//Nyheder

Bybiler: GreenMobility og NRGi giver aarhusianerne 200 el-bybiler

København har dem, Berlin har dem, Madrid har dem, Paris har dem og nu kommer de også til Aarhus. Konceptet bybiler er udbredt rundt omkring i de største metropoler i verden, og nu får aarhusianerne også glæde af dem. 

 

Det er det 100% danskejede firma GreenMobility, som lancerer bybilerne i samarbejde med energiselskabet NRGi. Fra slutningen af november lanceres de første 100 biler og antallet af biler øges gradvist op til 200 biler.

 

En delebil uden fast plads

En bybil er fremtidens måde at have bil på i byen. Og helt lavpraktisk betyder det en delebil uden fast plads. Blandt kunderne i København siger hele 42%, at de har undladt eller overvejer at undlade anskaffelse af egen bil for i stedet at køre GreenMobility. Dette er første skridt på vejen til at fortrænge privatbilismen fra byens gader, og samtidig skabe et bedre bymiljø med renere luft og mindre støj, da alle bybilerne fra GreenMobility er elbiler. En Renault Zoe med en rækkevidde på op til 300 km., og de kører naturligvis på grøn strøm fra NRGi.

Bilerne findes i byens gader, hvor brugerne efterlader dem indenfor zonen på alle offentlige parkeringspladser med min. 2 timers tidsbegrænsning eller på et Hotspot. Et Hotspot er dedikerede parkeringspladser til GreenMobilitys bybiler, og fra start er der minimum 4 placeringer i Aarhus. Bilen reserveres og låses op med en app. Der betales per minut og forsikring, strøm og parkering er med i minutprisen. Bybilszonen i Aarhus dækker et område på ca. 50 km2 og løber indenfor Ringvejen. 

 

Direktørerne er tilfredse med samarbejdet

GreenMobility Danmarks direktør Thomas Heltborg Juul siger om lanceringen i Aarhus: ”Vi glæder os til at give bybilerne til aarhusianerne sammen med NRGi. NRGi er en optimal partner for os i kraft af deres stærke lokale forankring og som leverandør af grøn strøm. Bybilerne henvender sig til alle med kørekort, men i København er langt størstedelen af de over 54.000 brugere mellem 18-35 år. Derfor forventer vi også, at blive taget godt imod i en studieby som Aarhus, da vi giver alle – også dem der umiddelbart ikke har råd eller adgang til bil – adgang til hele 200 elektriske bybiler.”  

NRGi’s direktør Jacob Vittrup fortæller: ”NRGi vil gerne bidrage til en fremtid, hvor persontransporten baserer sig på el i stedet for fossile brændsler. Vi er et andelsejet selskab, som jo er en variant af deleøkonomi, og derfor finder vi GreenMobility’s delebilskoncept kommercielt interessant. Det er samtidig vores forventning, at vi kan udvikle fælles produkter, som vores elkunder finder relevante og attraktive, så vi kan udvide vores forretning.”    

 

På greenmobility.com/aarhus kan alle i Aarhus få gratis kørsel, som en opstartsgave fra NRGi og GreenMobility.

 

Nyheder Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev