//Livemusik og koncerter

Anmeldelse: NOAH leverede fængende dansksproget pop, trods tekniske fejl

Fed Fredags anden koncert stod NOAH for. Sceneskiftet tog ikke lang tid. NOAH, med forsanger Troels Gustavsen, kom på scenen, og nummeret “Ekko” blev spillet. Der var gang i den fra starten. Det smittede af på publikum, der dansede og sang med. De unge mennesker var nu rykket tættere på scenen.

 

 

Gustavsen var konstant i bevægelse. Når han stod ved mikrofonen, var musikkens puls i kroppen, og ved soloerne begav han sig ud til solisterne og svingede med. Hans karakteristisk lettere nasale stemme kom godt igennem, og han sang med en inderlighed ofte med lukkede øjne.

Stemningsfulde melodier

Der var fin variation i popnumrene. Sange med liv og energi som “Ekko”, der indledte koncerten, “Over byen” og “Før vi falder”, der er en catchy popsang fik publikum til at danse. Det sørgmodige nummer “Kære mor” var en fin fortælling om at miste en forælder, og hvordan man så forholder sig til den anden forælder, der står tilbage.

Smuk stemme – det stod klart

Det er ikke stor lyrik, teksterne byder på, og rimene er enkle. Men musikken er stemningsfuld, og det er fængende. Gustavsen er udstyret med en smuk stemme. Den kom helt til sin ret i nummeret “Det´okay”, hvor han startede alene.

 

Lydproblemer trak ned

Desværre var der problemer med forsangerens in-ear monitor, så flere gange måtte Gustavsen have hjælp på scenen, og han måtte også gå ud bagved for at få assistance. Det virkede amatøragtigt. Det gik ud over en af sangene, hvor Noah ikke ramte tonerne, hvilket var ærgerligt og synd. Det påvirkede helt sikkert sangeren, og fortællingerne mellem numrene fik ikke det sædvanlige flow.

Koncerten blev afsluttet med NOAHs definerende sange “Over byen” og “Alt er forbi”. Koncerten igennem flød Gustavsens velkendte, nordiske tone af melankoli ud gennem højtalerne.  

 

De tekniske fejl slog ikke sangeren ud

NOAH gjorde det godt. Gustavsen var charmerende, smilende og med personlighed. Stemmen brændte igennem, og sangenes substans og inderlighed havde kvalitet i sig selv.

 

På trods af de tekniske problemer var det en god koncert, hvor Gustavsens nasale, underspillede og indlevende røst kom til sin ret i Tivoli Friheden. 4 stjerner for en god koncert, der desværre manglede kontakt til publikum på grund af tekniske problemer, men det på trods fik NOAH vist, hvad sangerens stemme byder på med indlevelse og personlighed.

 

 

Helt overordnet er det ros til Tivoli Frihedens Fed Fredag for en stærk start. Mange mennesker var samlet til to koncerter, der levede op til forventningerne om en folkelig og hyggelig aften med god musik.

 

Se, hvad der ellers kommer til Fed Fredag her:

 

 

Livemusik og koncerter Se alle

Udvalgte artikler Se alle

Tilmeld nyhedsbrev