Herlig og ærlig: Restaurant MellemRum trak stikket hjem for fuld udblæsning

Skrevet den 28. oktober 2018 kl 17:11 Af Line Ingwar Karlsen

Jeg er egentlig ikke så meget til winemakers dinner, da det ofte går ud på, at en eller anden fortæller og hyper en række vine fra en enkelt vinproducent. Der går ofte for meget pral og sælge-Helge i den. Alle vinene er bare så og så gode, og smager fremragende og er fyldt med terroir. Det passer ikke altid, og kan faktisk være anstrengende at høre på en selvglad vinbonde en hel aften. Jeg er vokset lidt fra det koncept. Men jeg er vild med, at man gør sig umage for at finde vine, og matche dem til maden.

MellemRum er begyndt med nogle lidt anderledes vinaftener, hvor det er vinhandlere, som fortæller om vinene, som ikke er fra samme producent eller område, men dog samme land.

Ukompliceret i alle henseender

MellemRum er ganske enkelt en hyggelig oase. De gør ikke så meget ud af sin tilstedeværelse, men det gør heller ikke noget, for der altid mange gæster. Jeg har spist en del gange på Mellemrum, og jeg elsker den stil, de har. Ingen store armbevægelser. Det handler om at have tilfredse gæster. Og det må man sige, at de har på MellemRum.

Herlig og ærlig: Restaurant MellemRum trak stikket hjem for fuld udblæsning

Stille og roligt blev restauranten fyldt op

Der er noget magisk over at se en restaurant langsomt blive fyldt op. Stille og roligt. Der er en glæde at spore hos de fleste. Ret tydelig at se. Det skete her i løbet af relativ kort tid. Gæsterne hos MellemRum var en blandet skare, men hvis man skulle finde en fællesnævner ville det korrekte ord være hyggeligt. Der var hyggelige gæster, som snakkede med hinanden, og som havde det til fælles, at de var betaget af god mad og vin.

Gennemgang man kunne forstå

Vin-masteren kom fra Vinens Verden i Odense. Kim Pedersen, tidligere sommelier, men nu vinkonsulent. Han var en lun fætter, og fortalte om vinene. Men ikke på den nørdede måde. Det var brugbar viden, og ikke for langtrukken. Det, at der var forskellige vine fra hele Italien, var klart et plus i min bog. Det var fra nord til syd. Fra Lombardiet til Sicilien. Niveauet var fint. Stemningen uformel. Vinmesteren gik rundt ved bordene og snakkede. Det passede mig fint, for så kunne man snakke mere detaljeret om vinene, hvis det var det, man ville.

Det spiste vi:

Tre forskellige snacks, hvoraf vagtelæg med caviar og skinke med sommertrøfler var hittet. Enkelt og velsmagende, og ikke for meget lir.

Forretten var kartoffelchips med salviesmør og grillet squash. En let servering, hvor især squashen var elegant tilberedt. De formåede at løfte en kartoffel til niveau, hvor man glemte det var en kartoffel.

En overordentlig perfekt bagt torsk kom ind med ristede Karl Johan svampe på blomkålspuré lavet med brunet smør. En frisk trøffel i hånden på en tjener fulgte med. Den blev revet i rundhåndede mængder oven på retten. Perfekt komponeret. Så meget at der sænkede sig en sjælden ro i lokalet.

Vitello tonnato på langtidsstegt “Gastro-kalv” serveret med tun, kapers, oliven og rucola. En klassisk servering, men hvor kødet var tykt var outstanding mørt.

Hovedretten var braiseret nakke af vildsvin serveret med auberginekaviar, løg, frisklavet pasta og en tomatiseret sauce. Stykket var ikke petit. Tværtimod. Kødet tog sin rolle på tallerkenen alvorligt. Saucen var ganske enkelt perfekt og sammen med den friske pasta kom der smil på læberne. Igen blev vi bekræftet i, at køkkenchefen havde tænkt over tingene. Intet var tilfældigt.

Desserten var Tiramisu “én surprise”, som betød en bisquitbund med en kugle vaniljeis og brændt marengs. Desserten havde god smag. Den var smuk, men isen var alt for hård i forhold til det øvrige. Lidt synd, da smagen ikke fejlede noget. Den hjemmelavede is var dog lidt tilbagelænet i smagen.

Det drak vi:

Marchese Antinoris, Cuvée Royale Brut, Franciacorta NV. En værdig start med et glas italienske bobler af de bedre.
Erste + Neues Pinot Grigio fra 2017
Bramito, Chardonnay IGT, Castello della Sala fra Antinori

Pelisa, Barbera d’Alba DOC, Monchiero Carbone fra Piemonte. Årgang 2016
Puntay, Pinot Nero Riserva, Erste + Neue fra 2015. Klart en af de bedre Pinot Noir fra Italien.
Villa Antinori, Riserva Chianti Classico, Antinori fra 2013
Badia a Passignano, Gran Selezione Chia, Badia a Passignano, fra Antinori. Årgang 2013. En kongevin, intet mindre, og aftenens største oplevelse.
Pacènzia, Late Harvest Zibibbo fra Orestiadi. Vinen er lavet på senthøstede Zibibbo-druer – også kendt som Muscat d’Alexandrie. Den var medium sød, hvilket jeg klart foretrækker.

Generelt var det vine, som var meget karakteristiske for Italien. Ikke mainstream, men vine som ramte rent, og som på flere måder var spændende. Jeg syntes, de matchede fint til maden, dog var der jo to vine til nogle af retterne, hvor der klart var en favorit. Så man kan godt sige, at den tabende vin ikke passede, men det ville ikke være helt fair.

Regningen

Det var nem at forholde sig til. 995 kroner per person for en hel aften med otte vine, snacks, fem retter og kaffe og petit four. Jeg syntes ikke, der var dyrt, og slet ikke taget i betragtning af den gode vin. Flere af flaskerne stod til over 350 kroner hos vinhandleren, og der var konsekvent genopfyldning. Set i det lys, var prisen lav, og en anbefaling er, at holde øje med de næste af den slags arrangementer på Restaurant MellemRum.

Vurderingen af Restaurant MellemRum

Det er let. En helt igennem god aften. En betjening, som var oppe i gear og var til stede – også selv om der var fuldt hus. Ros til dem. Tidligere tiders lidt lange ventetider, så vi intet til den aften. Tværtimod.

Vi fik meget for de 995 kroner, vi betalte. Især når du tæller otte forskellige vine inklusiv genopfyldning. Set i det lys, så bliver det pludselig en lav pris, vi måtte slippe.

Maden var god. Veltilberedt og med smag. Der var nytænkning, men ikke på bekostning af smag og portionsstørrelse. Det var store portioner. Jeg var ganske enkelt blæst væk, af torskeserveringen og Vitello tonnato’en. Sidstnævnte nok mest på grund af kalven, som står som en af de bedste, jeg længe har smagt.

Eneste misser var isen, som var for hård i den ellers så raffinerede og smukke Tiramisu “én surprise”. Godt tænkt, og fejlen var heller ikke større, end den lige skulle tø op en 10 minutters tid. Og der var jo rigeligt med vin at drikke. Resten spillede glimrende.

Nu giver vi ikke stjerner på madanmeldelser. Men hvis vi gjorde, ville jeg ikke ryste på hånden ved at kvittere med 5 stjerner. Til prisen så synes jeg, det var en særdeles vellykket aften og jeg må blot erkende, at MellemRum stadigvæk er en skønt sted.