Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Egil Fischers ferieby i Femmøller: Nationalparken tilbyder guidede ture i feriebyen

Af anders@sommersangdigital.dk

Som den første i landet tegnede arkitekt Egil Fischer en byplan for en hel ferieby. Nationalparken tilbyder guidede ture i feriebyen

 

Arkitekt Egil Fischer opfyldte sine principper om byggeri med lys, luft og udsigt i sin ferieby på Mols. I samarbejde med frivillige guider følger Nationalpark Mols Bjerge op på sidste års succes og tilbyder i løbet af sommeren fire rundvisninger i Egil Fischers Ferieby ved Femmøller.

 

Optaget af boligbyggeri og byplaner

Egil Fischer (1878 – 1963) blev hurtigt efter sin uddannelse optaget af det private byggeri, som han mente var stedbarn i arkitektbranchen. Dygtige danske arkitekter byggede rådhuse og andre offentlige bygninger fuldt på højde med udlandets byggeri, skrev han i tilbageblik som 60-årig, men det langt mere vidtrækkende private byggeri blev ledet af folk med et minimum af arkitektonisk viden. Endnu dårligere stod det til med planlægningen af byernes samlede bebyggelse, mente han.

 

Alt skete mere eller mindre planløst uden forud lagte retningslinjer, og store økonomiske, praktiske, hygiejniske og arkitektoniske værdier ødelagdes derved. Han valgte derfor at dygtiggøre sig inden for boligbyggeri og byplanlægning.

 

Forelsket i Mols

Egil Fischer blev født i København, men Mols blev hans skæbne. I 1909 vandt han førstepræmien i byplanlægning ved landsudstillingen i Aarhus, og han byggede i den forbindelse først to huse og dernæst fire-fem huse på Marselisvej. Fra byggepladsen forelskede han sig i udsigten over Mols, og han satte sig for, at her ville han gennemføre sin drøm om at bygge en by.

 

Købte 400 ha jord

Det lykkedes ham at skaffe penge til køb af 400 ha jord ved Femmøller, og i 1922 påbegyndte han egenhændigt sit projekt. For at sikre sin overordnede plan og arkitektoniske idé udstykkede han parcellerne med klausul om, at han selv og Danmarks Naturfredningsforening skulle godkende byggeriet.

 

Samtidig holdt han fast i sine principper om lys, luft og udsigt. Feriebyen er udformet som et barokinspireret anlæg med to akser: en kulturakse og en kommerciel akse og med alléer, stadion, torve og grønne pladser.

 

Egil Fischers ferieby i Femmøller: Nationalparken tilbyder guidede ture i feriebyen

Skænkede 55 ha til Dråby Kommune

På et tidspunkt slap Egil Fischers egne penge op, og han annoncerede efter investorer. Kun én meldte sig. Det var Ellen Dahl, søster til forfatteren Karen Blixen.

 

Egil Fischer nåede langt med sin drøm, men ikke hele vejen. 10. december 1957 skænkede han de ubebyggede parceller, 55 tdr. land, til Dråby Kommune med klausuler, der betyder, at området vil blive bevaret i hans ånd. I dag er der i området omkring 200 huse med høj bevaringsværdig, heraf lidt over 30 af de karakteristiske Egil Fischer-bindingsværkshuse.

 

Deltagerne på rundvisningen kommer blandt andet omkring Jomfrustien, hvor man kan se det mindste hus i hele feriebyen: et cirka 30 kvadratmeter stort hus, der står fuldstændig intakt.

 

Lokal hæder til Egil Fischer

Egil Fischer udførte adskillige projekter i ind- og udland, og modtog flere hædersbevisninger. Feriebyen ved Femmøller Strand betragtes dog som hans livsværk. Han blev af Dråby Sogneråd udnævnt til æresborger, Egil Fischers Vej i feriebyen er opkaldt efter ham, og Dråby Kommune rejste et mindesmærke for ham i 1964.

 

Egil Fischer døde i 1963. Året efter blev hans urne nedsat i indviet jord ved mindesmærket med hans buste på Kirkebakken i feriebyen. Hans hustru, Olga Fischer levede til 2004 og blev stedt til hvile ved siden af sin mand.

 

I perioden 2014-16 blev der gennemført et omfattende revitaliseringsprojekt, så linjerne i den oprindelige visionære byplan og parkområde nu, næsten 100 år efter, igen kan aflæses på stedet.

 

 

PRAKTISK

Rundvisning følgende dage: 4. juli, 18. juli, 1. august, 15. august

Kl. 14 – 15.30

Mødested: P-pladsen ved Café Egil i Femmøller Strand

Pris: Voksne 50 kr., børn 25 kr.

Billet bookes her

 

 

Del artikel

Andre læser også