//Anmeldelser

Anmeldelse af Dream Theater: Ekvilibristisk metaltrip i uvante rammer

Søndag aften sænkede mørket sig over Musikhuset, da det amerikanske band Dream Theater indtog Store Sal. Metalbands er ikke hyldevarer på programmet, men denne aften var der hele fire af slagsen. Med en potent opvisning i alle afkroge af den progressive metal, blev det bevist, at man sagtens kan indtage de røde sæder i lytteposition – på trods af sprængfarlig energi, høj volume og gnistrende spader.

 

 

Kan man afholde siddende metalkoncerter i Musikhuset? De fleste langhårede metalhoveder ville formentlig ryste på hovedet over et sådant eksperiment. Hvad med moshpits og andre velkendte ritualer? Uanset blev eksperimentet udført på en glohed søndag, hvor Dream Theater besøgte Store Sal som et led i deres Europa-turne i kølvandet på udgivelsen “Distance over Time”. Sæderne var fyldt af alle aldersgrupper, hvor flere var gamle nok til at have fulgt bandet i hele dets levetid. Den manglende kønsnuancering blev udlignet af meget alsidige hår- og skæglængder.

 

Til det mere end fire timer lange arrangement havde Dream Theater medbragt hele tre opvarmningsband. På forhånd var det proklameret, at man kunne gå ud og ind efter behov, hvilket heldigvis primært foregik i pauserne, hvor der var tid til luft og frisk fadøl.

 

Omstændig opvarmningssceance

Med temperaturen i Store Sal kan ordet opvarmning fremstå lettere intetsigende. Ikke desto mindre skulle vi trækkes gennem en tre timers lang opvarmningssceance, før hovednavnet gik på. Første “band” var Jason Richardson & Luke Holland – en guitarist og en trommeslager, der spillede så hurtigt, at kun det preoptagede backingtrack med vokal, bas og keyboard kunne følge med. Lyden var i starten meget mudret, og det virkede som om, man i højere grad var fluen på væggen i et øvelokale end til koncert i Musikhuset.

Aftenens andet band var danske THEORY, der spillede glimrende og fremstod noget mere imødekommende over for publikum. Især vokalist, Nicklas Sonne, kæmpede en brag kamp for at få de tilbagelænede gæster frem i stolene til headbang og håndtegn. Det lykkedes næsten. Arbejdsvilkårene var bare umulige.

Det instrumentale band Animals as Leaders gik på kort tid efter. Tosin Abasi viste sig hurtigt som en topklasse guitarist, som mestrer samtlige teknikker og alle 8 strenge. Oven i købet lød det bare brandgodt. Dem kunne vi godt have nøjedes med.

Alt i alt var bandrækkefølgen velproportioneret, men der var for mange på programmet. Det gjorde det svært at holde fokus. Musikhuset havde heldigvis sat cirkatider på de enkelte bands, så man kunne vælge og vrage, hvilket en del af tilhørerne gjorde brug af.

Velvalgt lokation

Klokken 21.30 entrerede de fem musikere fra Dream Theater scenen, der var beklædt med et stort banner. Første sang var “Untethered Angel” fra det seneste udspil. Der har næppe tidligere været mere tjubang på volumen i Musikhuset, men det gik heldigvis ikke ud over lydkvaliteten. Instrumenterne stod skarpt, og på den måde er Musikhusets Store Sal faktisk et velvalgt metalpalads for et komplekst band som Dream Theater. Selvom der var smæk på, blev der alligevel indbudt til koncentreret lytning, og på samme måde gav det mening at afholde koncerten siddende. Det kræver dog et disciplineret crowd, der afholder sig fra at forlade sædet for ofte, hvilket lykkedes langt hen ad vejen.

 

Drømmeteatret

Musikerne fra amerikanske Dream Theater er fuldstændig fænomenale i deres kompositioner og instrumentering, hvilket må udspringe af et vanvittigt mix af dedikation, talent og ikke mindst øvetimer. Det 34 år gamle band er genredefinerende inden for den progressive metal. Desværre har de ikke fået den brede musikalske anerkendelse hos den almene musiklytter, som de har fortjent. Til aftenens koncert bevægede de sig ud i vilde tempo- og toneskift, hvilket vidner om et velkomponeret bagkatalog. Mens leveringen og det tekniske niveau var til UG, lænede numrene sig måske lidt for meget op ad albumudgaverne. John Petrucci er en gudsbenådet guitarist. Det stod allerede klart for undertegnede ved første møde i Aalborg i fjor i G3-regi. Den snart 52-årige virtuose guitargud fiflede sig frem og tilbage på gribebrættet og fik det til at se legende let ud at udføre avancerede arpeggioer. Specielt i “The Dance of Eternity” var samspillet med bassist, John Myung, en fryd for øret.

 

Afholdende frontmand

Mens Petrucci var aftenens ubetingede hovedperson, gjorde forsanger, James LaBrie, ikke meget væsen af sig. Han forsøgte at vinde publikum med malplacerede udtalelser af navnet på koncertbyen og forlod prompte scenen, når soloerne startede. Det er et sjældent syn, at forsangen er den person i bandet med mindst scenetid. Omvendt var det musikalske med afstand det, der stod stærkest. LaBries tilstedeværelse med sit kranieformede mikrofonstativ var ikke savnet.

 

Vurdering

Med 10 numre på under halvanden time fremstod koncerten kort. Det er mængden af opvarmningsbands ikke en undskyldning for. Blandt andet glimrede signatursangen “Pull me under” ved sit fravær. Dream Theater nåede dog at levere et neoklassisk og progressivt metalbrag, hvis lige næppe har fundet sted i nyere tid i Musikhuset. Båret af især John Petrucci stod de musikalske genialiteter i kø. Det var en fryd at høre folk, der kan både sit praktiske og teoretiske kram på instrumenterne, nu hvor symfoniorkestrene i sagens natur afholder sig fra den hårde rock. Slutteligt annoncerede LaBrie en genkomst til Danmark i 2020. Det kan vi glæde os til – dog med et håb om mere DT og mindre af det andet.

 

 

Lineup:

James LaBrie: sang

John Myung: bas

John Petrucci: guitar

Jordan Rudess: keyboard

Mike Mangini: trommer

 

Setlist:

Untethered Angel

A Nightmare to Remember

Fall into the Light

Peruvian Skies

Barstool Warrior

In the Presence of Enemies, Part I

The Dance of Eternity

Lie

Pale Blue Dot

As I Am

 

Anmeldelser Se alle

Udvalgte artikler Se alle

Tilmeld nyhedsbrev