//Shopping Aarhus

Frugt og grønt til døren: Grimt – men bæredygtigt

Nu får også aarhusianerne mulighed for at abonnere på en ny frugt- og grøntsagskasse, som både er økologisk, bæredygtig – og fyldt med varer, som supermarkederne afviser ved døren, fordi de er for grimme.

 

Det er de to iværksættere Carolin Schiemer og Petra Kaukua, der står bag virksomheden Eat GRIM, og de to kvinder har en mission:

 

Madspild skal bekæmpes. Især når ellers friske råvarer kasseres i enorme mængder, fordi æblerne er for små eller agurkerne for krumme.

 

Direkte fra producenterne

“Med Eat GRIM kan vi opkøbe frugt og grønt, der ikke er blevet fundet pænt nok, eller er overproduceret for at have nok ‘pænt’ frugt og grønt til at ligge på række i supermarkedet,” siger Petra Kaukua.

 

 

“Vi får det leveret direkte fra producenterne, der ellers ville være nødsaget til at smide overskydende, men fuldt ud spiselige og velsmagende produkter direkte i skraldespanden.”

 

321 tons madvarer “reddet”

I løbet af de første to år i København er det blevet til 321 tons frugt og grønt, som ellers ville være blevet kasseret. Det har givet 3,2 mio. kr. til producenterne – penge, som de ellers ville være gået glip af.

 

 

Ifølge Carolin Schimer og Petra Kaukua tegner madspild sig for 6 pct. af verdens udledning af drivhusgasser, 18 pct. af verdens forbrug af ferskvand og hele 25 pct. af landbrugsjorden. Eat GRIM vil være med til at nedbringe tallene ved at pakke de fejlproducerede, plettede, skæve og overskudsproducerede frugter og grøntsager i abonnementskasser og sælge dem til forbrugere, der gerne vil købe økologisk og bæredygtigt.

 

Strikse krav til udseende

De to kvinder, der stammer fra henholdsvis Tyskland og Finland, mødte hinanden under studier på Copenhagen Business School, hvor de udviklede ideen til Eat GRIM. De er begge optaget af klimaforandringer og bæredygtighed, og de konstaterede bl.a., at retailsektoren stiller strikse krav til udseende:

 

En agurk må ikke krumme for meget, gulerødder skal være ensartede, og æbler skal være nogenlunde lige store for at kunne stables pænt i forretningerne.

 

 

“Jeg er sikker på, at langt flere mennesker ville have langt stærkere holdninger til mad og ændre deres indkøbsvaner, hvis de vidste, hvor meget der bliver smidt ud allerede på gårdene, simpelthen fordi supermarkeder kan bestemme, hvordan vores mad skal se ud,” siger Carolin Schiemer.

 

Nemt at handle bæredygtigt

“Med GRIM har vi gjort det nemt at handle ind bæredygtigt. Det eneste, du skal, er at vælge, hvor tit du vil modtage din kasse, hvor stor din kasse skal være, og om den skal leveres, eller du selv vil hente den ved vores afhentningssted hos Soul Shine i Graven i Aarhus,” forklarer Carolin Schiemer.

 

 

Kasserne sælges i abonnement til henholdsvis 95, 145 og 195 kroner og bestilles direkte på hjemmesiden.

 

Eat GRIM

www.eatgrim.dk

 

 

Shopping Aarhus Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev