//Nyheder

Gule belægninger og indtørrede madrester: Fødevarestyrelsen lukker restaurant i Bazar Vest

En restaurant hos Bazar Vest er blevet lukket af Fødevarestyrelsen efter tre sure smileyer i træk og store bøder

 

Der har slet ikke været styr på hygiejnen hos Shiffa Bar and Restaurant i Brabrand ved Fødevarestyrelsens tre seneste besøg, som alle har resulteret i sure smileyer og bøder for over 30.000 kroner. Ved seneste besøg i fredags valgte Fødevarestyrelsen derfor at lukke restauranten som følge af gentagne episoder med dårlig rengøring og forkert håndtering af fødevarer. Det betyder, at Shiffa Bar And Restaurant, der ligger i Bazar Vest, først må åbne igen, når der er styr på tingene i restuaranten.

 

Det fremgår af kontrolrapporten fra besøget. 

 

“Restauranten har fået flere påbud og den ene bøde efter den anden. Vi har også forsøgt at gå mere pædagogisk til værks og erstattet store bøder med rådgivning og gode råd. Lige lidt har det hjulpet,” siger chef for Fødevarestyrelsens Rejsehold, Michael Rosenmark til TV2 Østjylland.

 

Klamme fund

Ved besøget i fredags, der varede en time og 20 minutter, blev der fundet rødlige plamager på skinne til hylder samt i bunden af køleskabet. På lågen til en mikroovn er der gullige belægning på kanten. Indvendig var mikrobølgeovnen beskidt med gullige belægninger, fremgår det af kontrolrapporten fra besøget.

 

Bordkanten på et arbejdsbord var rusten og havde fedtet belægning. Ved en håndvask manglede der papir, og der var ophobet ting foran, som gjorde det svært at anvende håndvasken. Undersiden af en produktionsvask fremstod med en gullig belægning. I selve produktionsvasken lå vand med madrester og en karklud, som lå i vand. Produktionsvaskens armaturer fremstod med brunlig belægning ved håndtaget.

 

I køkkenet var rullebordet opstillet med ren service, men bordet fremstod med fedtede belægninger på hjul og bremser. En udsalgsdisk med varm mad fremstod med fedtede belægninger, og generelt var der ifølge kontrolrapporten fedtede belægninger på diverse håndtag og betjeningspaneler, samt bordben og flader.

 

“Vi har misforstået hinanden”

Overfor TV2 Østjylland forklarer indehaveren af Shiffa Bar and Resturant, Abdirahman Muhidin Roble, at man vil få rettet op på tingene, så stedet kan åbne igen denne uge. Han siger i øvrigt at de mange fejl og overtrædelser af fødevareloven bunder i kommunikationsvanskeligheder.

 

“Vi har misforstået hinanden, og der er nogle kommunikations- og sprogproblemer. De (kontrollanterne, red.) skal være bedre til at forklare, hvordan jeg skal gøre og hjælpe mig. Vi kommer fra forskellige kulturer,” siger Abdirahman Muhidin Roble til TV2 Østjylland.

 

 

Nyheder Se alle

Udvalgte artikler Se alle

Tilmeld nyhedsbrev

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet