Madanmeldelse: Møf er stadig næsten Møf

Skrevet den 18. februar 2020 kl 17:36 Af anders@sommersangdigital.dk

Den er fortsat en af byens bedste restauranter med mest for pengene, men Møf på Vesterbro skal passe på ikke at hvile på de berømte laurbær.

Den er efterhånden et yndlingssted for mange – både for ganske almindelige gæster og for en lang række folk i branchen. Restaurant Møf tæt ved Vesterbro Torv har gennem dens levetid på godt seks år formået hele tiden at holde fast i konceptet om god og sæsonbestemt dansk mad og om kærlighed til både råvarerne og madlavningen.

Sådan er det stadigvæk, det er man ikke i tvivl om, men alligevel var det ikke helt på niveau med tidligere besøg, da vi for nylig var forbi restauranten. Lad os slå fast med det samme, at det ikke er lig med en dårlig oplevelse, for Møf formår fortsat at kreere retter, der er smukt sammensatte og fulde af smag.

Højt startniveau

Det blev demonstreret allerede ved snacksene og den efterfølgende forret i den fem retters menu inklusive vinmenu, vi havde bestilt, til 949 kroner per person.

Tørret skinke med svampecreme på rugbrødschips samt en kroket af braiseret gris med eddikepuré på toppen. Så lækre små hapsere med så megen smag, og så fine sammensætninger af sprødt og blødt, syre, sødme og salt.

Niveauet fortsatte med saltet torsk med hvidløgspuré, syltede svampe og sprød kinaradise. En virkelig fin og lidt sart ret, som alligevel markerede sig med den tilpas kraftige smag af peber, hvidløg og svampe. Retten havde et perfekt bid med de papirtynde radiser op mod den bløde torsk.

Vi spiste hjemmebagt maltsurdejsbrød med brunet smør dertil – lige så godt, som det lyder.

Naturvin uden kant

På Møf går man op i vin på samme måde, som man går op i god mad af ordentlige råvarer. Derfor finder man ofte naturvine fra småproducenter på kortet, og det i sig selv er en fornøjelse og altid en oplevelse.

Vinmenuen denne gang skuffede os dog lidt, for de første par vine var ikke værd at skrive hjem om.

Til snacksene et glas bobler af Pinot Grigio fra producenten Monte dei Roari i Italien. Bobler af den kedelige slags, hvor smagen og lifligheden døde med det samme, men dog efterlod et strejf af havvand-smag (på en god måde) i ganen.

Faktisk passede den bedre til forretten med torsk, hvilket vi testede, da vi stadig havde lidt i glassene.

Til den ret var hvidvinen nemlig også en lidt kedelig udgave – denne gang fra Daniele Piccinin i Veneto – en vin på Chardonnay og den lokale drue Druella, hvilket ifølge tjeneren skulle give masser af syre og friskhed. Det gjorde det sådan set også, men den matchede langt fra retten med torsk, da den manglede både fedme og krop. Anonym og uden kant, vil jeg nok bruge som konklusion.

Herefter steg niveauet af vine heldigvis.

Orange er det nye sort

Til tredje ret drak vi orangevin, som egentlig er hvidvin, men hvor skallerne gæres med mosten, som man gør det med rødvin. Resultatet bliver orangevin – en slags mellemting imellem hvid og rød, som mere og mere vinder indpas, heldigvis også her i byen. For med mere tyngde en hvidvin og større lethed end rødvin, er det svært at forstå, hvordan vi nogensinde har klaret os uden.

Vores var fra den lille italienske producent La Distesa og bestod af druerne Malvasia og Trebiano, som er i den blomstrede ende af skalaen. Vinen smagte noget gæret i begyndelsen, men udviklede sig hurtigt i glasset, og med mad til blev den bedre og mere fyldig og havde en dejlig eftersmag med kraft som i en let rødvin.

Genialt til retten, som var aftenens bedste og en delikatesse uden lige: Friterede artiskokhjerter med trøffelcreme og trøffelpecorino (ost), syltede stikkelsbær og syltede sennepskorn. En nøje gennemført ret, hvor sammensætnings- og doseringskunsten var på højeste niveau med syre og sødme helt i zen.

Rungende rødbeder

De højder nåede hovedretten desværre aldrig. På papiret spændende med sprængt og stegt duebryst med glaserede rødbeder og stegte andehjerter samt løgkompot med enebær og en sauce på tranebær. Intet fejlede noget, og duekød og -hjerte var både mørt og smagfuldt. Men rødbederne var for mange og for dominerende, og både kompot og sauce druknede, så det hele blev lidt… ja, lidt ordinært.

Rødvinen kompenserede heldigvis, for den havde god fylde og afrundede retten fint. En Z Rouge, Merlot og Syrah fra la Vrille et le Papillon i Rhône.

Tag min hånd

Nu vi er ved ordinært, så er det her, jeg mener, at Møf skal passe på ikke at hvile på laurbærrene.

Vi fik en fin, men ikke nogen som sådan særlig betjening denne aften. Når maden blev præsenteret, var det desværre i et tempo, så ingen menigmand hverken ville kunne følge med eller forstå halvdelen af de ord, der blev jappet afsted.

Det var som om, man ikke var helt til stede ved præsentationerne og bare skulle have det overstået, og det er langt fra det værtskab, jeg har oplevet tidligere, og som jeg mener bør eksistere i fuldt flor på et sted som Møf.

Jeg vil gerne føle mig taget i hånden af stolte værter og personale gennem hele måltidet, især når ejerne som på Møf virkelig har noget at have stoltheden i.

Stadig godt

Vi sluttede af med god kaffe, en enkelt omgang fine oste og en dejlig frisk dessert med is af citrongræs, luftig pærecreme og sprød marengs med lime. Hertil en sød, men ikke for sød, dessertvin fra Mosel – en Riesling fra Weingut Meierer.

En fin slutning godt med citrus og lethed, så vi selv efter fem retter ikke følte os overmætte, men bare godt tilpasse.

Dermed kan vi konkludere, at Møf stadig er sagen – det er mad på højt niveau, det er masser af smag og det er hyggelige lokaler med mulighed for at sidde ved borde eller i baren.

Sammenlægger jeg den enkelte ordinære ret, de ikke helt velvalgte vine samt det manglende nærvær og trækker det fra rækken af positive elementer, lander jeg stadig et sted, Møf ganske fint kan være bekendt, og hvor man stadig får meget og nok for pengene.

Jeg håber dog, og er ikke i tvivl om, at Møf med få justeringer igen kan komme helt op at ringe, lige hvor de skal ringe: Som et sted, der tydeligt adskiller sig og er i top 10 blandt byens små 200 spisesteder.