Ægteparret Pil og Mattias La Cour Jonasson har brugt vinteren på en række nye tiltag i Gartnergården

 

Hvide bordbænke-sæt med røde og hvidternede duge står spredt ud på græsplænen. I baggrunden muher nogle langhårede køer, mens hønsene kagler, og fuglene kvidrer.

 

Det er som taget ud af en Morten Korch-film, men man skal ikke køre andet end 20 minutter fra Aarhus C for at opleve denne landsbyidyl. Vi er hos Gartnergården i nærheden af Skødstrup, der gennem de seneste ni år kun har vokset sig større og større med ægteparret Pil og Mattias La Cour Jonasson i spidsen.

 

Seneste nyt på Gartnergårdens stamme er et bageri, som er blevet bygget i vinterlukningen. Det er blevet placeret i den ene ende af caféen, så der er frisk brød til gæsterne i den lille café, der er indrettet i bedstemorstil, som var man med i optagelserne til en scene i Matador.

 

“Tidligere købte vi vores brød ude, og vi solgte rigtig meget. Vi ville gerne have, at det kunne være lunt og frisk til vores kunder, og så passer en kop kaffe og noget lækkert kage godt ind i bedstemorstilen,” siger Pil La Cour Jonasson.

 

Kaniner og høns

Det er ikke kun bageriet, der er helt nyt for de besøgende i landsby-idyllen. Der er også kommet høns og kaniner, som børnene kan få lov til at klappe.

 

“Vi har ikke rigtig turde reklamere med det på grund af corona, men det hele er med til, at vi er blevet et udflugtsmål, hvor folk kommer og hygger sig og spiser. Vi skal ikke bare være et form for supermarked, men være et sted hvor man kommer og får en god oplevelse, som man kan tage med sig videre,” fortæller Pil, der sammen med sin mand har fået en Gazelle-pris fra Dagbladet Børsen de seneste tre år, fordi virksomheden er vokset med hastige skridt.

Der er dømt ren Morten Korch-idyl i Gartnergården med Pil og Mattias La Cour Jonasson i spidsen. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

 

“Vi er vokset rigtig hurtigt. Vi begyndte med at have jordbær på marken, som jeg naivt troede, at vi kunne sælge, mens jeg gik med vores første barn i favnen. Det fungerede ikke, og i dag er marken blevet til parkeringspladser, og vi blev enige om, at vi skulle koncentrere os om at drive forretning i stedet for at sælge jordbær,” fortsætter Pil, som sammen med Mattias også har brugt vinteren på at bygge et orangeri i stedet for teltet, der tidligere var grøntsager og frugt i.

På de ni år er alle kroge af bygningen mere eller mindre blevet udnyttet til at drive forretning i og fra, og der er i dag blandt andet både blomster, grøntsager, interiør, café, bageri, gårdhygge og lige om lidt også salg af milkshakes og smoothies fra en gammel orange campingvogn, der er sat op i gården.

 

Aldrig mere

Hele drømmen om Gartnergården blev født, da ægteparret boede i Skæring og så, at gården var til leje. Mattias ville ellers aldrig mere være selvstændig, men konen fik ham med på idéen.

 

“Byerne omkring os er vokset med årene, og selvom folk grinede af os dengang, så er det jo gået meget godt. Vi er økonomisk selvforsynende, så alt, hvad vi har i overskud, bliver brugt til at forbedre stedet,” fortæller Pil.

Og det med at være selvforsynende har de generelt fokus på.

 

“Vi vil gerne være bæredygtige. Vi har blandt andet indkøbt solpaneler til alle tagene, så vi kan få energi. Vi går meget op i at undgå madspild, så køerne får grøntsagsresterne, og vi sorterer alt vores affald. Faktisk har vi lavet vores egen lille genbrugsplads,” fortæller Mattias La Cour Jonasson, der hvert år sammen med hustruen laver både jule- og halloweenarrangementer.

 

Han understreger, at de ikke har planer om at åbne flere afdelinger af Gartnergården, og han påpeger, at de hele tiden har fokus på at udvikle sig. “Vi vil være en succes, og det kræver udvikling,” konstaterer han.

 

 

 

Nyheder Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev