//Nyheder

Ny hotelchef på HORISONT Hotel & Konference ved Aarhus

Den 1. januar 2020 tiltræder Casper Bock som hotelchef for det kendte hotel- og konferencested HORISONT, der ligger lidt uden for Aarhus. 44-årige Casper Bock kommer med mange års erfaring fra hotelbranchen, hvor han bl.a. har været ansat på Radisson Blu Papirfabrikken i Silkeborg og på Radisson Blu Scandinavia Hotel i Aarhus. Han har ligeledes arbejdet for møde- og konferenceportalen gaest.com, hvor han var med til at etablere virksomheden solidt på det danske hotel- og mødemarked. Casper Bock skal være med til at fortsætte den positive udvikling af HORISONT Hotel & Konference. Han efterfølger Mikkel Kroustrup, som efter fem år som hotelchef på stedet, har valgt at søge nye udfordringer indenfor branchen.

 

 

Stærke hotel- og salgskompetencer og stort netværk 

Med ansættelsen af Casper Bock som ny hotelchef på HORISONT Hotel & Konference får man en person med stor erfaring fra hotel- og konferencebranchen. Han har gennem sin karriere haft lederstillinger indenfor områderne reception, konference, housekeeping og salg. Berit K. Leth, hoteldirektør for både HORISONT Hotel & Konference og KolleKolle i Værløse ser meget frem til samarbejdet med den nye hotelchef, hun udtaler:

 

Jeg er utrolig glad for, at vi på HORISONT Hotel & Konference med ansættelsen af Casper får en person med så stor erfaring fra hotel- og konferencebranchen. HORISONT har igennem de seneste år været igennem en fantastisk positiv udvikling, hvor vi har fået styrket kendskabet til stedet og arbejdet aktivt med gæsteoplevelsen hos os. Denne udvikling ønsker vi naturligvis at fortsætte, og jeg er overbevist om, at vi med ansættelsen af Casper, har fået den helt rette profil. Udover sin store driftserfaring og kendskab til branchen, så har Casper også et stort netværk i Aarhus både indenfor branchen og i det øvrige erhvervsliv i byen, hvilket vi glæder os til at kunne drage nytte af. Jeg glæder mig meget til samarbejdet og til sammen med alle medarbejderne på HORISONT at byde Casper velkommen i starten af det nye år, siger Berit K. Leth.

 

Casper Bock

 

Glæder sig til atter at blive en del af det aarhusianske erhvervsliv  

Casper Bock er født og opvokset tæt på Aarhus og er i dag bosiddende lidt uden for byen, i Skødstrup. Han arbejder pt i Silkeborg, og ser frem til igen at blive en del af erhvervslivet i Aarhus. Han brænder meget for både salg og hoteldrift og glæder sig til kunne bruge disse og andre af sine kompetencer i sit kommende virke på HORISONT Hotel & Konference. Den nye hotelchef Casper Bock, knytter følgende kommentarer:

 

Jeg glæder mig meget til at starte i mit nye job på HORISONT Hotel & Konference i begyndelsen af det nye år. Stedet har været igennem en utrolig spændende og positiv udvikling de seneste år, hvilket jeg ser meget frem til sammen med huset dygtige medarbejdere at være med til fortsat sikre også i årene fremover. Derudover undergår Aarhus som både turistdestination og som møde- og konferenceby en enorm udvikling i disse år, og jeg ser meget frem til at atter at blive en del af byens aktive erhvervsliv og dermed være med til, at HORISONT bliver endnu stærkere forankret på møde- og konferencemarkedet i Aarhus, fortæller Casper Bock.

 

Læs mere om HORISONT Hotel & Konference på www.horisont-aarhus.dk

 

Fakta om Casper Bock

  • I dag – Director of Sales & Front Office på Radisson Blu Papirfabrikken i Silkeborg med ansvar for bl.a. salg af mødelokaler, værelser, reception og housekeeping.
  • Var ansat i den Aarhusianske start-up- virksomhed, Gaest.com. Et online univers for mødelokaler og var bl.a. ansvarlig for at bygge virksomhedens kendskabsgrad op og etablere den på det danske mødemarked.
  • Tidligere ansat som Director of Sales i næsten 8 år hos Radisson Blu Scandinavia Hotel, Aarhus. I disse år vandt hotellet flere gange prisen som “Bedste hotel i Danmark udenfor hovedstaden”, ved den årlige Danish Travel Award.
  • Oprindeligt uddannet som receptionist fra Hotel Plaza i København og har ligeledes arbejdet hos hotelkæderne Choice og Accor i København.

 

Privat

  • Casper Bock er 44 år gammel og er født og opvokset i Skæring. I dag bor han med sin familie i Studstrup (Skødstrup) nord for Aarhus.
  • Casper er gift med Lotte (43 år) og sammen har parret to børn Benedicte (15 år) og Andreas (12 år) samt hunden Walter.

Nyheder Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev