//Debat, Nyheder

Frederiksbjerg, Trøjborg, Vestergade, Latinerkvarteret og alle de andre

Vi har fået nogle opfordringer fra gastroturister, som vi har guidet rundt i Aarhus, om at lave en kort beskrivelse af byens kvarterer. I modsætning til andre storbyer ligger kvarterne i Aarhus relativt tæt på hinanden, det er ikke altid til at finde grænsen mellem den ene og anden bydel. Hvert kvarter har sit eget udtryk og sin egen atmosfære. Aarhus har taget Cafékulturen til sig. Efter åbningen af Aarhus-å skød caféer og restauranter op i hobetal langs åen. Her er det stadigvæk trendy at hænge ud. Men nu er det ikke kun langs åen der sker noget. Behovet for endnu flere steder at drikke kaffe/hænge ud er steget eksplosivt. Pludselig ser vi gade profilere sig. Mejlgade er blevet mangfoldighedsgade og Vestergade er blevet en iværksættergade og samtalegade, Jægergårdsgade er blevet en gade, hvor mad er krumtappen. Der er et hav at caféer, restauranter, kaffebarer, værthuse, en delikatessehandel og vinhandel.

Vor Frue Kirke i Aarhus

Strøget og Vadestedet

Området omkring Strøget og ved Vadestedet er fyldt med caféer, shopping og liv. Strøget byder på rigtig mange butikker. Det er mest store butikker, og de store kæder der er repræsenteret. Ved Vadestedet ligger caféerne side om side, og det pulserende liv, der findes her, må siges at være selve hjertet af Aarhus midtby i dag. Vadestedet er et godt sted, at opholde sig på en lun sommeraften. Stemningen her er næsten sydlandsk og der er liv til langt hen på natten.

Åen i Aarhus

Vestergade og Møllestien

Området omkring Mølleparken og Hovedbiblioteket. Selve Vestergade er blevet en meget spændende og attraktiv gade. Der er kommet et nyetableret grønt område ved Mølleparken – foran Hovedbiblioteket. Her kommer der mange unge, de læser, drikker kaffe, spiller streetbasket eller hører musik. Når vejret er godt er parken fyldt med mennesker. Vestergade er en næsten ikonisk gade i Aarhus. Det aarhusianske band Gnags hittede med ”slinger ned af Vestergade” for en del år siden. Men området er også kendt for spillestedet Vestergade 58. For mange er Vestergade musikkens gade. Generelt vrimler det med folk i Vestergade, dog er det også en forbindelsesgade til åen og strøget. Det innovative iværksætterhus Lynfabrikken har også til hus i Vestergade og er trækplaster for et hav af kreative iværksættere.

Latinerkvarteret

Latinerkvarteret, som ligger i området lige bag ved domkirken. Det er den ældste bydel i Aarhus og med de fine, gamle bindingsværkshuse, de brostensbelagte gader som uden tvivl er blandt byens hyggeligste. Alligevel er Latinerkvarteret ét af de mest moderne og hippe steder i Aarhus, især når det gælder udvalget af små unikke specialbutikker, caféer, restauranter og kaffebarer. Stemningen er a la Paris på en god sommerdag. Der er mange udendørs borde og stole på kvarterets beværtninger, som der altid er rift om. Latinerkvarteret byder også på en lang række unikke butikker. Steder hvor du kan få helt unik og til tider meget dyr modetøj. Kvarteret er trækplaster for det købedygtige, mode- og kulturinteresseret publikum, og denne udvikling ser ud til at fortsætte, selvom byens andre kvarterer også er kommet godt med.

Latinerkvarteret

Klostergade i Latinerkvarteret

En efterårsdag i Latinerkvarteret

Frederiksbjerg

Frederiksbjerg er en gammel bydel. Det har været under en gennemgribende forvandling inden for de senere år. Flere og flere unge slår sig ned i denne del af byen. Men ikke kun unge, men også ældre der skifter parcelhushaven ud med bylivet. Ingen tvivl om, at mixet af de unge og de købekraftige bidrager til en positiv udvikling af bydelen. Flere og flere turister synes at Jægergårdsgade har lidt Paris over sig, ikke mindst når foråret er over os. Der kommer ofte nye caféer, restauranter og specialforretninger. Det er især M. P. Bruuns Gade og Jægergårdsgade som er meget populære. Det store og aflange torv -Ingerslev Torv er trækplaster for mange mennesker. Det er især onsdag og lørdag, hvor der er marked på torvet. Her kommer et hav af handlende ind til byen for at sælge grønt, fisk, køb mv. Frederiksbjerg bliver afskåret fra den indre by af de mange jernbanespor indtil Aarhus Hovedbanegård.

Jægergårdsgade

Klassisk-65-og-Klassisk-67-i-Jægergårdsgade

Forlæns-&-Baglæns-i-Jægergårdsgade

Christiansbjerg

Bydelen er beliggende i det nordlige Aarhus. Storcenter Nord er bydelens handelscentrum, men Aarhus Universitet er også placereret på Christianbjerg, ligesom det innovative IT område, Kathrinebjerg er en central del af Christiansbjerg. Området byder ikke på så mange caféer og restauranter, det er mere et bolig -og videns-virksomhedsområde. Bydelen har godt 22.000 indbyggere og er tæt forbundet med Nørrebro og Vesterbro.

Øgadekvarteret

Kvarteret har fået sit navn, fordi gaderne er opkaldt efter danske øer. Kvarteret ligger nord for Nørregade og er specielt kendt for din mange flotte og hyggelige byhuse. Området afgrænses af Vesterbro Torv, Nørre Allé, Nørregade, Ny Munkegade, Langelandsgade, Kaserneboulevarden og Høegh Guldbergs Gade. Kvarteret er et tidligere arbejderkvarter, men i dag da er det meget studerende, musikere, kunstnere, forfattere, akademikere og andre med stærk tilknytning til det kulturelle Danmark.

Trøjborg

Det gamle arbejderkvarter, Trøjborg, får mere og mere at byde på. På Trøjborg skyder ofte nye forretninger op. Kvarteret har sin egne butikker, caféer, restauranter og værtshuse. Trøjborg er en lille by i sig selv med biograf, værtshuse, restauranter, specialbutikker, caféer, slagter og Brugs, hvilket skaber en dynamisk og til tider nostalgisk atmosfære. Trøjborg ligger op af Riis Skov og relativ tæt på Den Permanente – en gammeldags badeanstalt med havbad.

Tordenskjoldsgade på Trøjborg

Der bor mange studerende og veluddannede mennesker på Trøjborg. De elsker deres bydel, og gør meget ud af det sociale liv, nye aktiviteter, støtter i den grad de lokale handlende.

Slagteren på Trøjborg

Café Ziggy på Trøjborg

Marselisborgkvarteret

Det er her byens store og flotte huse ligge. Kvarteret er primært et boligområde, men Tivoli Friheden, NRGi Park & Arena(Aarhus Stadion) ligger også i, eller i udkanten af kvarteret. Midt i området ligger den private skole, Forældreskolen og Marselisborg Gymnasium. Marselisborgkvarteret bliver afgrænset af Strandvejen, Tangkrogen, Skovbrynet, Marselis Boulevard, Jyllands Allé og Adolph Meyers Vej. Kvarteret er et udpræget velhaverkvarter.

Af andre selvstændige bydele eller forstæder til Aarhus, kan nævnes Åbyhøj, Viby, Risskov, Egå, Skejby, Vejlby, Skæring, Hasle, Brabrand, Stavtrup, Kolt-Hasselager, Holme, Højbjerg og Skåde. Disse har også en historie, men den venter vi med at fortælle her til en anden gang.

Debat Se alle

Udvalgte artikler Se alle

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet