//Teater og kultur

Bladtegneren tegner videre: Men bomben i turbanen spøger stadig

Han har stadig selskab af Politiets Efterretningstjeneste, uanset hvor han går. Det har været et livsvilkår for bladtegneren og kunstneren Kurt Westergaard, siden han i september 2005 trak nogle streger på et stykke papir og skabte det, der blev kendt som selve Muhammed-tegningen.

 

Der var 11 andre tegninger med på avissiden i Jyllands-Postens kultursektion den 30. september 2005. Men “bomben i turbanen” og den velkendte signatur “KW” gjorde et tilsyneladende uudslukkeligt indtryk verden rundt, takket være diktatorer og religiøse fanatikere, primært i Mellemøsten, hvor man kunne bruge anledningen til at fremme egne dagsordener.

 

Misforstået fortolkning

Baggrunden for tegningen har været beskrevet til bevidstløshed i interviews, kronikker, taler og tykke bøger, og den står ret klar: Kurt Westergaard blev opfordret til at tegne Muhammed, som han opfattede ham. Og KW valgte at tegne en religiøs fanatiker, der tager islam som gidsel i en misforstået fortolkning af sin religion.

 

Det ville altsammen være historie, hvis ikke det var, fordi det stadig er aktuelt i dag, snart 15 år efter tegningens offentliggørelse.

 

Men Kurt tegner videre.

 

Farverigt og finurligt

Om end han er blevet mere påpasselig med, hvad han tegner. På dén måde har den religiøse censur og truslerne om vold virket. Og PET-vagterne følger ham stadig – også når han udstiller på Fuglsøcentret i Knebel på Djursland, som han har gjort i denne uge.

 

Hans aktuelle værker er farverige og finurlige og fyldt med eventyr, hentydninger og aktuelle kommentarer. Udstillingen hedder “Indfald og udfald”.

 

“Det handler blandt andet om forholdet mellem ‘ham’ og ‘hende’. De små historier og sammenstød i hverdagen,” siger Kurt Westergaard, hvis streg ofte har et strejf af humor.

 

 

Tegningen lever i bevidstheden

“Hele idégrundlaget er stadig bladtegneri,” siger Kurt Westergaard, som har tegnet og fortolket for Jyllands-Posten siden 1983. Muhammed-krisen sendte ham på pension som 75-årig.

 

“I det hele taget tegner jeg ikke specielt politisk. Og Muhammed-tegningen er selvfølgelig ikke med på denne udstilling. Det er så mange år siden, men tegningen eksisterer stadig i folks bevidsthed,” erkender han.

 

Kurt Westergaard er stadig den lune, talentfulde og beskedne mand, som enhver, der kender ham, kan bevidne. Han er belæst og berejst, og hans farverige tegninger emmer af fabler og litterære referencer.

 

Taknemmelig for PET

Kurt Westergaard har modtaget adskillige dødstrusler, og mindst én af dem var tæt på at blive til virkelighed. Det var nytårsdag 2010.

 

“Jeg er taknemmelig for PET’s indsats for mig. En kollega i New York sagde til mig: ‘Det er de sidste gentlemen’. Og det er rigtigt. De er altid venlige og meget diskrete. Faktisk har jeg formuleret et slogan til dem:

 

‘Suspecta matris salus’

 

Det betyder ‘Mistanken er sikkerhedens moder’. Men det lyder mere fornemt på latin,” siger bladtegneren med et smil og ridser nærmeste fremtid op:

 

“Jeg har vel omtrent 100 værker med her på Fuglsøcentret. Dem, der ikke bliver solgt, kommer måske med videre til en udstilling i Odder senere på året.”

 

Og hvad skal den 84-årige tegner i øvrigt beskæftige sig med?

 

“Tja, jeg tegner jo videre til næste udstilling.”

 

Hotel Fuglsøcentret

Dragsmurvej 6
8420 Knebel
www.fuglsoecentret.dk
Udstilling: Sidste dag den 17. februar
Alle dage kl. 10-15
Gratis adgang

 

Teater og kultur Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev