//Café

Ny café med brunch og burgere har slået dørene op

Funda Kuscuoglu har åbnet ny café i Tranbjerg med danske, traditionelle retter som dagens ret

 

Centeret i Tranbjerg har fået en helt ny lejer ind. 45-årige Funda Kuscuoglu har netop åbnet Fensø Brunch & Burger Café med både takeaway og mulighed for at spise på en af de cirka 50 pladser, der er til rådighed i den nye café.

 

At være blandt grydeskeer og skåle er ikke uvant for den nye caféindehaver. Hendes forældre har haft adskillige restauranter flere steder i landet, så siden hun har været helt lille, har hun været vant til at være i miljøet. Det har gjort, at hun har været selvstændig og haft både tøjbutikker og tre pizzeriaer i Aarhus. Senest har hun sammen med sin mand Ømer Kuscuoglu haft Nærkøb i Solbjerg, hvor de oplevede et lokalsamfund, hvor de følte sig vellidte, og hvor alle holdt af at komme.

 

De blev nødt til at stoppe i Nærkøb, da de på grund af de lange dage klokken 5.30-21 ikke kunne få familielivet til at fungere, så i stedet har de kastet deres kærlighed på Tranbjerg og caféen, som er indrettet med hyggebelysning, grønne velourmøbler og billeder af naturen på væggene.

 

“Det var varmt og nært at være i Solbjerg. Vi kan ikke give slip på det lokale, så derfor endte vi her. Ved at ligge her i Tranbjerg rammer vi også de omkringliggende byer som Solbjerg og Mårslet,” siger Funda Kuscuoglu, der sammen med sin mand har tre børn og bor i Viby.

 

Traditionelle retter

Hun har læst markedsføring, så inden hun åbnede caféen, undersøgte hun, hvad det er, der hitter på madfronten.

 

“For 20 år siden var det bedre jo mere etnisk, det var, men i dag vil vi gerne have gammeldags, traditionelle retter. Derfor har vi det som dagens ret sammen med noget pasta ind imellem. Ellers er det klassisk cafémad som burgere, nachos og toast, vi serverer, ligesom vi laver brunch og en farvestrålende rugbrødstallerken med lækre ting på,” fortæller café-indehaveren, der har valgt at døbe stedet for Fensø, fordi det er forbogstaverne i børnenes, mandens og hendes eget navn.

 

“Jeg vil gerne have, at det lyder dansk, og at det skulle være et unikt navn. Samtidig betyder min familie alt for mig, så derfor hedder caféen Fensø,” fortæller Funda Kuscuoglu.

 

Familien er vigtig

At hendes familie betyder alt for hende, er deres liv og hverdag i caféen et godt eksempel på. De er fælles om projektet, og børnene tager hver dag bussen fra skolen i Viby og ud til caféen, så de kan være sammen som familie, og hendes mand kommer og hjælper, når han har fri fra sit arbejde. Hendes forældre er der også hver dag enten for at hjælpe lidt til i caféen eller hjælpe med at tage børnene med hjem og putte dem, inden mor og far kan vende hjem fra caféen.

 

Caféen Fensø i Tranbjerg er hyggelig indrettet med blandt andet sofaer. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

 

“Det er hårdt, men det er også hyggeligt. Min café skal være et sted for hele familien, hvor alle føler sig velkomne. Jeg har altid tænkt meget på børnefamilier, og derfor har jeg også spil, man kan sidde og hygge sig med,” fortæller hun.

 

Én af de ting, hun faldt for ved stedet, var udendørsarealerne. Caféen ligger der, hvor der tidligere var malerforretning og genbrugsbutik, og vender ud mod den nye naturlegeplads og et stort, grønt areal. Det betyder, at når vejret bliver lidt bedre, sætter hun en masse borde og stole op, så børnene kan hygge sig, mens forældrene kan se dem lege, mens de måske sidder over noget mad.

 

Ingen spiritus

Stedet, omgivelserne og maden er familievenlig, men hun kan ikke imødekomme voksnes ønske om et glas vin eller øl til maden. “Bodegaen, der ligger overfor mig, har stående i sin kontrakt, at han er den eneste, der må servere alkohol, så det er lidt ærgerligt, at jeg ikke kan, for der er mange, der spørger efter det,” siger hun.

 

Det slår hende dog ikke ud, og hun glæder sig over, at der allerede nu har været travlt i caféen, og at borgerne har taget godt imod hende.

 

“Bare jeg kan leve af det, så er jeg tilfreds og glad. Hvis jeg kan have en hverdag med min familie, og jeg kan få stedet til at løbe rundt, så er jeg taknemmelig,” siger hun med et stort smil.

 

 

 

Café Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev