//Barer

Fairbar flytter til Klostertorvet: Bedre placering og mere plads

Til efteråret flytter KFUM og KFUKs non-profit café fairbar i nye lokaler på Klostertorvet. Fairbars styregruppe glæder sig over, at det giver bedre plads – både til gæster og medlemmer.

 

Til efteråret bliver fairbars nye adresse Klostertorvet 6 i Aarhus C. Det sker efter fairbars styregruppe i samarbejde med distriktsbestyrelsen i KFUM og KFUK i Distrikt Aarhus og den selvejende institution Aarhus KFUM og KFUKs Ejendomme SI det seneste år har undersøgt mulighederne for at finde større og bedre lokaler til caféen. “Fairbar har eksisteret i over 10 år på samme adresse, og de seneste år har vi afholdt over 200 gratis events om året. Det har sat sine tydelige præg på lokalerne, der har set bedre dage,” fortæller Martin Sørensen, næstformand i fairbars styregruppe.

 

Samtidig er flere af fairbars arrangementer så populære, at gæster må gå igen, hvis de kommer i sidste øjeblik, fordi der ikke er plads nok. Det drejer sig blandt andet om højskolesangaftener og ølfestivaler.

 

“I de nye lokaler bliver der plads til, at der kan være et event på baren, samtidig med at andre gæster kan sidde i et hjørne og hyggesnakke, eller medlemmer i KFUM og KFUK kan holde møde,” siger han.

 

De rigtige lokaler

Da lokalerne midt på Klostertorvet, hvor der tidligere har været møbelbutik og optiker, blev ledige midt i marts, måtte fairbars styregruppe, SI ejendomme og distriktsbestyrelsen arbejde hurtigt.

Inden for en uge fik alle parter set lokalerne, og fairbars frivillige bartendere blev indkaldt til et møde om den mulige flytning. “Lokalerne og placeringen var en unik mulighed. Derfor slog vi til,” siger Mads Vig Gullberg Ingemansen, midlertidigt konstitueret formand i KFUM og KFUK i Distrikt Aarhus.

 

“Den nye placering giver fairbar endnu bedre mulighed for at kigge fremad og udbrede kendskabet til KFUM og KFUK i Aarhus,” fortæller han.

 

Den præcise dato for fairbars flytning er endnu ikke fastlagt. Indtil flytningen holder fairbar fortsat åbent på den nuværende adresse på Nørre Allé 66.

 

 

Barer Se alle

Udvalgte artikler Se alle

Tilmeld nyhedsbrev

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet