vi kvittere med en anbefaling af de helt store. Til prisen er det intet mindre end et scoop!

 

Sjette Frederiks Kro

Salonvejen 1, Riis Skov
8240 Risskov
Telefon: 86161400
Mail: sjettefrederikskro@casablancaaarhus.dk
Hjemmeside

Book bord her:

 

————

 

Praktisk

Kronch-buffeten på Sjette Frederiks Kro kører i to forskellige tidsintervaller. Er du morgenfrisk kan du tage den tidlige kronch, der er fra 8.30 – 10.45. Denne koster 250 kroner. Vi har denne weekend fået den sene kronch, der er fra 11.00 – 13.00, og koster 300 kroner.

 

Restaurant Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev