//Restaurant

Drop turen til Italien: Delizioso i Åbyhøj er pastaelskerens mekka

Italieneren i Åbyhøj  er en af dem, som har succes. Det er der ikke noget nyt i, men efter han er gået all in på hjemmelavet pasta, er den lille hyggelige restaurant og takeaway blevet et sandt tilløbsstykke. Nicola Cipullo, som napolitaneren hedder, valgte Aarhus fremfor Napoli. Han elsker mad, og ikke mindst at lave den. Det så vi tydeligt den dag, vi var forbi for at teste, om de nye pastamaskiner nu også fungerede. Manden er overalt i køkkenet.

 

Her er altid plads til en til

Delizioso i Åbyhøj er en lille og intim restaurant med plads til 12 personer. Som standard. Men hvis der kommer flere gæster til, så finder de også stole og borde til dem. Jo, jo, italieneren i Åbyhøj har altid plads, selvom det godt kan være lidt tæt med over 20 spisende gæster. Men det går, og stemningen er som i de gemte madhuler i Rom. God mad, vin, liv, værtskab og glade dage.

Noget for enhver smag

Pizza er et hit hos Delizioso. Deres brændefyret ovn tager kegler, og pizzaerne går som varmt brød. Det er et faktum. Men i november måned sidste år udvidede italieneren med hjemmelavet pasta. Efter at have brugt lang tid på at finde de rigtige pastamaskiner og lave de rigtige pastaer meldte han klar. Det resulterede i, at der nu er 17 forskellige pastaretter på menukortet. Nogle snorlige italienske klassikere, mens andre er tilpasset det, de danske stamkunder ønsker. Man tilpasser sig efter de mange år i Danmark. Det kan man vist godt sige om Nicola Cipullo. Vi bestilte fire forskellige pastaretter.

Spaghetti all’amatriciana

Roms mest berømte pastaret fås selvfølgelig også i Åbyhøj. En udødelige klassiker fra byen Amatrice, som ligger relativt tæt på Rom. Den vi fik var dog ikke med svinekæber, men med pancetta, løg, chili, fast tomatsovs, tomater, persille, parmesan og spaghetti. En stor og mættende portion til 85 kroner, hvor tomatsaucen smagte forrygende. Lidt spicy, men ikke brændende. De faste små italienske tomater smagte som en drøm. En ret som jeg ikke mindes at have smagt bedre i Danmark, ever.

Tagliatelle med duft af hav af safran

Er du til muslinger, både de blå og hjertemuslinger, store rejer, sprøde julienne af gulerødder, porre og squash kogt på en kyllingefond og tilsat ægte safran og fløde? Ja, så får du for 95 kroner en oplevelse af de store. Pastaen var al dente, og for filan den sauce trak point. Safran smager fremragende, og Deliziosos tagliatelle mare løfter retten så langt op, at man bliver afhængig. Perfekt og enkelt på en og samme tid. En klassiker, som skal spises brandvarm.

Vegetar-retten

Ravioli ortolani til 95 kroner. Her var der fyldte pastapuder med ricotta ost og spinat, gulerødder, porre, squash, champignon, persille, tomater, flødesauce og parmesan. Raviolien var lavet på ren hvedemel og uden durum. En velsmagende ret, hvor der ikke var sparet på grøntsagerne. Den hjemmelavede pasta er i øvrigt lavet med durummel og masser af friske æg. Grunden til det er, at ren durum holder konsistensen bedre end almindelig hvedemel.

Fusilli delizioso

Hjemmelavet pasta med kalvefilet, champignon, løg, pancetta, oregano, tomatflødesauce. Måske en pleaser-ret, hvor der var godt med fløde i. Men vi danskere elsker en cremet pasta med fløde, og den her er uden tvivl et kompromis, som italieneren i Åbyhøj er blevet tvunget til at lave på et eller andet tidspunkt. Men det lykkes ret godt. Mørt kød, lækker smag og uhyre enkelt. Den skal opleves, og ikke skrives om. Prisen var 90 kroner.

Vi sluttede af med tiramisu, den italienske kaffekage med mascarpone ost til 45 kroner. En stor og lækker omgang, hvor kaffen kunne smages, og som ikke var for sød. Den er svær at springe over.

Lidt ventetid kan forekomme

Ventetiden på pastaen var nok et kvarter – og det var en god dag. Men det er ventetiden værd. Husk på, at den lille italienske restaurant er uhyre populær, hvilket forklarer ventetiden. Vigtigt er det også, at alt er hjemmelavet her, og det tager bare lidt længere tid. Men kokkene er ret gode og hurtige, så der ryger nogle portioner gennem det lille køkken.

Vurdering

Når vi taler om hjemmelavet pasta i Aarhus, så fås den ganske enkelt ikke bedre, og billigere, end hos Delizioso i Åbyhøj. Priserne er jo tæt på urealistisk lave, og du bliver mere end almindelig mæt. Jeg kender ikke andre italienske spisesteder i Aarhus, som er så autentiske som Delizioso. Her skal du forstå det italienske dna. Men hvis du gør det, så får du også en oplevelse ud over det sædvanlige. Længere er den ikke.

 

Hvis vi gav stjerner, så ville jeg ikke være i tvivl her. Hjemmelavet mad med så meget smag, og til den pris, ville udløse en topkarakter. Alt andet ville være uretfærdigt. Jeg er fan af de nye pastamaskiner. De virker til fulde. Har du endnu ikke prøvet den hjemmelavede pasta her, så får du hermed min uforbeholdne anbefaling!

 

Delizioso

Silkeborgvej 243
8230 Åbyhøj
Telefon: +45 86 26 36 50
Website:

 

Restaurant Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev