//Teater

The Rocky Horror Show: Vanvittigt orgie med sex og publikums interageren

Det oser af sex på Aarhus Teater, hvor forestillingen “The Rocky Horror Show” er på programmet. Det er en teateroplevelse ud over det sædvanlige med netstrømper, laksko, rød læbestift, rumvæsner, dans og et medlevende publikum. “Give yourself over to absolute pleasure” lyder det i en af sangene, når hetero-, homo- og biseksuelle overrumpler hinanden og tager, hvad der frister.

 

 

I knap 50 år har The Rocky Horror Show chokeret publikum verden over. Forestillingen handler om, vi er frie til at vælge, hvordan vi vil se ud, hvordan vi vil opføre os, og hvem vi vil elske. Temaer som bestemt også rammer i år 2019. Allerede inden tæppet går, er der gang i salen. Et orkester går rundt i salen og spiller musik. Først fra balkonen og senere på scenen fyrer de op under stemningen. Forventningerne er høje blandt publikum, hvoraf flere er klædt ud. Så går tæppet…

 

Frank-N-Furter

The Rocky Horror Show åbner til en bryllupsfest. Herefter møder vi det uskyldige par Janet og Brad, der en stormfuld aften ved et uheld ender hos videnskabsmanden Dr. Frank-N-Furter. En seksuelt frisindet transvestit, der i sit laboratorium skaber sig en elsker, den meget gyldne Rocky. Det unge par drages ind i Frank-N-Furters verden med mystiske skabninger, sexorgier og til sidst slipper de hæmningerne.  

“Rocky Horror Picture Show” Aarhus Teater 2019

Publikum er på

Halvdelen af oplevelsen skabes i publikumsrækkerne, der med vandpistoler, konfetti, truthorn, lygter og hatte interagerer med forestillingen. De ægte fans af filmen, der har opnået kultstatus på verdensplan, holder traditionerne i hævd med tilråb og udklædning. Der er også tradition for, at buhe af fortælleren, hver gang han entrerer scenen. Det blev så sandelig gjort, og Holger Østergaard fortrak ikke en mine, men fortsatte ufortrødent.

 

Specielt i første del har publikum travlt med rekvisitterne. Det ebbede dog desværre ud i anden del. Ærgerligt.

 

Pukkelryg og netstrømper

Det er et forrygende hold af skuespillere, der er samlet her. Jacob Madsen Kvols er skøn som transvestitten Dr. Frank-N-Furter. Iført netstrømper, goth-makeup og ungpige- bryster spankulerer han på høje størrelse 46-plateausko hen over scenen.

“Rocky Horror Picture Show” Aarhus Teater 2019

 

Mathias Flint og Simon Mathew stjæler dog rampelyset. Lige fra starten kommer Mathias Flint ind under huden på os som den dydige, usikre og excentriske mand, der ledes i fordærv. Han bevæger sig fascinerende hen over scenen og når i sang og gestik ud over scenekanten.

 

Simon Mathew spiller den mystiske, pukkelryggede tjener, Riff Raff, der med lyde, som sender tanker hen til Hannibal Lecter fra Ondskabens øjne, spiller aldeles fremragende. Ucharmerende og klam skaber han en humoristisk og dragende karakter.

 

Også Marie Marschner skal fremhæves som Janet. Transformering fra uskyldig pige, over til angsten der afløses af lysten, udtrykker Marschner  med intense øjne og gestik.

 

Musik, der opfordrer til dans

Store Scene på Aarhus Teater er forvandlet til en musikalsk fest med et eksplosivt lysdesign. Store kulørt-oplyste ringe, som blinker i rummet, og Frank-N-Furters laboratorium er noget af et sci-fi-syn. Kostumerne og make-uppen er skræmmende gode. Kapelmester, Jens Hellemann, har peppet musikken op til en hæsblæsende Rock ’n’ Roll, der stikker i forskellige retninger. Til numre som “Sweet Transvestite”, “Hot Patootie” og “Toucha, Toucha, Touch Me” har publikum svært ved at sidde stille. De trofaste fans farer op af stolene for at danse “Let’s do the Time Warp”. Musikerne kommer flere gange frem på scenen med soloer. De bedste sangpræstationer står Mathew og Flint for, mens hele koret har en harmonisk klang, som klart højner niveauet.

“Rocky Horror Picture Show” Aarhus Teater 2019

 

Vurdering

Hold nu op, det var en crazy oplevelse. Aarhus Teater var på den anden ende med sjælden set vildskab på scenen og blandt publikum. Selve handlingen var lidt lala, men det vidste vi jo på forhånd. Til gengæld var vi super underholdt af energiske og indlevende skuespillere, musikere samt fine koreografier og scenografi. The Rocky Horror Show er en hyldest til det mærkværdige og retten til at være sig selv. Det understreges glimrende. Vi kom ikke til at måbe som i 70´erne, men The Rocky Horror Show på Aarhus Teater var en oplevelse af de bedre.

 

Jeg vil anbefale kommende publikummer at tilkøbe et såkaldt ”Rocky Horror-kit”, med rekvisitter samt øve dansen, “Let’s do the Time Warp” inden forestillingen, da det giver en fantastisk stemning, når publikum interagerer. Vi fik et sus af samhørighed, der dog i anden del løb lidt ud og dermed gjorde forestillingen en anelse langtrukken.

 

Det hele endte med fællesdans på et gulv fyldt af konfetti og fællessangen “Don’t dream it, be it!” 5 stjerner for et brag af en fest, der kom ud over scenekanten.

 

 

 

Køb billet her og se priserne:

 

 

Spilledato: 3. maj til 15. juni 2019

Spilletidspunkter: Mandag til fredag kl. 19.30. Lørdag kl. 16.00

Priser: 220 til 495 kroner. Unge u/25 & studerende (man-tors): 60 kr.

Varighed: 2 timer og 20 minutter inkl. pause

 

Af Richard O’brien

Originalt kostumedesign: Sue Blane  

Musikalske arrangementer: Richard Hartley  

Yderligere musikalske arrangementer: Simon Beck  

Oversættelse: Mathias Flint  

Teaterforlag: Nordiska Aps Kbh

 

Iscenesættelse: Moqi Simon Trolin  

Scenografi og kostumedesign: Ida Marie Ellekilde  

Koreografi og staging: Birgitte Næss-schmidt  

Kapelmester og arrangør: Jens Hellemann  

Lysdesign: Mathias Hersland  

Lyddesign: Lars Gaarde

Medvirkende: Jacob Madsen Kvols, Marie Marschner, Mathias Flint, Simon Mathew, Sofia Nolsøe, Holger Østergaard, Kjartan Hansen, Nanna Cecilie Bang, Anders Bilberg, Mary Jacolbe, Luc Boris André Kouadio, Morten Lindemann Olsen,  Simon Glæsel, Dina Fie Lorentzen, Stine Andersen

Musikere: Søren Bigum, Peter Hellemann, Michel Bock Svane, Johan Toftegaard Knudsen, Jens Hellemann

 

Teater Se alle

Udvalgte artikler Se alle

Tilmeld nyhedsbrev