//Madmarkeder

Madanmeldelse: Thailandsk på den tilpassede måde hos Khop Khun

På Aarhus Central Food Market, mellem CANblau og Hungry Dane, finder du Khop Khun. En thailandsk bod med opskrifter fra det autentiske thailandske køkken tilsat og lavet med danske råvarer. Boden er nyåbnet, og umiddelbart ret populær.

Betjeningen tog smilende imod os og guider os gerne igennem de forskellige retter, der byder på to supper, små side orders og fire forskellige hovedretter samt desserter.

 

Sprøde ruller

Til at starte med tog vi 4 forårsruller med svinekød, glasnudler og  grøntsager til 59 kroner. Dertil var en mild sur-sød sovs. Forårsrullerne var godt sprøde og med en tilpas mængde fyld. Det var ikke kun dej. De var velsmagende og godt tilberedt, men intet nyt under solen.

Suppen var dagens vinder

Tom kha gai er en klassisk thailandsk kyllingesuppe med kokosmælk, galangarod, citrongræs og koriander til 69 kroner. Det var en god stor portion, der blev serveret rygende varm. Der var fin smag hele vejen rundt. Citrongræsset trængte igennem, men på den gode måde. Grøntsagerne var sprøde. Det var tydeligt, at suppen var frisklavet og ikke havde stået for længe. Kyllingen var okay. I bunden var der ris, hvilket gjorde retten mere mættende. Til prisen en rigtig god suppe.

Fisken manglede smag

Choo Chee var retten med dagens fisk, som denne dag var mørksej i rød karry med kaffir limeblade og chili. Ved siden lå to stykker agurk samt hvidkål.

En pæn stor portion, og der var ikke sparet på fisken. Risene var  tilberedt efter bogen. Fisken var mør og saucen cremet. På menuen stod der en chili ud for retten, og der var da også fint med smæk på. Men ikke sådan, at det var for meget. Fisken var for fersk i det. Den smagte ikke af noget – overhovedet. Det var langt fra en vinderret og til prisen, som var 89 kroner, så var den ikke pengene værd.

 

En klassiker

Gai Pad Med Mamuang (kylling med cashewnødder) hed den sidste hovedret, vi havde bestilt. Det var stegt marineret kylling med cashewnødder, løg, peberfrugt forårsløg. En ægte klassiker. Den går man ikke galt i byen med. Kyllingen var ganske velsmagende, grøntsagerne sprøde og cashewnødderne gav lidt salt til. En pleaser-ret til 99 kroner.

Vurdering

  • Alt i alt var det en relativ god oplevelse på Khop Khun. Maden var rygende varm, og det meste var veltilberedt. Det var hjemmelavet, hvilket klart er at foretrække. Lidt mere fokus på smagen vil klart trække op. Det samme, hvis man gør sig mere umage med at finde nogle thailandske retter, som ikke er mainstream.

 

  • Menukortet var overskueligt. Ros for det.

 

  • Vil du have maden med hjem, kan det også bestilles som take away.

 

  • Navnet, Khop Khun, betyder tak. Og det er netop, hvad vi vil sige. Tak for mad. Vi kommer helt sikkert igen.

 

Khop Khun

Skt. Knuds Torv 7-9
8000 Aarhus C
Website

 

 

Madmarkeder Se alle

Udvalgte artikler Se alle

Tilmeld nyhedsbrev