//Teater og kunst

“Breaking News”: Skærmens magt og nærværets mangel i en rodet affære på Svalegangen

“Breaking News”, der lige nu spiller på Svalegangen i Aarhus, skabte ikke den samfundsdebat, den havde potentiale til. Temaerne er højaktuelle og relevante, og vi ser konsekvenserne af, hvad der kan ske, når teknologien kontrollerer os. Desværre blev de 95 minutter, forestillingen varede, en rodet affære. Forestillingen nåede aldrig helt ind under huden på mig.

 

 

Dramatisk musik og skuespillere med masker med store, blodsprængte og stirrende øjne overvåger os fra forestillinges start. Scenen drejer, og vi ender i den ene af to parallelle historier, der udspiller sig.

Photo by Morten Fauerby // Montgomery
www.montgomery.dk

Vi er på en nyhedsredaktion, hvor den nye afdelingsleder vil lave nyheder, der taler til følelserne og spreder sig viralt. Historien om elefanten, der er blevet skudt af en landmand, fordi han mente, at den ødelagde hans mark, bliver omdrejningspunktet og tager fokus frem for de egentlige samfundsproblemer. Journalisterne parerer ordrer, ellers fyres de. Forestillingen kritiserer her pressen for at fokusere på følelser (implicit læser- og seertal) frem for sagligt indhold. Et emne der dog glider i baggrunden til fordel for afhængighed af de sociale medier og brugen af nettet.

 

Nokia 3310 eller smart-chip?

Den anden historie foregår i dagligstuen hos det unge par, Gitte og Rasmus, og deres opmærksomhedskrævende og voldelige baby. Rasmus vil gerne løsrive sig fra skærmens afhængighed. Han siger, vi er blevet gidsler og kidnappet af skærmen. På trods af Gittes voldsomme protester, går de kortvarigt analogt i selskab med en Nokia 3310 for dog senere at skyde en smart-chip ind i tindingen og være connected for life. Dette får senere alvorlige konsekvenser for familien.

Photo by Morten Fauerby // Montgomery
www.montgomery.dk

Moderne lyd og smukke stemmer

Scenerne bliver sat sammen af specielle musikalske indslag. Rå forvrængede lyde, snak og sang i et blandet mix. Moderne, men en anelse forstyrrende. Til gengæld klinger de fire vokaler godt sammen. Især de to kvindelige skuespillere, Anna Ur Konoy og Martine Levinsen, leverer flotte sangpræstationer.  

 

Den farverige verden

Iscenesættelsen er der ikke gjort det store ud af. Derimod kontrasterne velskabt. Redaktionen er holdt i hvidt, minimalistisk og sterilt, mens dagligstuen er i brunlige nuancer bestående af en sofa en plante, en standerlampe og et par døre. En kontrast til de farverige historier, der fortælles i medierne og på skærmen.

 

Vurdering

Der er ingen tvivl om, at det er relevante emner “Breaking News” har oppe at vende. Der bliver stillet spørgsmål ved mediernes virkninger og overforbruget og afhængigheden af skærmen og de sociale medier, der udløser manglende nærvær og samvær. Men det er som om, emnerne ikke bliver ordentligt koblet sammen, og de mangler klarhed og dybde. Breaking News bliver det aldrig til. Det hele er sat på spidsen. Skuespillerne er karikerede, og publikum har svært ved at identificere sig med dem. At babyen konstant skader forældrene, når de skal putte ham, skaber grin i salen, men er urealistisk og overdrevet. Der er flere komiske øjeblikke, og de relevante emner, samt de tanker stykket sætter i gang, får “Breaking News” op på tre stjerner. Ikke mere desværre.

 

 

 

Photo by Morten Fauerby // Montgomery
www.montgomery.dk

 

Spilleperiode: 16. februar – 20. marts 2019

Sted: Svalegangen, Store sal

Tid: 19.30, lørdag kl. 16.00

Varighed: Ca. 95 minutter

Pris: 195 kroner

 

Medvirkende: Anders Vølpert Momme, Anna Ur Konoy, Matias Hedegård Andersen og Martine Levinsen

Tekst: Brian Wind-hansen

Tekstdramaturg: Tine Byrdal Jørgensen

Instruktion: Anne Zacho Søgaard

Scenografi: Katrine Gjerding

Regissør: Pia Jensen

Maskemager: Denise Conradi

Sminkekonsulent: Kira Stochholm Exe

Lyddesign: Anton Bast

Lysdesign: Jens Hansen

Lysteknik: Henrik Sloth

Komponist: Johannes Smed

Lyrik: Lone Hørslev (Uddrag Fra “Dagene er data”, 2018)

 

Produceret af: Teatret Svalegangen

Teater og kunst Se alle

Udvalgte artikler Se alle

Tilmeld nyhedsbrev