Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Niels Hausgaard – Du ved, hvad jeg mener…: Skarpe og grinagtige portrætter

Af Pernille Søborg

Tirsdag aften charmerende Niels Hausgaard på sin sædvanlige rolige og lune facon publikum i Musikhuset i Aarhus. Han tegnede levende og troværdige portrætter af velkendte mennesker og situationer, som publikum tydeligvis kunne nikke genkendende til. Han tog pis på hverdagen og verden omkring os i en god blanding af humor, satire og alvor. 

 

Niels Hausgaard - Du ved, hvad jeg mener...: Skarpe og grinagtige portrætter

 

“Dejligt at se jer – endelig!!!” Med disse ord bød Niels Hausgaard velkommen i en coronatid, hvor mundbind for en stund var skiftet ud med mundharpe, og publikum sad med god afstand i Musikhuset i Aarhus. 

 

Den ligegyldige snak

Niels Hausgaard kom godt fra start. Genkendelige fortællinger om samtaler mellem venner om alt og intet. Sladderen om naboerne, der er så absolut ligegyldigt, men alle kan tale med om. Vi kender det og griner af os selv. Situationer om Verner der har fået solgt sit hus, og en anden der er blevet gift eller skilt. Om laks der er en fed fisk, som vi spiser for meget af, nu det er blevet billigere, og om at det er trist at stille træskoene, når man lige har fået nyt tag. Dertil de faste vendinger, når man ikke lige har noget at sige: “Det er den eneste ting, der er helt sikkert!”  

 

Det almindelige af det almindelige er sjovt

Hausgaards yndlingsofre er de nærige og de bagkloge. “Dem må man sparke i røven året rundt.” Så er der de selvretfærdige, de der smasker ved bordet, influencere der sammenlignes med prostituerede, og om ansigtshuden der med alderen bliver slap. De fik alle en sang med på vejen. Kurit var igen med i showet – eller han fik i hvert fald en fællessang til sin begravelse og et længe leve. COVID-19 blev også berørt. “Nogle er pænere end andre med mundbind”, og så måtte der selvfølgelig gøres grin og synges om hamstring af toiletpapir.

 

Historier i historien

Hausgaard er flyvende. Anekdoterne, som Hausgaard er så kendt for, er detaljeret i en sådan grad, at man overraskes over, Hausgaard selv kan finde rundt i dem. Seriøse emner om børn i flygtningelejre og politik kommer vi ikke uden om til Hausgaards shows. Han er up to date og har noget på hjertet. 

 

Supplerende bassist

Ved sin side har den 76-årige entertainer sin efterhånden faste følgesvend, Troels Skjærbæk. Bassisten følger stille og roligt med og supplerer med andenstemme, når Hausgaard sætter i med sangene. Et par gange må Skjærbæk hjælpe Hausgaard på vej med en toneart eller en ustemt guitar, hvilket Hausgaard tager i stiv arm og med et smil. Intet her er jo skemalagt, var ordene fra entertaineren. Sandt nok. Der var improvisationer, og selv om den erfarne mand kom en anelse ud af fatning, var han hurtigt tilbage på sporet. Igen med et smil.

 

Vi kommer ind igen

Hausgaard kunne efter eget udsagn have fortsat hele aftenen. Sådan virkede det også. Han så ud til at nyde det. Men efter to timer forlod han salen med ordene: “Hvis I klapper, så kommer vi ind igen”. Sexisme bringes som det sidste på banen – selvfølgelig på den Hausgaardske facon. Derefter sluttede showet af med sangen “Save the last dance for me”, hvor publikum brød ud i sang.

 

Vurdering

Niels Hausgaard er stadig skarp og underholdende. Det var en aften med den obligatoriske legen med ord og sange fra scenen, der udløste højlydt latter i salen. Der er en kærlighed og et glimt i øjet showet igennem.  

 

Melodierne var melodiske, og teksten kom tydeligt frem. Sjovest var dog fortællingerne mellem sangene. I perioder blev det ensformigt, og sangene var uden den kant og sjov, som vi tidligere har oplevet hos Hausgaard.  

 

Imponerende som Hausgaard holder fast i pointerne, og gentager dem løbende i showet, så den røde tråd fastholdes. Ingen tvivl om publikum fremover vil tænke på Niels Hausgaard og trække på smilebåndet, når de ser en Grøn Alpeost eller hører lyden af en termokande.

 

Det var en underholdende aften og fire stjerner herfra: “Det er den eneste ting, der er helt sikkert!”

 

Niels Hausgaard - Du ved, hvad jeg mener...: Skarpe og grinagtige portrætter

 

 

Spillested:

Musikhuset Aarhus, Store sal den 15. og 16. oktober, inden turnéen går videre. 

 

Pris

325 til 425 kroner 

 

Varighed

Forventet varighed: 1 time og 55 minutter

 

Niels Hausgaard - Du ved, hvad jeg mener...: Skarpe og grinagtige portrætter

Del artikel

Andre læser også