Nok er det mange år siden, Queen havde sine velmagtsdage, men det aarhusianske tributeband Queen Machine gør heldigvis sit for, at sangene ikke dør lige foreløbig. Torsdag aften kunne valget mellem den hjemvendte Lukas Graham og et jysk coverband synes nemt. Men Queen Machine har heldigvis for længst stadfæstet sig som et sublimt liveband, og det er publikum på Smukfest bevidste om. Derfor havde en klækkelig skare samlet sig på Stjernescenen til et trip gennem Queens formidable bagkatalog leveret af en flok jyske gutter.

 

 

Tro kopi af Freddie

Stemningen var excentrisk, da bandet landede på scenen, og det blev kun bedre i løbet af koncerten. Bandet var velspillende og ramte de udødelige klassikere imponerende godt. Selv Brian Mays ikoniske guitarspil og -lyd var spot on. Aftenens ultimative hovedperson var dog frontmand Bjarke Baisner, der påtog sig den nærmest umulige opgave at løfte arven fra Freddie Mercury. Med en prangende vokal og diverse kostumer er det næppe muligt at ramme mere plet 28 år efter legendens død.

 

We Will Rock You

Aftenen bød i sagens natur på noget af det bedste fra Queens sangkasse. Sættet var velproportioneret med mastodonterne “Bohemian Rhapsody” og “We Are The Champions” placeret til sidst, hvor der naturligvis udbrød massiv fællessang. Hele vejen igennem blev der udvist stor spilleglæde og energi fra scenen, og publikum var med hele vejen. Det kunne mærkes, at Smukfest også er et specielt venue for Queen Machine, hvilket fik koncerten til at gå op i en højere enhed. Det imponerende lysshow gik hånd i hånd med de storladne minder vi har af det oprindelige orkester, og det var fedt at se de glade musikere få lov til at udleve Queen-drømmen på en større scene, end de er vant til.

 

The Show Must Go On

Det er sæson for coverbands, og de fleste har desværre ikke andet at byde ind med end gode minder om en tid, der var engang. Queen Machine formåede på årets Smukfest at genskabe en betragtelig portion af den power, vi forbinder legendariske Queen med. Det kan måske både ærgre og undre, at det er et coverband, der står for en af de større oplevelser på Smukfest. Andre bands må bare tage ved lære. Showet var storladent, publikum var på og kopien kom uhyggelig tæt på originalen, uden at det blev banalt. “Who wants to live forever?”, sang Freddie Mercury i 1986. I dag er han død, men Queen Machine skal nok gøre sit for, at sangene lever videre for evigt. Vi bøjer os for majestætiske Queen Machine.

 

 

 

 

 

 

Livemusik og koncerter Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev