//Det sker

Første af sin slags i Aarhus: Nu åbner hotel med lejligheder til erhvervslivet

Når det nye hotelkoncept GUESTapart åbner dørene den 25. april i Skejby, udfylder hotellet et hul i markedet. Hotellet tilbyder nemlig fuldt servicerede lejligheder, som især imødekommer erhvervslivets øgede behov for længere ophold til udenlandske medarbejdere.

 

Aarhus oplever en rekordstor tilgang af udenlandske medarbejdere, som skaber en stigende efterspørgsel på længere hotelophold. Netop det behov tilgodeser byens nye hotelkoncept GUESTapart i form af hotellets såkaldte ’service apartments’, som er de første af sin slags i Aarhus.

 

Hul i hotelmarkedet

GUESTapart kan ligesom byens eksisterende hotelkæder tilbyde korte ophold til deres gæster. Men ifølge hotellets direktør, Jeanette Damsholt, er konceptet unikt, fordi hotellejlighederne især henvender sig til gæster med behov for længere ophold:

 

”I Aarhus Nord er densiteten af virksomheder rigtig høj, og vi ved samtidig, at arbejdsstyrken i området udgør mange projektansatte medarbejdere fra udlandet. For at imødekomme deres behov, har vi udformet alle vores værelser som mindre lejligheder, der er fuldt servicerede. Det giver mulighed for, at medarbejdere fra udlandet over en længere periode kan bo og føle sig hjemme hos GUESTapart.”

 

Den stigende efterspørgsel er også tydelig, når man ser på aktuelle tal fra VisitAarhus. Antallet af kommercielle overnatninger er nemlig steget med 56 procent inden for de seneste fem år, hvoraf knap hver tredje kommer fra udlandet.

 

Nemt og bekvemt

Hos GUESTapart er convenience tænkt ind i alle løsningerne. Når man checker ind på hotellet, har man derfor alle de fornødne faciliteter lige ved hånden. Hotellet giver blandt andet adgang til restaurant og café med fokus på økologi og bæredygtighed samt fitness, minispa og konferencelokaler. Alle lejligheder har eget køkken, og gæsterne kan tilmed vælge at lade hotellets personale stå for de daglige indkøb.

 

”Vi gør hverdagen nem og bekvem for vores gæster, fordi vi har de fleste faciliteter i huset. Samtidig ved vi, at vores gæster ønsker at være tæt på deres arbejde og bo i nogle rammer, som ligger op til fællesskab med de øvrige gæster,” siger Jeanette Damsholt.

Hotellet rummer i alt 86 hotellejligheder i størrelser på mellem 34-56 kvadratmetre i et skandinavisk og industrielt design. Alt er skabt ud fra tanken om small living, hvor samtlige kvadratmetre er udnyttet og optimeret efter behovene ved længere ophold. GUESTapart er ligeledes centralt placeret ved et letbanestop, s0m giver hotellets gæster nem adgang til at udforske Aarhus.

 

Stor interesse fra erhvervslivet

Ifølge Jeanette Damsholt har det nye hotelkoncept skabt en naturlig interesse i den omkringliggende Skejby Business Park, som huser 150 virksomheder og mere end 20.000 ansatte: ”Vi oplever stor bevågenhed omkring vores koncept, og vi har allerede lavet nogle gode aftaler med flere af de større virksomheder i området. Vi mærker også en stor interesse fra Skejby Sygehus og Aarhus Universitet, hvor mange forskere, studerende og eksterne læger har behov for midlertidige ophold på et hotel som vores.”

Den 25. april afholder GUESTapart åbningsreception, hvor der blandt andet vil være taler, livemusik, rundvisninger samt mad og drikke. Alle interesserede er velkomne til hotellets åbning, som finder sted i tidsrummet fra klokken 13.00 – 15.00 på Tueager 5 i Aarhus Nord.

 

”Jeg håber, det bliver en hyggelig, festlig og uformel dag, hvor vi får anerkendt det store arbejde, der er blevet lagt i at få skabt GUESTapart,” afslutter Jeanette Damsholt.

 

Om GUESTapart

 

  • GUESTapart er det første hotel i Aarhus, der tilbyder både service apartments og konferencefaciliteter.
  • Hotellet ligger på Tueager 5 i Aarhus Nord med central placering ved Skejby Business Park, der huser 150 virksomheder og mere end 20.000 ansatte.
  • 86 hotellejligheder i størrelser på mellem 34-56 m2.
  • Restaurant og café med fokus på økologi og bæredygtighed.
  • Fitness- og spafaciliteter på i alt 540 m2 med kapacitet til 800 medlemmer.
  • Besøg www.guestapart.dk for yderligere informationer.

 

Tendens: Udenlandske medarbejdere

 

  • Antallet af kommercielle overnatninger er steget med 56 procent inden for de seneste fem år, hvoraf knap hver tredje kommer fra udlandet (kilde: VisitAarhus).

 

  • Antallet af udenlandske statsborgere i Aarhus – med lønindkomst i Danmark og uden fast bopæl i landet – er mere end fordoblet i perioden fra 2010-2017 (kilde: Jobindsats.dk).

Det sker Se alle

Udvalgte artikler Se alle

Tilmeld nyhedsbrev

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet