//Restaurant, Vinbar

La Plage Deux: Sydhavnens oversete Champagne-perle er ret cool

På hjørnet af Strandvejen og Jægergårdsgade ligger en champagne- og cocktailbar. La Plage Deux er navnet. Et hyggeligt og uformelt sted, der gerne vil invitere gæsterne ind på et godt glas champagne og vin eller cocktail inden eller efter et restaurantbesøg.

Vi havde ikke planer om at skulle andre steder, men ville både spise og drikke på La Plage Deux. Det fortrød vi ikke. Et fristed på Sydhavnen, som er kandidat til mit nye stamsted.

Champagne i glasset

Sasha Steenfath er stedets ejer. Hun var der selv. Det er hun for det meste. Hun ved om nogen, hvad godt værtskab er for en størrelse. Der var et større selskab denne aften, men ejeren havde fundet et godt bord til os i det tilstødende lokale. Vi startede med husets champagne. Fred Legras à Chouilly. Brut. Blanc de Blancs. Altså 100% Chardonnay. En dejlig, fyldig og rund champagne, der var let drikkelig med bløde, forførende bobler. 110 kroner for et glas.

Bobler til maden – selvfølgelig

Menukortet er ikke stort. Tre faste serveringer og dagens ret. That’s it. Vi valgte to af de tre serveringer. Pil-selv-rejer med brød og aioli til 120 kroner og tapas med charcuteri til 155 kroner.

En stor portion pil-selv-rejer, Ølandsbrød fra den lokale bager og aioli blev serveret sammen med en skylleskål. Der skulle arbejdes lidt for maden, men det var det værd. Gode søkogte rejer fra Nordsøen tager man sjældent fejl af. Aiolien var hjemmelavet. Velsmagende og ikke for tyk i det.

Den anden forret var tapas med charcuteri. Et bræt med parmaskinke, chorizo, italiensk salami, en dansk blåskimmelost (ret fast ost med kraftig smag og saltkrystaller) og Taleggio (skøn kraftig ost) samt oliven, saltede mandler, brød og aioli. God variation og kvalitet på brættet.

 

De to serveringer er perfekte til en bar som La Plage Deux, hvor den værste sult skal stilles.  

Vi drak Champagne til. Michel Rocourt. Igen Blanc de Blancs. Millésime 2010 til 120 kroner glasset. Grand Cru med fylde, harmoni og en god balanceret syre. En skønt glas.

Coq au vin var dagens ret

Hver dag serveres dagens varme ret til kun 95 kroner. Denne torsdag var det coq au vin. En klassisk fransk gryderet, der passede godt denne snefulde og kolde torsdag aften. Retten sendte liflige dufte rundt i hver en afkrog af baren. Traditionelt bruges der hane i retten, men mange laver den med kylling. Det gjorde de også her. Ellers var der perleløg, gulerødder, knoldselleri, bacon, masser af rødvin og smør i retten samt citronmelisse på toppen. Kød var der meget af, og det var kogt lækkert mørt. Simresovsen var intens, og grøntsagerne havde let bid.

Retten vakte lige så stor glæde ved bordet, som jeg forestiller mig, den må have gjort rundt omkring på de franske restauranter og beværtninger  i sin tid.

Tjeneren anbefalede, at vi drak Rosso di Montepulciano, Denominazione di origine controllata 2015. 70 kroner kostede et glas. En ikke for kraftig rødvin. Fint valg, der ikke overdøvede maden.

Råt look og positiv stemning

La Plage Deux husede tidligere værtshuset Strandborg. En større renovation har givet cocktailbaren et råt og cool look. Murstenen træder frem, og de store vinduer giver et vue over til industrihavnen. I højtalerne var der en blanding af jazz og pop/rock. Stille og tilbagelænet musik, der passede godt til stemningen.

Prisen

1065 kroner var prisen for denne aften med pil-selv-rejer, charcuteri, to gange dagens ret, 4 glas champagne og 2 glas rødvin. Et helt i orden prisleje for kvalitet og gode drikkevarer. Drikkevarerne kan fås meget billigere, men maden er sjælden set value for money.

Vurdering

La Plage Deux er en fornøjelse at besøge. Der er ekstrem stemningsfuldt med en hygge og afslappet stemning, som man skal lede længe efter. Det er gode bobler og cocktails, de slår sig op på. Ingen tvivl om, de ved noget om det og er gode til at vejlede.

 

Udvalget er godt og varieret. Betjeningen er helt nede på jorden, venlige og smilende. Man føler sig velkommen og hjemme. De faste retter er enkle og kræver ikke den store forberedelse. Dagens ret, bliver lavet med omhu. Smagen er i top, og der er tænkt over serveringerne.

 

Har du endnu ikke fundet vej til La Plage Deux, kommer der her en stor opfordring til det. Den lidt oversete champagne- og cocktailbar har rigtig meget at byde på. Det er en af de store anbefalinger, vi må af med. Det er sjældent, man finder en så ærlig beværtning, som i den grad hviler i sig selv. Bliv ved med det!

La Plage Deux

Strandvejen 2,
8000 Aarhus C
Telefon: +45 31 12 66 78
E-mail: laplage@outlook.com

Website

 

Åbningstider
Mandag til lørdag kl. 12.00-00.00
Søndag kl. 12.00 til 16.00

 

Restaurant Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev