//Nyheder

Prisvindende falafel: Nyt spisested laver autentisk arabisk mad i Klostergade

Mustafa Faour er træt af, at falafel bliver nedprioriteret i midtbyen og åbner derfor et arabisk køkken med fokus på den traditionelle falafel fra Palæstina.

 

Et arabisk køkken med et strejf af danske råvare. Sådan lyder beskrivelsen fra Mustafa Faour om det sted i Klostergade 32 i Aarhus, som han onsdag klokken 11 åbner dørene til for første gang. Her skal man komme forbi, hvis man har lyst til at opleve en autentisk arabisk madoplevelse fra Gellerup. For området er mere end bare kriminalitet, lyder det fra det nye spisesteds ejer.

 

“Så snart man hører ordet Gellerup, så tænker mange ‘uhhh, det er farligt. Der er meget kriminalitet’, men Gellerup er meget mere end det. Der er en rigtig stor madkultur i området, og det er noget af det, som jeg vil tage med ind til Aarhus,” fortæller Mustafa Faour.

 

Hans nye spisested i midtbyen hedder ganske enkelt ‘Faour’ ligesom hans families efternavn. Sammen med sin lillebror, Omar, vil Mustafa Faour have sin daglige gang i køkkenet, der vil have fokus på traditionel arabisk mad. “Vi lave forskellige arabiske retter, hvor der er hovedfokus på manakish, som er et arabisk fladbrød med forskellige smage, og traditionel falafel, som vi altid har lavet den i Gellerup,” fortæller Mustafa Faour.

 

Der er ikke nok respekt for falafel

Faour vil i stor stil slå på at lave en ordentlig falafel. Det er nemlig en ret, som Mustafa Faour mener, ikke bliver respekteret inde i den centrale del af Aarhus.

 

Indehaver Mustafa Faour har fået fat på en traditionel falafelmaskine, som ifølge ham selv giver den bedste oplevelse. Foto: Jonas Wrede Hansen

“Det er jo sådan, at man laver falaflen lidt som om, at det er en shawarma, hvor man bruger falafel-kugler for at tilgodese vegetarer,” fortæller han og fortsætter: “Mange steder har man falafel-kugler på frost, som bliver hentet op af fryseren og smidt ned i frituren, når der en sjælden gang kommer en bestilling på falafel. Det er rigtig synd, for det er ikke rigtig falafel. Vi vil lave falaflen med det samme af rigtig gode råvare med gode krydderurter. Vi vil bestemt aldrig fryse den ned.”

 

Vil også bruge danske råvare

Mustafa Faour er 31 år og har boet i Danmark, siden han var et år gammel. Han har palæstinensiske rødder, og hans familie kommer oprindeligt fra området omkring byen Akkka i Palæstina, hvor Mustafa Faour selv mener, at den ægte falafel stammer fra.

 

Faour ligger i Klostergade 32 i midtbyen og åbner onsdag klokken 11. Foto: Jonas Wrede Hansen

Men selvom den nye spisestedsejer vil gøre en dyd ud af at holde sig til den traditionelle falafel, så vil han også tilføje få danske råvare til nogle af falafel-retterne. “Jeg vil sige, at det er et arabisk køkken, men der vil også være danske råvare. Jeg har for eksempel en falafel, hvor der er rødbede i, så den er rød. Hvis jeg serverede den i Palæstina, så ville de nok ikke sige, at det er falafel,” griner Mustafa Faour og tilføjer, at man på Faour i Klostergade også kan få arabisk te og kaffe samt drikken ayran, som er lavet på yoghurt.

 

Prisvindende falafel

Stedet i Klostergade 32 er indrettet, så man får følelsen af at sidde hjemme hos familien Fauor. Det er i hvert fald, hvad Mustafa Faour håber, at han kan fremkalde hos sine kunder.

“Man kommer til at sidde rundt om køkkenbordet, hvor man kan se maden blive tilberedt i køkkenet. Det er den gennemsigtighed, jeg gerne vil fremhæve,” fortæller han og tilføjer, at han håber folk vil nyde deres retter hos Faour.

“Jeg har gjort rigtig meget for at indrette stedet, så det er hyggeligt. Jeg håber, at man vil spise sin mad her, for det smager bedst, hvis man spiser den varm.”

Mustafa Faour har været med i projektet ‘Smag à la Gellerup’ siden 2016 og er også indehaver af en populær foodtruck, hvor han serverer arabisk mad og er kendt for sin falafel. I sommer vandt han endda Street Food Festival CPH & Aarhus’ pris for årets mest original koncept for sin falafel.

 

I sommer vandt Mustafa Faour Street Food Festival CPH & Aarhus’ pris for årets mest original koncept. Nu åbner han nyt arabisk spistested i Klostergade. Foto: Jonas Wrede Hansen

Det er i morgen, onsdag, klokken 11, at Mustafa Faour sammen med sin bror, Omar, åbner op for første gang i Klostergade 32 og er klar til at servere arabisk mad.

Nyheder Se alle

Udvalgte artikler Se alle

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet