Dødsfald blev udvej
Det var en konkurs med hans kurerfirma i 2012, der blev startskuddet til den kriminelle karriere. Konkursen var et nederlag, der ikke blot gældssatte ham, men også kostede forholdet til den gravide kæreste.
Pengene begyndte at slippe op, og en dag fik han et tip om, at han kunne hente en vare – i et hus. Derefter blev det en fuldtidsbeskæftigelse at være indbrudstyv.
“Jeg fik også et misbrug. Det startede med hash og endte ud i de rigtig hårde stoffer. Til sidst skulle jeg i hvert fald bruge 1.000 kroner bare på det om dagen. Alle de kontanter, jeg tjente, røg med det samme igen,” fortæller Daniel Iversen.

- Daniel Iversen begik de fleste af sine indbrud i Sønderjylland. Forleden fortalte han om sin kriminelle karriere i Aarhus. Foto: Claus Bech/TrygFonden
Adskillige opbrudte vinduer, hårde stoffer og anholdelser senere sad han og afsonede sin anden fængselsdom, da han modtog besked om, at hans bror var blevet dræbt i en tragisk soloulykke.
“Det knækkede mig fuldstændigt, og mit stofmisbrug tog virkelig til i styrke.” En overførsel til et fængsel med en behandlingsafdeling og brorens død blev dog hans udvej.
“Da jeg blev overført, greb jeg chancen og blev stoffri. Min brors død skulle ikke være forgæves. Min mor havde nu kun mig, og jeg skulle ikke risikere at dø tidligt og lade hende i stikken,” forklarer Daniel Iversen.
Noget fanden har opfundet
Hvad fremtiden byder på, ved Daniel Iversen ikke. I øjeblikket er arbejdet for TrygFonden hans holdepunkt og levevej, og der var masser af erfaring fra de næsten 400 indbrud at dele ud af til aarhusianerne.
Sikring af vinduer og døre og tilmelding til Nabohjælp er de bedste redskaber, var hovedbudskabet.
“Som indbrudstyv er Nabohjælp noget fanden har opfundet. Beboerne i sådan et boligområde går hen og tager kontakt, hvis de ser en person, de ikke kender. Det er jo noget skidt, for jeg render ikke rundt på gaden med maskering, og så kan de pludselig identificere én. Og så er de generelt meget opmærksomme på lyde. Jeg overvejede nøje, om det var værd at gå ind i et område med Nabohjælp.”
Lukkede veje, lave hække, alarmer, sensorlys og store hunde var ubehagelige udfordringer, men ikke nødvendigvis noget, der kunne holde Daniel Iversen væk.
“En alarm stopper mig ikke, for der kan gå mange minutter, før vagter eller politi er der. Med hensyn til hunde havde jeg faktisk hundekiks med. Det bliver de så glade for, og så fik man selskab med rundt i huset,” griner han.
Et hus kunne han finde på at overvåge op til fire dage for at kende en families mønstre. Når der var fri adgang, gik han en runde for at finde husets svageste punkt iført sort tøj og halsedisse.
Når han kom ind, tog han sig tid til at lytte efter og tjekke mulige flugtveje.
“Og så var soveværelset det første mål. Der har jeg haft størst held til at finde smykker eller penge. Jeg var faktisk aldrig på loftsrum, så der kan man med fordel gemme vigtige ting.”
Stjal fra købere
Oftest var målet dog designerinventar, som i mange tilfælde var spottet på de sociale medier hos deleglade danskere, der ikke tænker over, at kriminelle kigger med. Ejendomsmæglernes salgsannoncer var også formidable jagtmarker.
Typisk fik Daniel Iversen en bestillingsseddel fra sine hælere, hvorefter han gik på jagt.
“I de kriminelle kredse en der en flok hælere, der som det eneste specialiserer sig i at komme af med indbrudsvarer. Det kan være helt almindelige borgere. Jeg har haft et ældre, pensioneret ægtepar som afsatte ting for mig. Jeg solgte varen til en tredjedel af nyprisen til hælere, som så tog totredjedele af nyprisen.”
Det, han kom hjem med, som hæleren ikke ville have, solgte han selv over Facebook eller Den Blå Avis. “Og jeg tilbød selvfølgelig at komme ud med varen. Så kunne jeg se, hvad der var i det hjem, og ugen efter kunne jeg så hente min egen vare og mere til.”
Er man på udkig efter et designkup på nettet har den tidligere indbrudstyv ét klokkeklart tip til, hvordan man undgår hælervarer.
“Et dyrt designmøbel uden kvittering skal du sætte spørgsmålstegn ved. Der er simpelthen ingen, der køber et ‘Æg’ og smider kvitteringen væk.”

- Foto: Claus Bech/TrygFonden