Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nyt fra Jægergårdsgade: Gorm’s Pizza åbner i Aarhus

Af anders@sommersangdigital.dk

Flirten har varet knap to år, og langt om længe får Aarhus sin Gorm’s Pizza. Gourmetpizzakæden åbner i restaurant Sårts lokaler på Jægergårdsgade 6 i det tidlige forår.

 

Den københavnske gourmetpizzakæde Gorm’s Pizza har gennem knapt to år ledt med lys og lygte efter egnede lokaler på en central adresse i Aarhus. Henvendelserne har været utallige, sonderingerne mange og spørgsmålene fra aarhusianerne vedholdende. Hvornår kommer I til Aarhus? Langt om længe er det nu lykkedes at lande en aftale om en aarhusiansk Gorm’s Pizza, der får til huse i Jægergårdsgade, hvor restauranten Sårt hidtil har serveret lækker charcuteri i alle afskygninger.

 

Aarhus er jo blomstret kolossalt op de seneste 5-10 år, når det gælder udvalget og kvaliteten af kulinariske oplevelser, så alle restauratører vil til Aarhus. Det gælder også os, og derfor er vi nu utroligt glade for, at det er endelig lykkedes at få fingrene i lokalerne på Jægergårdsgade. Jeg tror, vores tålmodighed betaler sig, for det er en super placering i en gade, der har masser af liv og et stort udvalg af caféer og restauranter, siger Kim Keller, der er en af stifterne af Gorm’s Pizza og ansvarlig for etablering af nye restauranter i kæden.

 

Odense overhalede Aarhus

Sidste år åbnede Gorm’s Pizza i Odense, der dermed overhalede Aarhus indenom i bestræbelserne på at få en Gorm’s Pizza til byen. Kæden forventer at kunne åbne Aarhus-restauranten i februar eller marts 2018 og har bl.a. ideer om at lave særlig, lokal pizza, der emmer af Aarhus.

 

Vi glæder os rigtigt meget til at kunne byde aarhusianerne på sprøde pizze i en hyggelig restaurant og til at blive en del af det lokale liv i Jægergårdsgade. Selvom vi er en kæde, gør vi enormt meget ud af at forstå, hvem vi er landet hos, og hvordan vi bliver en del af det lokale liv, siger Kim Keller, der forventer, at restauranten får plads til ca. 90 gæster.

 

Vokseværk

Gorm’s Pizza har siden den første restaurant åbnede i Magstræde i 2008 åbnet syv spisesteder, senest i Tivoli Food Hall. Udover de otte danske restauranter har Gorm’s Pizza også to filialer i Japan. Planen er at åbne flere restauranter i Jylland, ligesom der drømmes om flere Gorm’s Pizza i udlandet.

 

Om Gorm’s Pizza

Gorm’s Pizza er sprøde gourmetpizze, vin og take away inspireret af den italienske madtradition. Det er madoplevelser baseret på egne importerede råvarer, de bedste italienske vine og en stor portion kærlighed.

Del artikel

Andre læser også