//Film

Sidste tur i manegen: Klovn holder stadig

Den biografaktuelle film “Klovn The Final” sætter et værdigt punktum for en 15 år lang kavalkade af grænseoverskridende pinagtigheder, som kun Frank Hvam og Casper Christensen kan rode sig ud i. Rutinen kan mærkes, men formatet holder, og humoren er stadig lysår foran tidens andre danske komedier.

 

 

Klovn-feberen raser endnu engang i Danmark. Forrige år fik vi syvende sæson af tv-serien, der tog Danmark med storm tilbage i 2005, og nu har tredje og umiddelbart sidste film i trilogien fået premiere. Efter den helstøbte “Klovn – The Movie” fra 2010 og den traditionelt håbløse 2’er, “Klovn Forever” fra 2015 havde jeg blandede forventninger til den store finale. Nok har Casper undergået (endnu) et partnerskifte, Bo er blevet voksen og Jesper Buch har fået kendisfactor nok til Klovn, men ellers er det meste tilbage ved det gamle. Frank Hvam og Casper Christensen er stadig leveringsdygtige i slidstærk familieunderholdning under bæltestedet, men rutinepræget genbrug bliver aldrig rigtig spændende.

 

Tilbage til virkeligheden

I forrige film mistede komikerparret jordforbindelsen og spændte ben for sig i et mislykket forsøg på at gøre det hele endnu vildere. Den karakteristiske hverdagsjargon mødte “Tømmermænd i Vegas”, og deres Hollywood-trip endte med at stå i skyggen af den geniale “Tour de Fis” fra første film. Derfor var det tiltrængt, at denne opfølger starter i hjemmets intime rammer, nærmere betegnet dobbeltsengen, hvor et akavet øjeblik udspiller sig, da Mia har fået tendens til sure opstød. Klassisk Klovn er dagligdagshumor, og vi elsker det.

Foto: Pressefoto / Nordisk Film

Franks runde fødselsdag står for døren, og med Caspers gave i form af en fisketur til Island er der lagt i ovnen til et roadtrip, der overgår alt, vi tidligere har set. Dog vælger Casper og Frank at udfordre både sig selv og publikum ved simpelthen at aflyse turen. Måske en subtil selvrefleksion oven på modtagelsen af “Klovn Forever”, der aldrig rigtigt formåede at forlade overhalingsbanen.

 

Samme rille

Men hvad skal der så ske, nu hvor “Tour de Is” er aflyst? Jo, Casper og Frank tager såmænd tilbage til vante rammer og indlogerer sig i Lars Hjortshøjs villa med 250 dybfrosne forårsruller og Mias tandbørste. Casper lokker som altid den modvillige Frank ud af dagligdagens normer, og så går sådan ca. alt galt. Børneorm, utroskab og usømmelig omgang med lig er blot nogle af de ting, vores Klovn-duo får rodet sig ud, mens balancen mellem det pinlige og forargende denne gang er tilpas. Filmen byder på glædelige gensyn fra flere karakterer fra den første film, men desværre er slutningerne så identiske, at det virker dovent.

 

Vurdering

“Klovn The Final” er sjov, fordi det er klassisk Klovn. Det fleste jokes rammer plet med god timing, mens andre tangerer det platte i så høj en grad, at de falder til jorden. Når Casper vælger at putte Mias tandbørste op et sted, hvor solen ikke skinner, er det ikke raketvidenskab at gætte, hvor den senere ender.

 

Uforudsigelig er et nøgleord i Klovn-universet, men mange af filmens præmisser har vi set før i andre klæder. Vi er tilbage i klassisk Klovn-regi, hvor opskriften virker og ikke tåler for mange krydderier. Dermed bringer filmen ikke som sådan noget nyt til universet, og den kan virke for stilsikker og overflødig i det store billede. Filmen har mere tilfælles med tv-serien end med de foregående film. Også de store øjeblikke udebliver; som da Frank afbrød Thomas Helmigs “Stupid Man” på Smukfest i første film. Eller da Frank pisker den paralyserede Bodil til blods og pakker hende ind i fuldskæg.

 

Vi giver 4 stjerner på baggrund af konceptets genialiteter, geniale alteregoer og filmens trods alt høje underholdningsværdi. Så er man til Klovn, er filmen et must-see, men forvent ikke Casper og Franks topniveau. Der skal vi desværre mere end 10 år tilbage.

 

 

Køb billet til “Klovn the Final” hos CinemaxX her

 

Medvirkende

Instruktør: Mikkel Nørgaard

Skuespillere: Casper Christensen, Frank Hvam, Mia Lyhne, Lars Hjortshøj, Christian Østergaard Sørensen(Lille Christian) m.fl.

 

 

 

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev