//Nyheder

Region Midtjylland får et gastronomisk ambassadørkorps 

Ti ambassadører, blandt andre den anerkendte Stauning Whisky og Michelinrestauranten Restaurant Domestic skal være med til at udvikle og promovere gastronomien i Region Midtjylland. 

 

I 2020 lancerer Europæisk Gastronomiregion – Region Midtjylland et nyt ambassadørkorps. Ambassadørerne repræsenterer noget af den ypperste gastronomi, der findes i regionen med et niveau, der er i verdensklasse. 

Ambassadørerne er kokke og producenter, der hver især brænder for gastronomien og har et klart afsæt i regionen. De ti ambassadører bidrager alle med events, der kan være med til at vise lokale og udefrakommende, hvor stærk gastronomien er i regionen. Du kan fx opleve en aften med temaet Mad over bål ved Vesterhavet, hvor Krabbe Food, Stauning Whisky, Lowlands og Andersen Winery går sammen og skaber en fantastisk aften. Der er også mulighed for at udforske midtjyske grøntsager, når Restaurant Moment går sammen med Betina Buhl fra Det Grønne Museum og fokuserer på grøntsager med en historie i Region Midtjylland. Gastronomiregionens eventprogrammet vil altså igen i år have events i hele Region Midtjylland. 

I den østlige del af regionen er vinproducenten Andersen Winery, Michelin-restauranten Restaurant Domestic og den anmelderroste Restaurant Moment ambassadører. 

 

Øge kendskabet til gastronomien i Region Midtjylland 

Hos Restaurant Domestic har man stort fokus på det lokale. Vi bruger 100 % lokale ingredienser, der kommer fra små leverandører fra nærområdet. Det giver os friske og smagfulde råvarer – og skaber en så kort rejse som muligt fra ‘jord til bord’, siger folkene bag Restaurant Domestic. Derfor passer det godt ind Restaurant Domestics tankegang at være med i samarbejdet om at fremme regionens gastronomi.  Hos Domestic kan du blandt andet komme og fejre Valentinsdag, når de med lokaleråvarer byder deres gæster velkommen til en overdådig og romantisk aften. 

 

Stolthed over ambassadørkorps 

Hos sekretariatet for Europæisk Gastronomiregion er man stolte over det ambassadørkorps, man kan præsentere. ”Det er med stor glæde, vi kan offentliggøre årets ambassadørkorps for Europæisk Gastronomiregion. De 10 ambassadører er pragteksemplarer på smagen af Region Midtjylland, og vi er stolte over, at netop de kokke, producenter og landmænd har takket ja til rollen som ambassadør for gastronomien i regionen” udtaler Zenia Mikkelsen, projektleder for Europæisk Gastronomiregion – Region Midtjylland.

Ambassadørernes events bliver en del af Gastronomiregionens årlige eventprogram, der samler Region Midtjyllands madevents ét sted. Ambassadørernes indsats tyder på et eventprogram, der bliver bedre end nogensinde før. Med madevents over hele regionen ser det ud til, at 2020 bliver et eventyrligt madår. 

 

De ti ambassadører for projektet i 2020 

  • Andersen Winery, frugtvin 
  • Axell Månsson, økologisk landbrug 
  • Gothenborg, økologisk fjerkræ 
  • Klosterhedens Vildt, vildt fra hele Jylland 
  • Jesper Krabbe, Krabbe Food, tidligere souschef på Henne Kirkeby Kro 
  • Lowlands, snapseproducent 
  • Restaurant Domestic, Michelinrestaurant 
  • Restaurant Moment, vegetarrestaurant 
  • Stauning Whisky, producent af whisky 
  • Venø Seafood, leverandør af skaldyr 

Du kan læse mere om ambassadørerne her:

 

De foreløbige ambassadørevents kan ses her:

 

Fakta om Europæisk Gastronomiregion

Region Midtjylland blev udnævnt til Europæisk Gastronomiregion i 2017 under temaet Rethinking Good Food. Titlen blev tildelt som en anerkendelse af regionens madkultur. Titlen er en blivende titel. Food Organisation of Denmark fungerer som sekretariat for Europæisk Gastronomiregion i samarbejde med Business Region Aarhus, Business Region MidtVest og Institut of Meals. Europæisk Gastronomiregion er støttet af Region Midtjylland.

 

 

Nyheder Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev