//Restaurant

Anmeldelse af Restaurant Prés: Når lokale råvarer giver mening  – nye tider i de gamle historiske lokaler 

Restaurant Prés ligger i kælderen på den store gamle kro i Norsminde. Den er sin egen. Vi var forbi til en otteretters menu, en overnatning, og det store morgenbord.

 

“Tak, fordi I kiggede forbi”

Selvom Norsminde Kro og Prés kun ligger et stenkast fra Aarhus (15 kilometer), så ligger den nok længere væk i folks bevidsthed, end tilfældet er.

 

Dagen før blev jeg ringet op af en medarbejder fra Prés. De ville høre, om vi havde tænkt os fem eller otte retter. Vi vidste ikke noget om, hvad retterne bestod af eller andet, da det ikke stod på deres website. Jeg tog helgarderingen og sagde otte retter. 

Da vi ankom til kroen, var der godt gang i den. Det var fredag eftermiddag, og der havde lige været vinsmagning. Medarbejderen i receptionen var af den opmærksomme type, og indledte med et; velkommen og tak, fordi I kiggede forbi. Der var attention med det samme, og det er altid rart at føle sig velkommen. 

 

Solaris Y3 var vores bobler til de tre snacks

Lokal vin, som smager godt, produceret af naboen, Jørgen Senger, er noget, de færreste i det her land kan diske op med. Men det kunne de hos Prés. Her serverede de Y3. Den smagte da fint, dog uden vi drattede ned af stolen i begejstring. Jeg havde smagt den før også uden den helt store begejstring. Jeg ved, vinen koster en del penge, og det er da meget sjovt at smage, hvad de lokale kan, og der er Restaurant Prés en sand mester. Men jeg havde klart foretrukket kroens egen Champagne fra Xavier Leconte.

Kartoffelchips med japansk mayo med saltet tun og kapers. Lufttørret skinke lavet af ungarske uldgrise (dog fra DK). Syltede bolsjebeder pakket om en Loke friskost. Fine små hapsere, hvor skinken klart smagte bedst. 

 

Snack nummer fire

Ind kom der blæksprutte med sesamfrø og vinaigrette. Den blev serveret med vand til. Jeg fandt aldrig ud af, om det var meningen. Men det var klart en god servering, hvor blæksprutten var mør som smør og passede godt til smagen af sesam. 

 

Østers med lokale æbler

Elstar æbler, lardo og østers var første “rigtige” ret. Det var pocheret østers. Saltet og krydret italiensk spæk. En nedkogt sauce på skinke og skilt med dildolie. Meget små tern af sukkersyltede æbler var der også. Vi kunne ikke smage østers i retten, de var druknet, men der var salt i smagen. Ikke mindst saucen var skøn. Lardoen var tydelig og tog meget opmærksomhed. Om det var meningen, ved jeg ikke, men retten var spændende og smagte godt.

Vinen var østrigsk. Türk 2017 lavet på Grüner Veltliner. En tør, ung frisk hvidvin med en ganske god syre.

 

Makrel i tomat

Umiddelbart ikke det fedeste navn, da vores associationer på ingen måde gav retten respekt. Men serveringen smagte fremragende. Et flot stort stykke makrel. Fennikelgelé. Reduceret tomatjuice. Tatar af tørrede tomater, saltede tomater og fermenterede tomater. På toppen fennikel, parmesan og friterede kapers. Ros og ubetinget respekt for, man kan lave en så god ret ud af lokale og ret billige fisk. Mere af det.

En kendt sag fra Soalheiro, Alvarinho, Vinho Verde fra Portugal. Årgang 2017. En god vin, som de fleste kan lide. Flot gylden farve og frisk næse af hvide ferskner, svag lime og lidt sødmefulde æbler. En sikker vin der ikke fejlede. 

 

Jomfruhummer a la Kiev

Her får man for alvor en oplevelse, som skiller sig ud. Hummerravioli når den er bedst. Hakket jomfruhummerkød i midten. Syltede asier i bunden, hvilket var godt set, da de gav retten lidt syre. Der var hummerolie og en hummerfond. Sidst men ikke mindst; hummerbisquen. Der var der ikke meget moderne over den. Den var rigtig god kraftig og efter den klassiske kogebog. Uha den smagte godt. En kongeret, som smagte af mere.

Vinen var fra spanske Bodegas Veracruz og lavet på 100% Verdejo. Ermita Veracruz Fermentado en Barrica. Årgang 2016. Vinen smagte ganske udmærket, selvom fadet var svagt, og vinen ikke rigtig kom ud af glasset. Men nuvel. Det var spændende at smage vinen, selvom den ikke gjorde det store indtryk på os. 

 

Grillet brissel med bær og blomkål

En kalvebrissel med hindbærstøv, en blomkålspuré og en vinaigrette på hindbær og vanilje (et god bud). En rigtig flot servering ikke mindst visuelt. Den smagte godt, og syren fra hindbærrene var til at smage. En moderne og syrlig servering. Brislerne var helt ufattelig møre. Brisler er desværre oversete, og er ikke en mainstream-råvarer med masser af fans. Men kokkene på Prés formåede at nytænke retten, og den tog vores hjerter. 

Vinen var fransk. Domaine Nugues “Elle & Lui”, fra Beaujolais. Årgang 2018. En ung og kølig sag, men med tæt og meget mørk frugt. Spændende vin at smage. 80% syrah og 20% gamay var druesammensætningen, hvilket ses sjældent i Beaujolais. Den smagte godt.

 

Svinebryst i surt og sødt

Braiseret og stegt svinebryst med en puré på persillerod, syltede rabarber, syltede stikkelsbær, syltede hyldebær og kapers og på toppen revet persillerod. Umiddelbart en del elementer, men de gav mening, da vi spiste retten. Brystet var fedtfattigt og sprødt. Det smagte forrygende godt, og havde en passende størrelse. Persilleroden gjorde ikke meget væsen ud af sig, men det gjorde de syltede bær derimod. De var som skabt til svinet.

Spanske Joseph Grau leverede “Verpress”. Den er fra Montsant, som ligger i Catalonien og en årgang 2016. En ung vin med fine og bløde tanniner. Den havde noget friskhed over sig, og må siges at matche svinebrystet perfekt. En vin alle ville elske, og som var nem at have med at gøre. Godt fundet, kære vinfolk på Restaurant Prés.

 

Kalvemørbrad med marv og svampe

I navnet på serveringen indgik “carpaccio”. Grunden var, at mørbraden var stegt i bunden og rød i toppen. Marv ved siden af. En smuk enoki-svamp, som var friteret og utrolig lækker i smagen. Den svamp er ret overset. Ellers var der en creme med diverse svampe. Hvilke kunne vi ikke smage. Kødet var mørt som smør. Spændende servering, hvor der var kød nok i forhold til resten.

Vinen var italiensk fra 2015. Elio Filippino, Bärba Cesco fra Barbera d’Alba. Klart en vindervin, og nok det bedste vinmatch jeg længe har oplevet. 2015 er ung, men den var klar til os. Det var det vigtigste. Ren Barbera med meget lidt garvesyre og meget anderledes end Elio Filippinos nebbiolo-vine. Den skal smages – og drikkes. 

 

Lokal honning og ost

I dag er det Arla Unika ostene, vi ofte ser på danske restauranter i den bedste halvdel af skalaen. Prés var også med på den vogn. Gammel Knas (lagret havarti) fra Arla Unika. Dog var der også lidt gedeost fra Sondrup Bakker blandet med bukkehornsfrø, honningsauce og små briochebrød. En gelé på honning var visuelt smuk. En fin servering, selvom osten var svag i smagen. Men den smagte godt, og selv folk, som ikke kan lide ost, vil elske den her servering.

Pepe Mendoza, Moscatel de Alejandria fra Alicante. En halvtør ufiltreret vin, hvor noter af honning passede fint til osteserveringen.

 

Pære anno 2019

Sukkersyltet pære med hasselnøddecreme, hasselnøddeolie, hasselnøddeis, hvid chokolademousse, dild og en crumble på hvid chokolade. En fin afslutning, omend der var mange elementer. Men hasselnødderne formåede at binde den sammen. Dog stod pæren for mig som vinderen. Den smagte helt forrygende. Smagen af dild var ret tydelig, nok også for tydelig. Det gode var, at den var moderat i sødmen. 

Vinmæssigt kom vi til Frankrig igen. En sød vin fra Banyuls Blanc Doux fra Domaine la Tour Vieille lavet på grenache blanc. Frisk og velafbalanceret med behagelig smag af saftig fersken og pære. Et perfekt match.

 

Forrygende opvartning

Gennemført god betjening var, hvad vi fik hos Prés. Vores tjener var også restaurantchefen. Han kunne sit kram, og var utrolig behagelig og gav sig god tid. Han vidste noget om maden og vinene og var en god fortæller.

Kaffe og petit four

Kokken, som kom med vores mad, havde derimod mere travlt. Her var præsentationen i et pænt højt tempo. Men ret skal være ret, der var også næsten fuldt hus den dag. 

 

De smukke unge vine

Vinkælderen var en af de større. Den var fyldt med europæiske vine. Aftenens vine var i den unge kategori. Den ældste vin var dessertvinen fra 2014. De fleste var af egen import, og der var kun få vine, som vi af og til ser andre steder i Danmark. Det i sig selv gør oplevelsen mere spændende, fremfor det var vine, vi kendte i forvejen. 

Men jeg vil også blankt indrømme, at fristelsen til at gå ombord i vinkortet hos Prés er stor. Her er flere klassiske vine med alder til uhørt gode priser. For 1.796 kroner ville vi kunne finde tre flasker for alvor spændende vin, som så måske ikke helt sad i skabet til maden. Men sådan er det, når man køber hele flasker. Man kan ikke få det hele. 

Der var genopfyldning på de fleste vine, hvilket må siges at være god stil.

 

Her er privatsfæren intakt

Prés har det, som mange restaurantgæster drømmer om. Ro, uden man kan høre nabobordet skændes eller plapre løs om ligegyldigheder. Her er så mange rum og så meget plads, at man ikke sidder lårene af hinanden. De fleste gæster har deres eget lokale. Det havde vi i hvert fald, og sådan var det også i de andre lokaler.

Prés på Norsminde Kro er en restaurant, der tør tænke anderledes. Den lever på mange måder sit eget liv og nok også i skyggen af Aarhus restauranterne. Derfor var glæden endnu større, da jeg opdagede, at madstilen var ny, og vinmenuen var lettere og yngre end tidligere. Det fortæller blot, at det klassisk franske ikke er dominerende mere, og det skandinaviske køkken med fokus på det lokale har gjort sit indtog.

 

Vores regning 

Vi kom af med 5.126 kroner i alt for hele opholdet alt inklusiv. I prisen var der et dobbeltværelse med morgenmad til 1.598 kroner for to personer inklusiv morgenmad. Det var en fredag aften, hvilket nok forklarer den ret høje pris for et dobbeltværelse på en kro syd for Aarhus. 

Fair nok, da det er udbud og efterspørgsel. Vores værelse var også med terrasse og i den dyreste kategori skal tilføjes.

 

Vores 8-retters menu kostede 898 kroner per person. Det samme med vinmenuen. Altså 1.796 kroner i alt per person inkl. det hele – også kaffe og petit four. 

 

Dommen

  • Prés er et skønt sted. Her er ro, og du er i din egen verden. Du sidder i en kælder, og det har også sin charme. Perfekt, hvis du ikke vil sidde i et overfyldt lokale.

 

  • Maden var spændende, moderne og ikke mindst veltilberedt. Jeg var yderst tilfreds. Vi blev mætte af vores otte retter plus de fire snacks. Ikke overmætte, men portionerne passede fint til os. Generelt var der mange elementer i retterne. 

 

  • Madstilen er moderne, og man prioriterer det lokale og sætter også en ære i at bruge de lokale råvarer. Det virkede fint. Køkkenstilen er ikke mere den klassiske franske. Den har fået en tilpasning, så den matcher fine dining anno 2019. Det lykkes til fulde.

 

  • Prisen var 895 kroner for maden og det samme for vinen. Det er en fair pris, især for maden. På vinsiden vil jeg nok gå en tur i det store vinkort. Her er mange perler, som sælges til yderst fornuftige priser. 

 

  • Den “nye” Restaurant Prés i kælderen på Norsminde Kro har fået en modernisering og passer godt ind i tidens trend med lokale råvarer (så lokalt som muligt), mindre retter, knap så tungt mad, unge vine og afslappede lokaler (dem er der ikke lavet noget om på). Alt i alt en vellykket og spændende aften, og stor ros til folkene på Prés for at prøve noget nyt. Tak for det. En klokkeklar anbefaling herfra!

 

 

Restaurant Prés

Gl. Krovej 2
8300 Odder
Email: norsminde@norsminde-kro.dk
Telefon: +45 86 93 24 44
Link til hjemmeside

Bestil bord her:

 

Restaurant Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev