En rejse værd: Kroen i Aagaard lever i bedste velgående

Skrevet den 3. september 2017 kl 00:00 Af Line Ingwar Karlsen

Hvorfor er det nu, at en stor del af de danske kongelig privilegerede kroer lever et lidt anonymt liv. En stor del af dem gør ikke det store væsen ud af sig. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg må bare konstatere, at jeg gang på gang får en røvfuld af oplevelser, når jeg besøger nogle af de kulturhistoriske perler.

En af de store ture fik jeg forleden på Aagaard Kro mellem Vejle og Kolding. Hold nu kaje, den udefra set lidt søvnige Kro gjorde det godt. De tog det ene stik hjem efter det andet.

Ild i pejsen

Der var ikke mange gæster på kroen den torsdag aften, vi var forbi. En 12 – 14 stykker, men det gjorde nu ikke noget. Det var trods alt en torsdag aften i provinsen. Vi fandt ud af, at folk kom langvejs fra for at spise på kroen. Ved siden af os var der et par borde med tyskere.

Det var ikke særligt koldt, den dag vi var forbi, men der var tændt op i pejsen i pejsestuen. Champagne og fem forskellige snacks til 137 kroner var, hvad vi startede med. En ualmindelig sympatisk pris i forhold til, hvad en lignende omgang ville koste i de store byer. Og det var ikke ligefrem saltede mandler, oliven og skinke, man kalder snack her. Nej. Det var gennemtænkte serveringer, som hver især var spækket med smag.

Tiden står stille her

Der var to forskellige slags brød. En smør på kærnemælk og en på brunet smør.

Den ene valgte kroens femretters menu til 625 kroner, mens den anden prøvede at udforske a la carte-kortet.

Laks med rygeost og sprøde rugflager til 114 kroner var vores ene forret. En fin servering, hvor den møre laks klart var bedste element på tallerkenen. Resten var en smule forvirrende. Lidt mere enkelt ville klart trække op.

Asparges, perfekt stegt, med friske ærter. Forrygende flot stegt. En klassisk smørsauce løftede det hele. Mere er der vist ikke at sige om den servering.

Kartoffel servering med sprøde chips, fumé, spæde salturter og crumble var mellemretten her. Umiddelbart en mættende mellemret, men det smagte helt og aldeles udmærket.

Et måske anderledes (vin)valg

Hyde Vineyards Chardonnay, Carneros, Napa Valley årgang 2011 var hvidvinen.

En kongevin, som rent ud sagt smagte fantastisk. Vinen er lavet i et partnerskab med folkene på Domaine de la Romanee Conti i Bourgogne. Det kunne smages. Vinen mindede mere om en stor Bourgogne end en californisk vin. Her var en passende mængde fad og en friskhed, jeg kan huske endnu. Måske var det lidt for tidligt at slagte den her flaske. Men den var klar, selvom den nok havde udviklet sig en del mere med nogle år i kælderen. Jeg fandt en sjælden renhed i vinen. Prisen for en flaske var 1.300 kroner, hvilket var sympatisk.

Kalv og okse

Hovedretten på menuen var kalveculotte med friske grøntsager, brændte hvidløg og bordelaisesauce. Her var tale om mørt kød, hvilket de fleste af os sætter pris på. En tilpas dimensioneret portion til en femretters menu.

Luksus-tarteletten med høns og friske grønne asparges var en af de fem retter. Den tog sig godt ud på den hvide tallerken. En moderne version med en indkogt fond. Velsmag til sidste bid. Den hjemmebagte skal satte nye standarder. Den bør, ved lov, udbredes til de aarhusianske restauranter.

Intet lokalt kvæg på tallerkenen

Kødet var ikke lokalt. Men det gjorde ikke noget. Tværtimod kan man fristes til at sige. Ribeye. 300 gram eller mere. Greater Ohama kvæg fra Nebraska. Amerikansk, når det er bedst. Mørt og velsmagende. Perfekt tilberedt. Det skal de have. En stor solid portion, lige ud ad landevejen.

Håndskårne pommes frites – ristede svampe og en bearnaisesauce. 295 kroner var prisen.

Ostevognen

En anstændig restaurant, eller kro, bør have en ostevogn. En af den slags man kan få øje på. 37 forskellige europæiske oste, oliven og syltede valnødder.

Der var frit valg, og ingen begrænsning. Tjeneren spurgte os flere gange, om vi ikke ville have mere.

Fantastisk og et sandt mekka for oste-elskere.

Et tema med jordbær

Desserten var tre gange jordbær. Grønne jordbær, jordbærsorbet og jordbærtærte. Jeg smagte den ikke selv, men efter sigende var der tale om en frisk omgang. Sprød, blød, kold og cremet.

Kroen laver helt igennem ærlig mad. Ikke store armbevægelser. De er modsætningen til mange af de smarte og hypede restauranter i København.

Betjening uden så meget snak

Hold op, hvor var de flinke. Helt igennem dejlige mennesker, som sætter en ære i det, de laver. Intet var tilfældigt. Her er bare mere tid, end hos storbyens hypede restauranter. Jeg elsker, når man ikke fremhæver sig selv. Hvile i sig selv er en mangelvare. Værtskab er jo ikke ligefrem noget, man dyrker i de store byer. Desværre. Men på de her kanter er det en selvfølge.

Aagaard Kro har vine, som er utrolig svære at få fat i. Kun ganske få har dem i kælderen, og endnu færre sælger dem. Valget af vine er ikke let. Her er for alvor noget at vælge mellem. Også vine med alder. ver gang jeg møder vine med alder, så ender det alt for ofte med, at jeg vælger dem. De unge kan man jo få alle steder. Vi valgte en Rauzan Segla, 2. Cru Classé, fra 1985. Ikke et dårligt valg, synes jeg selv. 1985 var et glimrende år i Bordeaux. Den findes ikke på ret mange vinkort.

Den var ikke gammel og træt. Tværtimod. Spændstig, og stadig med sin ungdom i behold. Her var cedertræ, tobak og afdæmpede bløde og venlige tanniner. En elegant vin med et modent feminint præg. En oplevelse af de større.

Prisen var 1.895 kroner. Jeg synes, det er en rigtig god pris. Nu er der kun ganske få restauranter, som har sådan en vin på vinkortet, så det er tæt på umuligt at sammenligne. Ret fedt, ikke?

En landevejskro af de bedre

Heldigvis vil jeg sige. Man skal kunne blive mæt af en ret, fik vi at vide. Det holder også. Alle er velkomne, og her skelner man ikke mellem høj og lav. Maden er god til prisen. Ingen tvivl. Men det er i min optik vinen og vinkortet, som gør Aagaard Kro til noget særligt.

Vi lukker først, når I er færdige

Er der gæster, så er der åbent. Måske med lidt modifikationer. Men tjeneren svarede på spørgsmålet om, hvornår de lukkede. Vi lukker først, når I går hjem. Det er da en besked, som er til at forstå. Vi forlod kroen klokken godt 1 om natten i en taxa til Kolding.

Det løber jo op

Prisen for den helt store aften på Aagaard Kro er ikke billig. Og dog. Det kommer helt an på, med hvilke briller du ser det. Hvis du ved noget om, hvad de vine, de har på vinkortet, ville koste, hvis du altså kan købe vinene. Ja, så er det på ingen måde dyrt på Aagaard Kro. Vores regning løb op i 5.220 kroner. Det er inklusiv to gange kaffe, petit four og cognac. Men også to store glas dessertvin af ukendt herkomst, hvilket nok var aftenens største overraskelse.

Vinkortet trækker for alvor op

Maden var god. Ingen tvivl om det. Men den kan du få på samme niveau mange andre steder – også til samme pris. Men vinen og vinkortet er stor klasse. Det findes ikke ret mange steder.

På Aagaard Kro spiller vinen 1. violin og maden 2. violin. Men hvor er det skønt at opleve, det er den vej og ikke den modsatte. Noget andet, som jeg godt kan lide ved Aagaard Kro, er, at de ingen vinmenu har. Det at vælge hele flasker, og derefter finde noget mad, som med rimelighed passer til vinen. Det kan jeg godt lide. Kroen er en sjælden perle, nok mest indendøre. Hvis du er på egnen mellem Vejle og Kolding, så kan jeg varmt anbefale at spise på Aagaard Kro. De er sig selv på den gode måde. Ros for det, og fortsæt gerne med det. I gjorde det forrygende godt.

Vi må af med en af de helt store anbefalinger til kroen i Aagaard. Alt andet ville være urimeligt og uretfærdig!