Torsdag aften havde Smukfest fint besøg fra Hollywood. Det, der kunne have været en mindeværdig koncert med 30 Seconds to Mars, endte i et rodet cirkus af groteske sceneseancer. Koncerten var simpelthen ikke andet end en pærevælling af oppustede bolde og badedyr tilsat skrål og en smule sang.

 

 

“What took you so long?” spørger frontmanden notorisk, da han ved håndsoprækning finder ud af, hvor få publikummer, der tidligere har aflagt bandet et visit. Ja, for langt de flestes vedkommende var denne såkaldte koncert formentlig både første og sidste møde med 30 Seconds to Mars. 

 

Messias’ komme

30 Seconds from Mars er et amerikansk rockband, der havde sin storhedstid i starten af 00’erne. Bandets forsanger er ingen ringere en filmstjernen Jared Leto, og flere af de fremmødte var da også primært kommet for at se giraffen – eller for at få fat i en god plads til Lukas Graham efterfølgende koncert.

 

På forhånd var udvalgte publikummer udstyret med flag, som blev flittigt viftet ved koncertstart. Efter en kort intro kom Leto på scenen iført kæmpe solbriller og med en hårpragt, der ledte tankerne hen på en vis frelser fra Nazaret. Og han blev da også ved ankomst hyldet som en anden Messias med stor jubel og viftende flag til sangen “Monolith”.

 

Cirkus overskyggede musikken

Jared Leto brugte det meste af tiden på at valse rundt på scenen, der var opsat således at trommerne var i front, mens bassisten var pakket væk. Undervejs bliver både bolde og badedyr kastet ud til publikum, som er mere fokuseret på at prikke bolden videre end på musikken. Seancen virkede komplet meningsløs, hvilket kendetegnede stort set hele koncerten. Jared Leto inviterede glædeligt publikumsgæster på scenen – men selvfølgelig kun de vildeste. Det fik fyren Uffe til at smide alt tøjet og hoppe på scenen til massive tilråb, hvilket faktisk var det mest underholdende ved koncerten. Lavpunktet kom da Leto-broderen Shannon forlod trommesættet for at synge “Remedy”. I et hektisk forsøg på at overlade teksten til publikum, der ikke var helt med på lyrikken, faldt sangen fuldstændig til jorden.

 

Vurdering

Først da hittet “The Kill (Bury Me)” blev leveret, kom der en lille smule substans i koncerten, hvor fokus blev tilbagebragt på musikken. Til sidst fik publikum nærmest frit spil til at komme på scenen, men der gik mere selfie end fest i den, så klimaks måtte vi desværre undvære. Hvis Jared Leto og co. forsøgte at gentænke koncertformen, mislykkedes det. Der gik for meget pauseklovneri i den, og det virkede ikke engang til, at de selv syntes, de var sjove. Måske den går i Hollywood. Det er en ommer.

 

 

Sætliste:

Monolith

Up in the Air

Kings and Queens

This Is War

Dangerous Night

Rescue Me

Hail to the Victor

Do or Die

City of Angels

Remedy

Hurricane

The Kill (Bury Me)

Walk on Water

Closer to the Edge

 

 

 

 

Livemusik og koncerter Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev