Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

“Ryg” på Svalegangen: Bodil Jørgensen og Jørgen Ryg i en klasse for sig

Af Pernille Søborg

Bodil Jørgensen tegner igennem Jørgen Rygs repertoire et sørgmuntert portræt af det moderne menneske. Forestillingen, der opføres på Teatret Svalegangen, er spækket med monologer og sange, som Bodil Jørgensen mestrer til fulde. 

 

“Ryg” på Svalegangen: Bodil Jørgensen og Jørgen Ryg i en klasse for sig

 

Lyset slukkes, et toilet skyller ud, tjeneren kommer på scenen med skjorten stikkende ud af gylpen. Trommer sætter i. Tjeneren sætter sig bag klaveret og spiller jazz sammen med trompetisten, der projiceres op på bagtæppet. Iført slidte grå Crocs, sorte læderbukser, en lædervest og leopardbluse vælter Bodil Jørgensen som fuld stamgæst ind på scenen. “Spil lige det der igen” lyder det opmuntrende fra stamgæsten. Hvorefter hun råber, “Det der skal du ALDRIG spille igen”. Vi er på Café Høvlen, hvorfra livets store og små spørgsmål vendes og drejes. 

 

Jazztrompetist og skuespiller

Scenografien er enkel. Cafe´Høvlen er indrettet med bar, cafebord, klaver og et bagtæppe, hvor skyggen af Jørgen Ryg i form af trompetist ses. Jørgen Ryg var oprindelig jazztrompetist, men blev kendt som skuespiller, hvor han spillede komiske roller og var aktør i en række revyer.

 

Grov og sjov

Temaer som at egne sig til noget, ensomhed, skilsmisse, ananaskur og utroskab tages op, og der skal ros for at inddrage nutiden, så den bliver relevant i 2019. Den grønne Tuborg er lunken og lunefuld. “Den smager som et glas vand med hår og en klat smør.” Replikkerne er sjove, og Bodil Jørgensen er grov og ubehøvlet. Det forventes også, når man er i selskab med Bodil Jørgensen på scenen. 

 

Pianist supplerer og provokerer 

På scenen akkompagneres Bodil Jørgensen af en velspillende Bjarne Sahl. Han agerer tjener og pianist og spiller op til hende uden de store replikker. Med mimik og smil på læben provokerer og udfordrer han Bodil Jørgensen. Han skaber en rolig stemning, når hun kører op i en spids. Det er der behov for, og de to supplerer hinanden godt. 

 

Særlig evne og timing

Bodil har en særegen musikalitet. Sangstemmen er ikke prangende, men den passer perfekt til et værtshus. Godt hæs, og som om whisky og flere pakker smøger sidder på stemmen, fremfører hun første sang “Pyt”. Derefter følger “Hvad skal vi med kvinder”, hvortil der tilsættes usædvanlige dansetrin. Bodil Jørgensen kan om nogen fortælle en historie gennem sangen og stemmen. Hun lader pointerne falde urytmisk med en bevidst timing, så vi kan høre hvert et ord og fanger pointen. Første afdeling slutter af med “Lykke”, som er skrevet af Rygs trofaste makker Preben Kaas. 

“Ryg” på Svalegangen: Bodil Jørgensen og Jørgen Ryg i en klasse for sig

 

Fans af Ryg og Jørgensen

Anden afdeling starter som den første. Der grines igen. Det er et modtageligt publikum. Det grå guld er pænt repræsenteret i salen. Mange er helt sikkert både Bodil Jørgensen og Jørgen Ryg fans. 

 

Hvad er det nu, det hedder?

“Enlig far” fik latteren til at runge i Svalegangens Store Sal. Alle kender til det med at glemme ord i en sætning, men i denne sketch kører det helt ud af sporet, hvilket Bodil Jørgensen med sin gestik imponerer med. Det hele slutter af med stående bifald og ordene fra Bodil Jørgensen “Nå ja, I trænger nok til at stå lidt op. Tak for det!” 

 

Vurdering

Bodil Jørgensen gør det rigtig godt og er den perfekte skuespiller til portrættering af Jørgen Ryg. Hun er folkekær, lige som Jørgen Ryg var det. Ligeledes er hun en skøn fortæller, der forstår at artikulere, så pointerne forstås og understreges. Kun Bodil Jørgensen kan bevæge sig og formulere sig så groft og slippe godt afsted med det.

 

Måden at inddrage Jørgen Ryg som trompetist vha. briller, som Jørgensen tager af og på, med lyden fra trompeten, fungerer godt. Karakteren, som Bodil Jørgensen spiller, er set før, så intet nyt der. Lidt mere variation havde fået os helt op at ringe. Men Bodil Jørgensen er og bliver en ener. Tak for det! Fem stjerner.

 

“Ryg” på Svalegangen: Bodil Jørgensen og Jørgen Ryg i en klasse for sig

 

Køb billet her:

 

 

Spilleperiode: 24. til 28. september 2019

Sted: Teatret Svalegangen, Store Sal

Varighed: Ca. 100 minutter inkl. pause

Tid: Hverdage klokken 19.30, lørdag klokken 16.00

Pris: 230 kroner 

Medvirkende: Bodil Jørgensen

Manuskript: Bodil Jørgensen og Bjarne Sahl

Instruktion: Jacob Morrild 

Komponist: Bjarne Sahl

Produceret af Café Liva 

Del artikel

Andre læser også