
Der er lyst, minimalistisk og moderne indrettet. Det eneste, der mangler, er nogle småting hist og her og et par billeder, der skal op og hænge. Risskovbrynets nye café på Møllehatten 32 virker til at passe perfekt ind i sine næsten ligeså nye omgivelser.
Med anretninger som chia-grød med mandelmælk, kokos og bær, avocado og knas af puy linser og en cashew hokkaido-humus med friske koriander blandt meget andet, virker menukortet ligesom det omkringliggende byggeri – moderne. Symboler ud for retterne fortæller om retten er glutenfri, vegansk, laktosefri eller vegetarisk, flere af delene – eller ingen af delene som en toast med skinke og ost.
Dorthe Kern er den nye ejer og indehaver af Mad-Glad. En del af konceptet er, man selv skal kunne sammensætte sin morgenmad eller brunch, hvis man vil.
“Tit når du kommer ud og spiser brunch, så er det hele strikket sammen på forhånd, hvor du kan vælge mellem nogle færdiglavede platter. Her kan du selv krydse den morgenmad af, du vil have, og du kan komme og få noget, du ellers måske ikke selv vil have lavet derhjemme,” siger Dorthe Kern, der har fundet noget af sin inspiration fra caféer, hun er stødt på i København.