//Teater og kunst

Teateranmeldelse: Troen og ingen rammer lige i solar plexus

Af Pernille Søborg

Sammen med lysets dæmpen sænker roen sig over salen. Spændingen stiger. Man mærker tydeligt, at publikum har store forventninger til, hvad de skal til at opleve. En hvisker stille til sidemanden “Tror, jeg kommer til at knibe en tåre.” Den sorte kulisse af flyttekasser, der dækker scenen fra gulvet til loftet, falder med et. I rodet, og som et billede på sorgens mørke, står tre personer ved den afdødes grav. Orkestret sætter i med sangen “Som mejslet i massiv granit”.

 

***** (5 ud af 6 stjerner)

 

Det er Saybia-forsanger Søren Huss’ dansksprogede solodebut Troen og ingen, der i en livsbekræftende musikdramatisk fortælling dramatiseres på Svalegangen i Aarhus. Igennem 11 sange bearbejder Søren Huss på kunstnerisk vis sin sorg. En sorg, der omhandler hans kæreste og barn, der var involveret i en højresvingsulykke. Kæresten døde. Datteren overlevede.

 

Tomhed og måske et håb

Igennem musik og dramatik portrætteres tre menneskers kamp tilbage til livet efter det ultimative tab. Tilbage står den efterladte ægtemand (Nikolaj Mineka), den afdødes bror (Ashok Pramanik) og hendes bedste veninde (Laura Kold) – der midt i chokket, på hver sin måde og sammen, sørger over at have mistet. Døden, mørket og tomheden, hænger som en tung sky, men også et spirende håb om at  finde vej kommer snigende. Heldigvis suppleres der med humor, nærmest tragikomisk, i stykket og realiteten om, at livet udenfor går videre, kan være svær at forestille sig. For eksempel da pædagogen klandrer manden for, at der mangler ordentligt tøj til barnet, og vennerne af venlighed prøver at komme med gode råd.

 

Visuelt udtryk med lys og mørke

Siggi Òli Pálmason, der står bag scenografien, bruger kun få, men effektfulde rekvisitter. De sorte kasser benyttes under hele forestillingen. De vælter, bygges op igen og braser sammen. Akkurat som vores hovedperson, der kæmper for at komme tilbage i livet.

Det hele er holdt i sorte og grå nuancer kun med enkelte undtagelser, hvor der med pangfarver eller lysstrejf fortælles, at der er håb forude. Det er et effektfuld visuelt udtryk, hvor forestillingens brug af lys ligeledes illustrerer handlingen på fin kraftfuld vis.

 

Går gennem marv og ben

Skuespillet er på et højt niveau. De fire skuespilleres skildring af afmagt, sorg og pletvise glimt af håb i skuespillet går lige i hjertet. De fire stemmer passer godt sammen. Jullie Hjetland skiller sig sangmæssigt ud. Hendes mørke, kraftfulde klang får hårene til at rejse sig, idet hun udtrykker smerten og savnet, som enkemanden føler. Det er også hende, der får smilet frem hos publikum, når hun undervejs dukker op som sælger hos en dyreværnsorganisation.

Nikolaj Minekas gestik og mimik er altsigende, og vi går sammen med ham igennem den svære tid. Som sanger er hans stemme dog en anelse svag og overdøves af musikken, hvilket er uheldigt i en musikfortælling. Laura Kold og Ashok Pramanik fremstår hjælpsomme, følsomme og naturlige. Begge er solidt syngende.

 

Hudløs ærligt

Søren Huss´ sange er rørende, og Svalegangens version lægger sig tæt op ad originalversionerne. Fra ballader til rock leveres live på scenen af et fantastisk spillende band med guitar, trommer, bas, klaver og cello. En effektfuld og diskret lydscene, der supplerer stemningen og fortællingen eminent. Celloen er fremtrædende med vemodige toner. De hudløse ærlige sange, der her er fortolket, berører publikum.

 

Når livet rammer lige i solar plexus

Der er kommet stor kunst ud af Søren Huss’ tragiske oplevelser. Troen og livet er en rammende fortælling om død og sorg, og ikke mindst de små glimt af glæde og gode minder, der fortæller os, at håbet og evnen til at vende tilbage til livet stadig eksisterer.

De fire skuespillere og sangere ledsaget af et energisk liveband går tæt på og giver publikum en rørende oplevelse. Sammen med scenografien sørger de for at skabe et sorgunivers, som vi alle kan, eller bør, forholde os til.

Sangen bør være det bærende element i sådan et stykke. Her manglede der lige det sidste. Det gør dog intet ved min mening om, at Troen og ingen i den grad er værd at se og efterfølgende tale videre om. Den bevæger os og sidder i kroppen længe efter.  

 

Aarhus Update giver ***** (5 ud af 6 stjerner)

 

 

Musik og tekst: Søren Huss

Manuskript: Jeanette Munzert

Idé og iscenesættelse: Per Smedegaard

Medvirkende: Nikolaj Mineka, Jullie Hjetland, Ashok Peter Pramanik, Laura Kold m.fl.

Kapelmestre: Niels Søren Hansen og Nikolaj Heyman

Musikere: Niels Søren Hansen, Nikolaj Heyman, Tom Bilde og Benedikte Borum Poulsen

Scenografi: Siggi Òli Pálmason

Videodesign: Jens Mønsted

Produceret af: Teatret Svalegangen

 

Spilleperiode: 27. januar til 3. marts 2018

Scene: Store sal

Varighed: 80 minutter

Tid: 19.30, Lørdag: 16.00

Pris: 195 kroner

Teater og kunst Se alle

Udvalgte artikler Se alle

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet