Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Byggerod: Vi kan ikke alle bo inden for Ringgaden

Af Søren Holm-Hansen

Aarhus vokser. Byen er attraktiv. Men der er grænser for, hvor mange mennesker man kan stuve sammen inden for Ringgaden.

 

Aarhus vokser, og det går stærkt. Højhuse skyder op på tilsyneladende tilfældige stykker jord; hvor der lige er plads. Det såkaldte Aarhus Ø er på rekordtid blevet en samling af tilfældige monsterbyggerier.

 

Der er ingen sammenhæng, ingen harmoni. Hvordan passer Dokk1, Isbjerget, Pakhusene og det stjernegrimme Navitas sammen? Hvad har Bestseller tænkt med sin kolos, der effektivt bremser ethvert udsyn, når man kommer kørende østpå ad Nørreport?

 

Kan vi reddes fra Letbanen?

Byudviklingen skriger til himlen, imens Letbanen skærer sig igennem midtbyen og skæmmer det hele med sine uskønne master og køreledninger. Et nyt byråd vil forhåbentlig aflyse næste etape, som ellers vil pløje sig op igennem Banegårdsgade og kræve eksproprieringer, voldsomme og kostbare opgravninger, ombygninger på Vester Allé og endnu en ekstremt høj regning til de aarhusianske skatteborgere. Vi er ude i millioner med mange nuller bagefter.

 

Al respekt herfra for iværksætteriet på havnen og den enorme indsats for at åbne byen mod vandet og erstatte havnedrift med boliger og liv som sådan. Men hvor er harmonien? Det foreløbige resultat af Lighthouse-projektet clasher med naboen, Isbjerget, med sine skæve vinkler og blå altaner. De øvrige naboer synes at skyde op i tilfældig stil, i takt med at en kommunal afdeling godkender projekter, som giver penge i kassen.

 

Kønt er det ikke. Og det har jeg Hendes Majestæt Dronningens ord for.

 

Historiske ejendomme rives ned

Aarhus vokser, mange mennesker ønsker at flytte til byen, det forstår man godt, og det er skønt. Men vi kan ikke allesammen bo inden for Ringgaden.

 

Hvis byrådet bliver ved med at godkende nedrivningen af mere eller mindre historiske bygninger for at give plads til matadorer, som tilbyder at bygge 30 fantasiløse lejligheder i stedet, ja – så mister byen ad åre sin sjæl.

 

Vi ser det lige nu ved det gamle kommunehospital, hvor en historisk og ikonisk villa bliver pakket ind i etagebyggeri. Vi ser det i Langelandsgade, hvor en anden gammel, smuk villa jævnes med jorden for at give plads til et fantasiløst lejlighedsprojekt. Sankt Pauls Gade synes at være fredet for nu, men lad os nu se.

 

En anden vej

Ved Godsbanen i Carl Blochs Gade er byudvikleren Rune Kilden gået den anden vej. Æggepakkeriet fra Fyens Ægexport lå på adressen i årene 1930-1973. Kilden & Co. købte grunden og udarbejdede en helhedsplan for området, der bliver til Aarhus K. “K“ for “Kultur“. 150 lejligheder og meget andet er under opførelse; indflytning i begyndelsen af 2020. Den originale bygning bliver liggende; respekt for kvarteret, dets karakter og historien.

 

Dét giver mening.

 

Sammen med Sleth Arkitekter, ejendomsselskabet Domis og flere andre har Rune Kilden skabt grundlaget for en ny og bæredygtig bydel, der skal emme af mangfoldighed, kreativitet, kunst, lys, luft og liv. Nuvel, der er tale om ejerlejligheder, men tiltænkt en bred køberkreds.

 

Sådan udvider og udvikler man midtbyen. Men der er ikke plads til os alle inden for Ringgaden.

 

Hvis Aarhus skal bevare sit særkende, sin charme, sin sjæl og sin status som “Danmarks mindste storby“ – ja, så må vi bremse den fortætning af midtbyen, som ellers er godt i gang.

 

Kaos i planlægningen

Aarhus Ø er godt i gang med sit eget kaosridt. Et stort, sort og ikke videre imødekommende tårn er skudt op ved Spanien, nærmest som et fort i gadeplan. Og hvad i alverden tænker man i Danske Bank, når man bygger en stor, lukket klods på hjørnet af Strandvejen og Jægergårdsgade?

 

Hvor er stadsarkitekt Stephen Willacy i alt dette? Nuvel, han er muligvis optaget af at følge det aktuelle byggeri på Oddervej, hvor han selv bor; et nybyggeri, der i al forudseelig fremtid vil skæmme udsigten til villaen “Ydernæs“, der også kendes som “Lille Marselisborg“ – det smukke palæ med 29 værelser på hjørnet af Oddervej og Strandvejen. Den nye villa opføres angiveligt til punkt og prikke efter alle regler og forordninger, men kønt er det ikke.

 

Hvor er respekten for sjælen i selve det, vi kalder Aarhus? Og erkendelsen af, at vi bare ikke allesammen kan bo inden for Ringgaden?

 

Vi kan ikke alle bo i midtbyen. Der er ikke plads. Heller ikke selv om vi fortætter og bygger i højden. Mange af os må affinde os med en bolig uden for Ringgaden. Det må vi bare leve med; ellers drukner Aarhus, som vi kender byen, i højhuse, trafikkaos og byggevanvid til fordel for de særligt privilegerede. Og det har vist aldrig været meningen… Eller hvad, borgmester Bundsgaard?

 

Kommentaren er udtryk for skribentens personlige holdning – og ikke Aarhus Updates

 

Byggerod: Vi kan ikke alle bo inden for Ringgaden

Byggerod: Vi kan ikke alle bo inden for Ringgaden

 

 

Del artikel

Andre læser også