Grab them by the pussy: Kvinder kan alt, bare de ser godt ud og opfører sig som mænd

Skrevet den 12. april 2018 kl 00:00 Af Pernille Søborg

Egoister, kapitalister, fascister, mandschauvinister, socialister… Ordene kastes indledningsvis i hovedet på publikum, da en kvindelig GPS-stemme viser vej mellem et væld af -ister. Svalegangens Store sal har åbnet dørene for den feministiske etagekomedie, Grab them by the pussy.

Kønsdebatten raser i en opgang, hvor der er forskellige syn på ligestilling og feminisme. Ligeledes sættes sexchikane, voldtægt og mænd der ikke forstår kvinderne på dagsordenen. Vi møder fire familier, der flettes ind i hinandens liv. Et ungt par hvor karrierekvinden har svært ved kærestens ønske om børn. En familie med en deprimeret mor, en flødebollefar, en hormonfyldt teenagedreng plus lillesøsteren. Det lesbiske par hvor den 41-årige kvinde vil have børn, inden tiden løber fra hende, og den velmenende familien med det kønsneutrale barn Feng Dia, som hverken er han eller hun, men hen.

På øverste etage bor den perfekte kvinde, der kan alt, har de perfekte hoftemål, fyldige læber og ikke mindst ved, hvad det vil sige at være kvinde. Ja, og så er der kontoret med de to mandschauvinister i underbukser – og bordellet. Altså en ganske almindelig opgang i Danmark – måske sat lidt på spidsen.

Barbiedukken på øverste etage

Kvinden på øverste etage fremstilles som en barbiedukke. Dukken, der har gjort noget ved vores skønhedsidealer, og en vi alle kan nikke genkendende til. Hun bor på “øverste etage” hos os alle og fortæller om, hvordan man skal se ud. I takt med samfundets udvikling har barbiedukken fulgt med og findes nu i udgaver som astronaut, sygeplejerske, elitesoldat og advokat.

De skrå brædder

Scenografien, af Peter Schultz, er enkel. Kun det allermest nødvendige er på scenen. En skrå og kurvet flade i tern, sprængfarlige balloner i baggrunden samt en portal-agtig åbning. Scenen fungerer efter hensigten. Det ujævne gulv skaber problemer for skuespillerne, der med stilletter og rekvisitter ikke kan finde faste holdepunkter og glider rundt, mens de prøver at være perfekte.

Underholdning frem for debat

Skuespillerne leverer en god indsats. De evner ved hjælp af mimik og gestik at udstråle både det sjove og alvorlige. Mændene fremstilles sexistiske, vattede og ubekymrede. Musikken er velvalgt, og ved sceneskift bevæger skuespillerne sig som stive dukker, hvilket skaber symbolik og senere hen mening.

Instruktør Rasmus Ask får mange problematikker og temaer ind, i de 90 minutter stykket varer. Lige fra det perfekte, ligestilling, forventninger og voldtægt. Men de mange retninger bliver overfladiske og mere underholdning end substans.

Dialogerne kører i perioder hurtigt. Politisk korrekte ord og vendinger flyver gennem luften. Scenen med Feng Dias forældre, der diskuterer om de nu kaldte barnet han, hun, hen eller høn, skaber forvirring og smil hos publikum.

Intet nyt under solen

I tider med #MeToo og feminismebølger er det et højaktuelt tema, Svalegangen tager fat på med Grab them by the pussy. Der er dog ikke meget nyt, der bliver taget op, og nogen stærk kvindehistorie bliver det ikke til. De konflikter og holdninger, vi bliver konfronteret med, har længe været debatteret. Ind imellem bliver humoren lidt plat, stemmerne for skingre og stykket mangler generel substans. Skuespillerne gør det godt, og den skæve scenen skaber spænding og kant.

På vej ud af salen er der undrende ansigter og smil på læberne. Hvad skete der lige her? Humoren rammer ikke alle. Efterfølgende gik snakken lystigt i foyeren. Der skulle lige vendes en tanke eller to. Jeg er som sådan ikke blevet klogere på feminismedebatten, men stykket var da på flere områder morsomt.

GRAB THEM BY THE PUSSY