Michael Falchs såkaldte solokoncert i Musikhuset lørdag aften rummede det hele på godt og godt. Stålsatte hits blev leveret på lige fod med mindre kendte sange fra nyere albums med intimitet og indlevelse, der til tider måtte stå i skyggen for malplacerede sceneseancer. Krydret med uforudset lead-guitar og cello fik Falchs sange nye vinger, der charmerede sig ind hos et dedikeret publikum, der fik, hvad de kom for.

 

 

Nok er Michael Falch fyldt de 62, men der er intet, der tyder på, at han befinder sig i karrierens efterår. I løbet af blot få år har sangeren udgivet en erindringsbog, deltaget i det infame ”Toppen af poppen” og kan nu se frem til næste års genforening med legendariske Malurt. Derfor kan det også virke som stilhed før stormen, at Falch bruger 2019 på nedbarberede solooptrædener i landets koncerthuse. Lørdag aften ramte tournéen med undertitlen ”Tilbage til byen” Musikhusets Rytmisk Sal, hvis siddepladser i anledningen var trukket frem og fyldt til bristepunktet.

 

Salen emmede af forventning om et trip gennem Falchs årtier store sangkatalog. Et repertoire, som indeholder alt fra gak-gakkede platheder til dybe fortællinger og hårdkogte rock’n’rollere fra 80’ernes glory days.

 

Fra solo til trio

Klokken 20 meldte Falch sin ankomst og slog de første akkorder an til den 30 år gamle ”Håbets hotel” fra albummet af samme navn. Michael Falch viste fra start, at han besidder en vokal, der sagtens kan stå alene akkompagneret af blot en akustisk guitar. Guitarspillet var dog så begrænset til de samme dejskraber-akkorder, at det ville blive ret så enerverende at lytte til i en længere periode. Derfor var det en meget positiv overraskelse, at Falch havde været på udkig i et land med høje bjerge for at hente Tromsø-cellisten Live Johansson fra LiveStrings. Efter fire sange tilsluttede hun sig Falch på scenen i selskab med den mangeårige følgesvend Lars Skjærbæk på guitar, og så var det pr. definition slut med solokoncerten.

 

Trioen satte i gang med signatursangen ”Mød mig i mørket”, hvorfra koncerten tog en interessant drejning. Live Johansson formåede på sin cello hele vejen igennem at opfange spændende temaer, der løftede nogle af de relativt middelmådige sange ind i nye nuancerede dimensioner. Ligeledes indførte Skjærbæk en stabil leadguitar, som kom til sin ret i ”De sidste fugle”, som blev smukt leveret med en simpel og effektiv ebow.

 

Vogt dig for banaliteterne

Det er tydeligt, at Michael Falch er scenevant. Aftenen bar præg af en bundsolid kontakt med publikum, og publikum var med på legen. Til tider var der sågar en snert af dialog mellem Falch og publikum, hvilket er tydelige tegn på rutineret overskud, der bl.a. blev båret af en mindre bikarriere som skuespiller. Der blev ikke hvilet på laurbærrene, og publikum udfordredes med gamle og knap så kendte sange i nye klæder. Disse blev leveret med et slående nærvær, men desværre også til tider med komplet ligegyldig dialog og diverse banaliteter. Her kan fremhæves en coverversion af Paul McCartneys tidlige udgave af ”Yesterday” tilført en portion røræg og 2 styk dameben samt en højrøstet parodi på kammersjukken Poul Krebs til en Dylan-koncert. Humor er et stærkt krydderi til en intimkoncert, men en koncert kan også blive overkrydret.

 

Crowdpleaser

Michael Falchs solokoncerter sætter fokus på sangteksten og fortællingen, hvor alt overflødigt fra overbearbejdede albumproduktioner er skåret fra. Vi har tydeligvis at gøre med en fremragende tekstforfatter og en mindst lige så god fortæller. Interessant blev det især, da Falch selvreflekterede i monologen om skurke og offerroller i ”Vogt dig”, som han skrev til sit barnebarn. Michael Falch er bare bedst i den mørke afdeling af tekstuniverset.

 

Med mere end 40 års sceneerfaring har Falch falkeblik for, hvordan et publikum skal håndteres. Alligevel overraskede det, at Michael Falch pludselig valgte at tage på roundtrip i salen for at uddele high fives, hvilket ikke just rimer på nedbarberede solokoncerter. Koncerten sluttede da også på behørig vis af med en stående Rytmisk Sal til publikumsfavoritten ”Superlove”, hvis arrangement lød bedre end nogensinde.

 

Der er ingen tvivl om, at Michael Falch er en crowdpleaser, der kan sit kram og leverer et hæderligt show. Dog kunne koncerten godt have sparet på tant, fjas og ligegyldigheder for på den måde at have stået mere fokuseret og koncentreret. Vil man have publikum til at tage sig alvorligt, må man starte med sig selv.

 

 

Lineup:

Sang og guitar: Michael Falch

Guitar: Lars Skjærbæk

Cello: Live Johansson

Sætliste:

Håbets hotel

Cowboyblå

Lykkelig undervejs

Ild

Mød mig i mørket

Kærlighedens gnist

En drømmers by

De første fugle uden dig

Falder du nu

I min barndoms land

PAUSE

I et land uden høje bjerge

Trækfugle

Vogt Dig

Din barndoms blå tatovering

”Scrambled Eggs”/Yesterday

Den der elsker livet

Den eneste I verden

Kære Vorherre (en fodboldbøn)

EKSTRA

De vildeste fugle

Superlove

 

Livemusik og koncerter Se alle

Udvalgte artikler Se alle

Tilmeld nyhedsbrev

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet