//Cafeer

Anmeldelse af Café Frida: Hygge og varme smil i Mejlgades kældercafé

Café Frida er en socialøkonomisk café, hvor unge kvinder kan arbejde og på den måde få støtte til at komme videre med en uddannelse eller i job. Der er åbent på hverdage fra kl. 9.30 – 16.00.

 

Vi besøgte Café Frida på en stille og rolig tirsdag formiddag. Der var en hurtig og venlig betjening, og tjeneren tog sig tid til at fortælle om menukortet. 

 

Brunch med mange muligheder… 

Her kan man selv sammensætte sin brunch-tallerken ved at vælge mellem 6 eller 10 ting. Det var en pæn og præsentabel anretning af de forskellige retter, og der fulgte også en brødkurv med smør, lyst og mørkt brød med. 

Vi valgte blandt andet skyr med syltede pærer og topping. Det var en god kombination med stykker af pære, knas og tørrede tranebær. Selve skyren var velbalanceret – den var ikke for sød og tørrede ikke ud i munden. Tunmoussen var meget klassisk og pyntet med agurker, cherrytomater og karse. Den var, som den skulle være, og som man kender den. Osten var en blød og cremet brie serveret med blåbær og chutney. 

 

… og plads til forbedringer

Deres scrambled eggs med bacon og pølse var en fin, lille ret toppet med purløg. Dog var deres bacon lidt overstegt, og æggene kunne godt tåle lidt mere salt. Grøntsagstærten var lavet med porrer og rød peberfrugt. Den havde en god, sprød skorpe – men desværre lidt kedelig i smagen. 

Karryhummusen holdte, hvad den lovede – for den smagte af karry. Men det kunne også være lækkert med andre krydderier, der kunne støtte op om den krydrede karrysmag. Af de 10 små retter fik vi også røget laks med dild, agurker, citron og en lille dip til. Dippen var en dejlig urtecreme, som var frisk til den fede laks, men der måtte gerne være mere af den. Noget mere. 

 

Generelt var det skønt med så meget grønt på tallerkenen – det gør nemlig anretningen frisk at se på og ikke mindst at smage på. 

 

Den søde side på tallerkenen

Nutella var en af de søde elementer på tallerkenen, og her hos Café Frida var den lidt mørkere i smagen og med knas af hasselnødder. Den havde måske lidt for meget kakaosmag, men ellers var det lækkert. Den hjemmelavede pandekage med sirup passede også rigtig fint ind på tallerkenen sammen med stykker af ananas, melon og appelsin. 

De to stykker kage kunne dog godt finpudses lidt. Mazarinkagen var med peanuts under et godt lag chokolade, og det var en fin sammensætning. Desværre var selve mazarinkagen lidt tør – for ellers smagte den godt. Det andet kagestykke var en romkugle rullet i frysetørret hindbær. Her kunne man med fordel godt justere lidt på sukkerbalancen – for den var meget sød. 

 

Et ordentligt brød af en sandwich

Her skal man ikke bestille en sandwich, hvis man ikke mener det – for det var en god, stor portion, der blev serveret! Vi bestilte en sandwich med krydret kylling og ananas, og så var den ellers også godt fyldt op med frisk, grøn salat, agurker, rød peber, tomater og dild. Den var næsten lidt svær at spise, fordi den var så stor og fyldt op – men fyld skal man ikke klage over. 

Kyllingen var godt krydret, men desværre også lidt tør. Det er lidt ærgerligt. Brødet var smurt med en lækker, grøn urtemayo – og det trækker op, for den var bare god. Når sandwichen var så stor og fyldig, kunne det sagtens tåle mere mayo. 

 

Økologiske drikkevarer

Til maden fik vi en æblemost, rabarbersaft og en cafe latte. Æblemosten og rabarbersaften blev serveret iskolde, og cafe latten i en perfekt drikketemperatur. Den var mild og cremet med en svag bitter eftertone. 

 

Hvad var prisen?

  • Brunch – 10 ting for 160 kr. (en mindre tallerken med 6 ting koster 125 kr.) 
  • Frida’s sandwich til 74 kr. 
  • Cafe Latte til 32 kr. 
  • Æblemost til 32 kr. 
  • Rabarbersaft til 32 kr. 

 

I alt kostede det 330 kr. i alt. 

 

Vurdering

Selvom Café Frida ligger i kælderen, så er der godt lys derinde og en  hyggelig atmosfære. Det er en café, der udefra ikke syner af så meget, men den gemmer på overraskende mange spisepladser. 

 

Generelt var det en rigtig fin oplevelse – for maden er god og betjeningen kan der ikke sættes en finger på. Nogle af elementerne skal finpudses, for at den sidder i skabet. Jeg tænker her på de lidt tørre elementer, det sidste finish og smag med krydderier og ellers mere af den gode urtecreme og mayo. 

 

Prismæssigt får man meget for pengene her. Det er en studievenlig café, og til de her priser kan alle være med. Så det er helt klart værd at svinge forbi og få en bid mad på Café Frida. 

 

Café Frida

Mejlgade 14 i kælderen 
8000 Aarhus
Website:

 

 

 

 

Cafeer Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev