Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Den gamle Møllegård på Alrø – rent Morten Korch idyl

Af anders@sommersangdigital.dk

Det var en af de dage, hvor Danmark var smukkest. Skyfri himmel, 23 grader og svag vind. Perfekt dansk sommervejr til en frokost på landet. Efter et par knap så gode oplevelser på restauranter i Aarhus, var det befriende at besøge en restaurant, hvor der er styr på det hele og tilmed overraskede positivt.

 

Nogle gange er det uden for de store byer, det sker. Sådan havde vi det med Møllegården på Alrø. Godt nok går hovedvejen ikke lige forbi, men med lidt navigation og tålmodighed dukker den op. Den gamle gård var også med i Morten Korch filmen ”Det skete på Møllegården” fra 1960. Der ligger mange smukke, gamle huse på Alrø. Det er en tidslomme, hvor tingene foregår i et stille og roligt tempo. Alrø er forbundet med fastlandet via en dæmning, så du kan køre derover.

Skyfri himmel - Møllegården på Alrø

Nye ejere

Møllegården har fået nye ejere. Det er to relative unge mænd, som har taget over. Begge er uddannet kokke og med en god portion erfaring i bagagen. Martin Jørgensen og Thomas Søndergaard Christensen er navnene på de nye ejere. De har begge en solid karriere bag sig med erfaring fra, Martino, Fru Larsen i Laurbjerg, Brødrene Koch i Aarhus og Divan 2 og Le Sommelier. Thomas Søndergaard Christensen har i flere år drevet Kokkens Fisk & Delikatesser i Århus, som han solgte til sin daværende makker i 2012.

Møllegården på Alrø i Horsens Fjord

Dansk frokost

Frokost fra kl. 11.30. Vi er jo på landet, og der står man (nok) tidligt op. Frokosten spises i hvert fald fra kl. 12.00 og frem. Den fredag vi var forbi, kom der en del gæster omkring frokosttid, det vil sige kl. 12.00. Vi var der lidt før, men vi skulle jo også undersøge stedet. Ordentlig frokostmad består af små retter og så af smørrebrød – i Danmark!”, har Erwin Lauterbach engang udtalt. Det var også tilfældet på Alrø. Dog var nogle af retterne ikke helt så små.

Menukortet var bygget op med nogle faste retter, som altid er på kortet. Møllegården har en frokosttallerken med fire forskellige indslag. Den skifter fra dag til dag.

Da vi ankom, blev vi med det samme spurgt, hvor vi ville sidde. God stil. Vejret var jo godt og varmt, så vi tog plads i gårdhaven ligesom alle andre af dagens gæster. Udsigten fejlede ikke noget, vi kunne både se marker og ud over fjorden.

Der kom hurtigt iskoldt vand og to slags frisk, hjemmebagt lækkert brød med smør og en hjemmerørt aioli med tomat og basilikum.

To gange brød - Møllegården på Alrø

Frokostsild

Vi startede med en sild. En stor gammeldags modnet sild med nyopgravede kartofler, rødløg, lidt kapers, fedt med sennepskorn, cremefraiche og karse (75,-). En stor, lækker sild uden eddikesmag overhovedet. Fast i kødet og med den gode og vanedannende sildesmag. Kartoflerne havde kokken selv gravet op, et par timer inden vi kom. Denne indledning var klart en af de bedre. Start med silden, du vil helt sikkert ikke fortryde det. Klasse!

Spejlblank sild - Møllegården på Alrø

Frisk velsmag

Næste ret fra a la carte kortet var Møllegårdens stjerneskud (145,-) Hvis nogen skulle være i tvivl, består “stjerneskud” af letristet brød med (smør) stegt og dampet rødspættefilet, dressing, rejer, asparges og stenbiderrogn. Her var der lidt mere på, nemlig røget laks. Fin stor omgang, som i den grad mættede. Masser af fisk.

Stjerneskud - Møllegården på Alrø

De fire små

Sidst, men ikke mindste, bestilte vi fire små lækkerier (150,-). Her var søkogte rejer, en æggestand med ansjoser og kapers, kyllingesalat med soltørrede tomater, tørret skinke med syltede løg samt lidt frisk blandet salat. Osten var en comté og en blå kornblomst. Den hjemmelavede kyllingesalat var topscoren på tallerkenen. Perfekt kød og smag.

Frokosttallerken - Møllegården på Alrø

Vi ville have sluttet af med en dessert, men det blev ikke den dag, da vi blev lidt tidspressede. Der er tre desserter på kortet. De koster alle 75 kroner stykket.

 

Enkelt vinkort

Vinkortet er ikke jordens største. Få, men veludvalgte flasker, man ikke så ofte ser på vinkort. Der er et par stykker på glas. Vi fik en udmærket ung italiensk hvid Custoza fra Veneto og en chilensk Chardonnay, Casa Silva fra området Colchagua Valley. Sidstnævnte var markant mere fyldig end den første. Vi var mest til den sidste, men begge vine var gode – især til prisen. 60 kroner per glas – og der blevet skænket godt op i glassene.

Udeservering på Møllegården

Sidder i gamle grisebåse

Restauranten ligger i en restaureret staldbygning af ældre dato. Du sidder simpelthen og spiser i de gamle grisebåse. Charmerende og meget anderledes. Det giver en god stemning, da alt jo er istandsat og intet har med tidligere tiders svinestalde at gøre.

Restauranten - Møllegården på Alrø

Sæsonåbnet

Møllegården holder ikke åbent hele året – og dog. Hvis der er selskaber eller andre arrangementer, så gør de. Så inden du nu får lyst til en tur til Alrø, så er det værd at undersøge, om Møllegården har åbent. Ud over sæsonen er planen, at Møllegården holder åbent for selskaber, koncerter og andre kulturelle begivenheder.

Udsigt ud over fjorden - Møllegården på Alrø

Vores bedste anbefaling

Klart en tur værd – til enhver tid. Vi blev meget positivt overrasket over, hvor hyggeligt og god mad, der var på Møllegården. De er kommet godt fra start. Maden var i den grad med friske råvarer og velsmagende i jyske størrelser. Om end vores få retter langt fra giver et fuldendt billede af Møllegården, er det rigeligt for os til at fastslå, at det sagtens kan betale sig at køre til Alrø for at få en skøn oplevelse.

 

Priserne var og er yderst fair på Møllegården. Vores regning lød på 521 kroner inklusiv ekstra vand med brus. Vi vi tre glas vin til i alt 180 kroner. Det bliver en klar anbefaling herfra.

 

Nogle dage forinden, havde vi også besøgt en restaurant, som også ligger på en gård, og her havde vi den modsatte oplevelse, så det er med glæde, vi kan anbefale en tur på Møllegården.

 

Læs også: Anmeldelse af Malling Kro 

 

 

Møllegården på Alrø

Alrøvej 384, Alrø
8300 Odder
Email: info@grisestalden.dk
Telefon: +45 86 55 20 83
Link til hjemmeside

 

 

Del artikel

Andre læser også