Jeg tænkte med det samme på Bent, da jeg trådte ind ad døren til højre til The Merchant Room i søndags. Altså den legendariske Bent Jensen, bedre kendt som Bent J. Han ville have elsket det.

 

 

Jazz eftermiddagen på Tir Na Nog gik i gang præcis klokken 14. Vi har været der før og kommer der helt sikkert igen. Mon ikke det går hen og bliver en afhængighed?! Flere havde trodset det gode vejr, og det kan jeg godt forstå. Kvaliteten er ekstrem høj. Det er talentfulde og erfarne musikere, vi har med at gøre.

 

Hamrende professionelle

Op til seks mand var på scenen på samme tid denne søndag. Brødrene Mikkel og Frederik Vuust på henholdsvis trommer og klaver samt Adrian Christensen, der normalt spiller i Abekejser, på kontrabas, dannede basen.

Efter første sæt blev der åbnet op for jam. Et par herrer tog imod tilbuddet. Derefter kom flere til. Bl.a. konservatoriestuderende Antonio Dayyani på saxofon og Pål Wara på flygelhorn. De bidrog alle til ekstra krydderi. Også Simon Eskildsen fra Karmen Rõivassepp Quartet kom forbi og joinede samspillet.

Undervejs udveksles der noder og akkorder, og så går de i gang. På skift spiller de soloer. Det virker ikke som om, der er noget, musikerne ikke kan. Det swinger som bare pokker. Vigtigst af alt, så ser de alle ud til at nyde det og hygger sig med musikken. Det samme gjorde vi!

 

Perfekte jazzspillested

The Merchant Room er ideel for alle, der kan lide god jazz og højt humør. Et perfekt søndags jazzsted. Hvor er det fedt at se, alle aldre kan samles om musikken. Der var helt unge publikummer og op til pensionsalderen. Det samme var gældende på scenen. Aarhus har manglet et spillested som dette. Et sted til musikere, som vil mødes, og hvor publikum nyder godt af det.

 

Vurdering

Det er svært at anmelde så mange forskellige musikere, som jammer. Men i samspil var de i en klasse for sig. Uanset hvem der trådte op på scenen, så var kvaliteten høj. De kan sgu spille og få det til at swinge og lyde af noget. Frederik Vuust på piano fik det til at hænge sammen. Vi hørte ham også på vokal, hvilket bestemt klædte arrangementet.   

 

Lyden på The Merchant Room er fremragende, orkestret klinger fornemt, og alt er så stramt og korrekt helt ned i klange og dynamik. Der er en målrettethed og ambition i musikerne her, som man skal lede længe efter.

 

The Merchant Room er som skabt til søndagsjazz. Tilsæt så stort talent, erfaring, gode pints, kaffe og drinks, så er den ideelle søndag eftermiddag skabt. Noget vi alle burde opleve. På den baggrund honorerer vi de tre timers gratis jazz med 5 stjerner.

 

 

 

 

Livemusik og koncerter Se alle

Udvalgte artikler Se alle

Tilmeld nyhedsbrev

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet