//Nyheder

Den Gamle By: Ny bog guider dig gennem julens mangfoldige historie

Jul er hygge og knas og en overflod af gaver. Dykker man lidt ned i julens historie, finder man ud af, at jul også er vikingedruk, buldermørke og vovede fester med sjofle julebukke. Julen er ganske mangfoldig, og de traditioner, der findes i dag, trækker lange tråde tilbage i historien. 

 

I den lille nye bog – eller juleguide – fra Den Gamle By bliver du på bare 38 sider ført gennem 350 års julehistorie. Bogen er rigt illustreret med billeder fra Den Gamle By. Man kan både bruge den som en guide til juleudstillingerne, som forberedelse til et besøg, og som en måde at forlænge besøget, når man er taget hjem. Eller man kan bladre i den, hvis man blot ønsker at blive klogere på julens kringlede historie. 

 

Som en hilsen til de gamle julehæfter gemmer bogen også et brætspil på indersiden af omslaget, og der er også inspiration til julepynt og bagværk.

 

Juleguidens kapitler er opdelt i ’Den tidlige jul’, ’Den borgerlige jul’ og ’Den moderne jul’. Her får du fortællingen om, hvordan julen har udviklet sig fra ædegilder og løsslupne julestuer i 1600- og 1700-tallet til julen i 1800- og 1900-tallet, hvor der kom grantræer i stuerne, småkager på tallerknerne og jul i gaderne, som vi kender det i dag. 

 

Du kan også få et indblik i de meget forskellige juletraditioner i de forskellige hjem i Den Gamle Bys 1974-kvarter. Her er alt fra hammer og segl i toppen af juletræet til Morgennisserne i radioen. 

Bogens forfatter er Den Gamle Bys nye juleinspektør, Anna Wowk Vestergaard.  Du kan købe juleguiden for bare 40 kroner i Den Gamle Bys Billetsalg eller i Museumsbutikken.

Anna Wowk Vestergaard

Juleguiden er udgivet med støtte fra Nordea-fonden.

 

Nyheder Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev