Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Anmeldelse af Hjalmer: Vikaren fra Fyn overvandt regnen

Af anders@sommersangdigital.dk

Fredag aften vikariede Hjalmer for sygdomsramte Hugo Helmig i Tivoli Friheden. Den 23-årige spillemand nåede på kort tid at vise, hvor langt man kommer med billig pop og et flabet smil, selvom vejrguderne stritter imod. Den yngre del af publikum sang overraskende flittigt med, og det tyder i den grad på, at Hjalmer er på rette rille mod masser af succes.

 

Anmeldelse af Hjalmer: Vikaren fra Fyn overvandt regnen

 

Mange havde fredag aften set frem til, at Hugo Helmig skulle spille weekenden ind på hjemmebane til Frihedens Fed Fredag. Desværre måtte han i trække sig og aflyse hele sin forestående turne. Heldigvis lykkedes det i 11. time at finde en anden prominent musikersøn i form af Hjalmer Larsen, der med kort varsel kunne agere afløser. Den 23-årige odenseaner har tilbragt det meste af de seneste år på landevejen og har stadig sit første egentlige album til gode. Der er fart på karrieren, der senest har kastet fornemme priser af sig. Mange nysgerrige århusianere havde derfor pakket paraplyer og ponchoer for at se, hvad denne nye aktør på den danske musikscene havde at byde på.

Anmeldelse af Hjalmer: Vikaren fra Fyn overvandt regnen

 

Lokal opvarmning

Før publikum fik svar på dette, måtte vi tilbringe en halv times tid i selskab med den lokale Kris Herman. Kris Herman har brugt det meste af sin karriere på at jagte gennembruddet, og det var da også tydeligt at publikums kendskab til sangene var temmelig begrænset. Trods godt humør og gode intentioner formåede han aldrig helt at lune et stivt publikum op i det lunefulde forårsvejr. Dog kommer Herman langt med en stærk stemme og en imødekommende sceneattitude, der stod fint i sammenhæng med aftenens hovedperson. Velvalgt opvarmning.

Anmeldelse af Hjalmer: Vikaren fra Fyn overvandt regnen

 

Charmerende spillemænd

Klokken 20.50 entrerede Hjalmer scenen med en ny og forfriskende sang om Istedgade. Allerede fra start var det tydeligt, at publikum ville Hjalmer, der fik en varmhjertet velkomst med stor jubel og opbakkende tilråb. Ligeledes kunne det mærkes, at Hjalmer følte sig hjemme. Han udstrålede stor ydmyghed og selvtillid på scenen fra første akkord. Med sig havde han et band bestående af både nye og gamle medmusikanter, der alle leverede et solidt håndværk uden egentlig at skille sig ud. Der blev givet masser af plads til de enkelte instrumenter i lydbilledet, hvilket gav en god nuance i de ellers ukomplicerede sange. At det var første koncert på en længere sommerturne kunne ikke mærkes, hvilket bevidner om en stor professionalisme hos orkestret.

Anmeldelse af Hjalmer: Vikaren fra Fyn overvandt regnen

 

Imødekommende sangkatalog

Hjalmer lod os i løbet af koncerten vide, at der er et album på vej, og i den forbindelse havde han medbragt en række nye og for mange ukendte sange. Hjalmer har uden tvivl et medfødt gen for den gode og simple melodi, hvilket er en sjælden kunst at beherske. Sangene kredser lidt for tæt om de samme kærlighedsklicheer, der dog går rent ind hos især de yngre piger. For lige teenagepigerne havde Hjalmer et godt tag i. De kunne synge med på de allerede udgivne sange, som var de indsprøjtet med modermælken. Bagkataloget er stadig tydeligt grønt og krydret med for meget fnidder, “uh uh” og “åh åh”, men det bliver spændende at følge modningen. Især sangen “Vådeskud” giver anledning til store forventninger til Hjalmers fremtidige sangskriveri med plads til mere dybde. Dermed var det også en skam, at koncertens sidste ekstranummer var en coversang; nemlig Dieters Lieders “Dig og mig”, som Hjalmer vil være uløseligt forbundet med oven på TV 2’s selvfejring i fjor, hvis der ikke reageres prompte.

Anmeldelse af Hjalmer: Vikaren fra Fyn overvandt regnen

 

Showman med en stor fremtid

Hjalmer demonstrerede i Friheden, at han allerede har stadfæstet sin plads på den danske musikscene. Vi fik kun en time i selskab med fynboen, men det var også en time fyldt med charme og varme, selvom vejrguderne stædigt modarbejdede efter bedste evne. Rygsækken med sangene er stadig juvenil, men med et godt øre og stærk vilje er der ingen grænser for, hvor langt den upolerede artist kan nå. Nok var Hjalmer på vikararbejde, men han tog gerningen alvorligt, og hvis man ikke gik hjem i godt humør og med et smil på læben, var det helt og aldeles selvforskyldt.

 

Anmeldelse af Hjalmer: Vikaren fra Fyn overvandt regnen

 

 

Anmeldelse af Hjalmer: Vikaren fra Fyn overvandt regnen

 

Sæstliste:

Istedgade (Uhh)

Koldt

Lige nu

Drengene

Folk som os

I morgen er glemt

Godt igen

Smukkeste problem

Hvis du går

Samme fejl

Vådeskud

Mandag morgen

Hjem til en anden

Ekstra

Dig og mig

Lineup:

Sang og guitar: Hjalmer Larsen

Trommer: Asger Møller

Keyboard: Thorval Naur

Bas: Uffe Dalskov

Guitar: Simon Luth

Del artikel

Andre læser også