//Barer

FILO – forlag og ciderbar: Her er der plads til det gode, sjove og skæve

I september åbnede FILO i de hyggelige lokaler på Jægergårdsgade, hvor stedet fungerer som både forlag, ciderbar og café. Kom med indenfor til et helt særligt hjørne af Aarhus, hvor der er kærlighed til litteratur og æbler.  

 

Man fornemmer straks den hyggelige stemning i den nyåbnede ciderbar, FILO. Det er et ægte familieforetagende, hvor faderen Poul står for forlaget, og sønnen Malthe står for ciderbaren. Her er der særlig fokus på god, nødvendig litteratur og cider fra det danske rige. 

 

Drømmen om en æbleplantage 

Det lyder næsten som starten på en god film, men for Poul var drømmen om en æbleplantage den spirende start til ciderbaren. Selve forlaget FILO eksisterede allerede, men de manglede et sted at præsentere deres bøger, og på den måde kunne de kombinere de to ting. 

 

“Vi vil lave en ciderbar! Når det nu ikke kunne blive til en æbleplantage, så måtte vi udnytte glæden ved æbler på anden vis,” fortæller Poul. 

Og her har de fundet den helt rigtige plads på gaden med andre gode butikker og barer med øl og vin. Poul forklarer, hvordan de ved at være en ciderbar ikke er en direkte konkurrent med de andre på gaden, men det derimod er til gavn i det store billede, fordi de kommer med noget andet.

 

Det særligt lokale og aarhusianske 

Før de åbnede på Jægergårdsgade, var de land og rige rundt for at finde det bedste inden for cider-verdenen. Udvalget består i dag af en enkelt fransk og en enkelt spansk cider, men derudover er resten dansk. Lige nu kan man få 3 spændende cidere på fad og cirka 14 forskellige på flaske – og mange af dem kommer fra lokalområdet. 

Ønsket om at støtte det lokale, kan man også se på interiøret, hvor kunstværker af aarhusianske Nichlas Palmas pryder væggene. Billederne hænger der et lille års tid, men kan også købes med hjem.  

 

“Vi leger også lidt galleri nu. Det er en win-win situation, synes jeg,” fortæller Poul og smiler. 

 

Nødvendige udgivelser 

Udover spændende kunst på væggene, er der også flere reoler og hylder med bøger. For FILO er også kærligheden til litteratur. Lige nu er der en del debat- og samfundslitteratur, og det er ifølge Poul “ting, vi synes, er nødvendige at udgive.” På deres Facebook-side kan man følge med i fremtidige arrangementer, hvor nogle af deres forfattere kommer til oplæsning og debataften.  

Til den kolde vinter- og juletid kan man også komme forbi til varm cider, og så er de hos FILO også begyndt at planlægge smagninger. Til dem, der endnu ikke er hoppet med på ciderbølgen, er der også øl og naturvin i baren. Og myre-vodka. For her skal der være plads til det sjove og det skæve – og det kan Poul fortælle mange historier om. 

 

FILO

Jægergårdsgade 31
8000 Aarhus C
Website: 

 

 

Barer Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev