//Det sker, Nyheder

Fra vennetjeneste til website: Ung aarhusianer har skabt lokalt og troværdigt alternativ til Trustpilot 

25-årige Anne Ejlerskov har startet hjemmesiden AarhusBlendIn.dk, hvor frivillige studerende deler ud af deres personlige insidertips til Aarhus. 

 

En håndskrevet seddel på køkkenbordet til hendes AirBnB-gæster blev startskuddet til et iværksætterprojekt for aarhusianske Anne Ejlerskov. Når hun lejer sin lejlighed ud på AirBnB, efterlader hun altid en seddel med tips til, hvad gæsterne kan lave i lokalområdet. Tips, hun skræddersyr afhængigt af, om gæsterne er børnefamilier, kærestepar eller veninder. 

 

I løbet af de seneste år har de små sedler udviklet sig til online-projektet Aarhus Blend In, der sigter mod at hjælpe både turister, tilflyttere og lokale.

 

”Aarhus Blend In er for dem, der har brug for inspiration til byen. Det er helt almindelige studerende, der deler deres yndlingssteder i byen,” fortæller Anne Ejlerskov. 

 

På hjemmesiden ligger en beskrivelse af hver af de såkaldte ’tippere’ med oplysninger om deres alder, uddannelse, interesser og sjove skævheder.

”Der er fokus på tipperen, så man kan bruge hjemmesiden som en virtuel ven. Hvis du har brug for et sted at gå i byen, er det naturligt at spørge en lokal ven til råds. Har du ikke så mange af dem, kan du søge hjælp hos Aarhus Blend In,” forklarer Anne og fortsætter:

”Når du kan læse om de enkelte tippere, kan du finde en, der minder lidt om dig selv, og det giver en god chance for, at tipsene som tipperen giver, også passer til dig.”  

 

Efterspørgsel på troværdige tips

Anne Ejlerskov er født og opvokset i Aarhusområdet. Hun er storforbruger af Aarhus’ mange kulturelle- og gastronomiske muligheder og holder af byens kringelkroge af specialbutikker, caféer og grønne pusterum.

 

”Jeg er Aarhusbarn og har så meget kærlighed til den her by.”

 

Hun er bachelor i lingvistik og læser nu på den engelsksprogede kandidatuddannelse Intercultural Studies på Aarhus Universitet. Da hun som indfødt aarhusianer begyndte på universitetet oplevede hun hurtigt, at hendes kendskab til byen var eftertragtet.

Anne Ejlerskov

”På uni fik jeg mange venner, som ikke var fra Aarhus. De kom ofte til mig for at få hjælp til at finde de gode caféer, restauranter, barer osv. Men der findes jo mange tips ude på nettet, så jeg undrede mig faktisk over, hvorfor så mange kom til mig,” fortæller hun.

 

Efterhånden er det dog gået op for hende, hvorfor hendes tips var værdifulde.

 

”Mange synes ikke, at by-anbefalingerne på Trustpilot og andre steder på internettet er til at stole på. Enten fordi de ikke ved, hvem der giver tipsene, eller fordi anbefalingerne kommer fra nogen, der er blevet betalt for omtalen. Kan en blogger fx overhovedet lide det, hun anbefaler, eller har hun bare fået en masse penge for at sige det? Dér så jeg et hul i markedet,” forklarer Anne Ejlerskov. 

 

Tålmodighed og ambitioner om udlandet

Da Aarhus Blend In gik i luften var Anne Ejlerskov alene om at opbygge hjemmesiden, interviewe, skrive indhold og tage billeder. Efterhånden som projektet er vokset, har hun fået en fotograf, en tekstforfatter og en videoproducer med på holdet. 

 

Hveranden uge udkommer de med nye tips på deres to kanaler, men selvom de producerer inspirerende indhold og har et stramt grafisk design, kæmper de stadig med særligt én vigtig opgave. 

 

”Den største udfordring i udviklingen af Aarhus Blend In handler om tålmodighed. Det tager lang tid at komme ud til folk og gøre dem opmærksomme på, at vi eksisterer. Man kan komme langt, hvis man har en masse penge til annoncering og markedsføring på sociale medier, men så langt rækker SU’en ikke,” erkender Anne Ejlerskov.

 

Hun har dog fra start været tilknyttet Studentervæksthus Aarhus, hvor hun har fået professionel støtte og sparring.”Nu har jeg brugt det første år på at lave et koncept, der fungerer, og nu vil jeg bruge det næste år på at få flere til at følge med,” lyder det fra Anne Ejlerskov.  

 

Og med gode tilbagemeldinger fra de nuværende brugere og en stadig voksende følgerskare på Instagram har hun masser af blod på tanden til at klø på med projektet.

 

”Jeg drømmer om at kunne leve af at formidle insidertips. Hvis vi skal op på den endnu større klinge kunne det være fedt at udbrede konceptet til andre ’second citys’. Der er så mange skjulte skatte i de næststørste byer rundt omkring i Europa, så jeg skal finde nogle lokale at alliere mig med. Nogen, som elsker deres by lige så meget som mig”

 

Anne Ejlerskov har netop indledt et samarbejde med Aarhus Update, og fremover vil man her kunne finde en sektion fuld af lokales insidertips.   

 

 

 

Det sker Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev