Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Anmeldelse af Kaali Nordic Food – sundere livsstil med næringsrig mad

Af Freja Dumont

Et stigende antal caféer med fokus på bæredygtighed popper op i Aarhus. Og med manges ønske om en miljøbevidst og sundere livsstil giver det mulighed for at få noget sundt på tallerkenen. Det er, hvad enten man spiser på caféerne eller tager det med som takeaway. Kaali Nordic Food er den nye café på Frederiks Allé, der har fokus på bæredygtighed. Siden midt i januar har de tilbudt retter, tilberedt med økologiske og nordiske råvarer, der er i sæson. Caféen er kommet godt fra start, og de to måneder de har serveret mad over disken, har der været pænt med gæster i den lille café, hvor der er plads til 20 spisende gæster.

 

“Kåli” eller “Kali”?

Navnet Kaali er finsk og på trods af betydningen kål, så udtales navnet med a. Og kål må vi erkende, der er på menuen. Det går igen i næsten alle retter året rundt.

Kaali i Frederiks Allé

Menukort efter årstiden

Den smilende betjening tog venligt imod os. Vi hængte vores jakker over stoleryggen og satte os til rette. Menukortet var ikke stort. Det ændres efter årstiden, så det altid er de mest friske råvarer, der bruges. Med årstiden vinter, var det Vintermenuen, vi havde i hænderne. Fem retter var der at vælge imellem til frokost. Vi bestilte en af hver, og da klokken nærmede sig 17, nappede vi også dagens ret.

Indretningen hos Kaali i Aarhus

Tre gange sandwich

De tre sandwich til 49 kroner stykket, kylling, vegetar og fisk, er altid på menuen. Hvilke råvarer, der yderligere er i, afhænger af årstiden. I vintermenuen var kyllingen med lilla grønkål, champignon, syltede løg, vesterhavsost og trøffel-tang mayo. Kyllingen var friskplukket og saftig. Trøffel-tang mayoen løftede sandwichen og gav den et pift sammen med de syltede løg. De øvrige ingredienser gjorde ikke meget væsen af sig.

Kyllingesandwichen hos Kaali

Næste sandwich var med fisk. Torsk og derudover gulerodspure, persillepesto, grønkål og syltede løg. Fisken var fint frisk. Persillepestoen havde god smag, og igen var det de syltede løg, der var fremtrædende i en ellers meget fersk og svag sandwich.

Fiskesandwich hos Kaali

Vegetarsandwichen var med pastinakpure, grønkål, syltede løg, syltede rødbeder og champignon. Pastinakken kom fint frem, og de syltede rødbeder tog kegler. Sandwichbrødet var i den grove ende af skalaen. Hjemmebagt selvfølgelig. Der var fint bid i brødet, og en anelse tang var tilsat, hvilket gav en fin saltet smag, som passede godt.

Vegetarsandwichen hos Kaali - Aarhus Update

En grillet snack

Grillet sandwich med vesterhavsost, lilla grønkål, sennep og syltede løg. Brødet var sprødt, og senneppen gav sandwichen smag. 29 kroner kostede den lille sandwich, der gjorde det godt.

Grillet hos Kaali - Aarhus Update

Alt på en gaffel

Vinterens salat til 49 kroner med hjemmebagt brød og smør. Råsyltede rødbeder, gulerødder, lilla grønkål, græskar- og speltkerner, champignon, løg og vinaigrette. En rigtig vinterret med dybe røde farver.  Hvis alle ingredienserne var på gaflen på samme tid, virkede det ret godt. En meget naturlig smag, hvor de friske og sprøde råvarer kom til deres ret. Vinaigretten var der ikke meget af. Det var tydeligt, at de enkelte grøntsager skulle være smagsgiverne.

Salaten hos Kaali - Aarhus Update

En sart tærte 

Vinterens tærte til 49 kroner med kartoffel, lilla grønkål og løg. Serveret med persillepesto. Tærtedejen var grov og godt sprød. Råvarerne var igen friske og grove, hvilket tæller op. Men da både grønkål og kartofler suger salt, kunne tærten efter min mening godt have klaret en ekstra del salt og mere krydderi. Det kunne vi selvfølgelig selv gøre noget ved. En stor og mættende portion.

Tærten hos Kaali - Aarhus Update

Så kom scoringen

Brændende kærlighed a la Kaali var dagens ret i denne uge. Smuk og farverig portion. Grov pastinak- og kartoffelmos med persille på toppen. Ved siden af var der gulerødder, bacon, æbler, rodfrugter, syltede løg, flæskesvær og persille på toppen samt store skiver af bolsjebeder. 65 kroner var prisen for dette måltid. Uden sammenligning dagens bedste ret. Der var god smag, og den var veltilberedt med bid i samtlige grøntsager og godt komponeret. Her får du value for money.

Brændende kærlighed a la Kaali - Aarhus Update

Dagens kage

Som afslutning bestilte vi dagens kage. Det var gulerodskage med ostecreme til 25 kroner. På toppen var der neutrale og ovnbagte hasselnødder. En fast kage med en let ostecreme. Den var velsmagende og en sød afslutningen på middagen. Dertil drak vi americano med økologiske Panama bønner fra Great Coffee til 25 kroner.

Kage og kaffe hos Kaali - Aarhus Update

Hvad skal vi drikke?

Til at skylle det hele ned valgte vi en økologisk Kombucha (fermenteret te) lavet af grøn te med hyldeblomst til 35 kroner. Den grønne te kunne smages, men ellers var den meget sart i smagen, hvilket fungerede godt i forhold til de sarte retter. Naturfrisk Solbær æble juice til 25 kroner havde en mere kraftig smag og var sødere. Den økologiske øl Hale to nothing fra svenske Brutal Brewing, var en Ale med bitterhed i smagen og et skarpt udtryk til 40 kroner. Den fungerede ikke specielt godt til de sarte retter.

Lidt at drikke hos Kaali i Århus - Aarhus Update

Stilen er nordisk

Kaali har en rolig og afdæmpet atmosfære. Naturen er trukket ind i caféen. Bordene er lavet af fyrretræ, der er træstubbe og træbænke at sidde på. En stor gren er taget ind og hænger i vinduet med lamper. På bordene står en lille bakke med bestik, fyrfadslys, lidt grønt samt salt og peber. Der er en hyggeligt og afslappende stemning, hvilket betjeningen også understøtter. Kvinden bag skranken var meget imødekommende og god til at informere. Ingen tvivl om hun vidste, hvad hun havde med at gøre. Hun præsenterede maden ved bordet, hvilket var en fornøjelse.

Lidt rå træ hos Kaali - Aarhus Update

Pris

Holdningen på Kaali er, at lækker mad skal være tilgængeligt for alle. Det må man sige, det er her. Vi betalte i alt 514 kroner for fire sandwich, en salat, tærte, dagens ret, et stykke kage, to kaffer, to juicer, en øl og en kande vand. En meget prisvenlig café, når man oven i købet tænker på de friske og økologiske råvarer. Priserne varierer dog sammen med årstiderne, da det afhænger af, hvilke råvarer der skal bruges. Helt fair!

Anmeldelse af Kaali Nordic Food - sundere livsstil med næringsrig mad

Vurdering

Maden på Kaali er lavet af de råvarer, der omgiver os, og vi har i Norden. Danske, økologiske råvarer. Tanken er god, og det er næringsrig mad sprængfyldt med grøntsager. Frisk, god kvalitet og bæredygtigt til fornuftige priser er ordene herfra. Råvarernes naturlige smag er fremtrædende, men der mangler generelt smag. Nogle flere krydderurter ville gøre underværker. Nok manglede jeg smag, salt og krydderurter, men jeg har stor respekt for den måde, Kaali behandler råvarerne og har en bæredygtig tankegang. Er man til bæredygtighed, sundhed, er miljøbevidst og har fokus på ernæring, så er Kaali Nordic Food lige noget for dig. Det er hyggeligt, og man forlader caféen mæt og med god samvittighed. En anbefaling herfra.

 

Kaali Nordic Food

Frederiks Allé 102
8000 Aarhus
Telefon: +45 86 12 93 95
Website: 

 

Del artikel

Andre læser også