//Nyheder

Hjemløse Allan vil væk fra gaden: “Jeg gør det for min datters skyld”

33-årige Allan Jensen er hjemløs, men vil gerne væk fra gaden og have sin egen lejlighed. Det her er første del i fortællingen om Allan

 

Allans mobiltelefon virker ikke i øjeblikket, så jeg laver en aftale med ham gennem en af de ansatte på Værestedet i Jægergårdsgade. Vi skal mødes en varm dag i august. Jeg er lidt spændt på, om han husker vores første interviewaftale. Men min frygt bliver gjort til skamme. Ti minutter før det aftalte mødetidspunkt bliver jeg mødt af en smilende Allan Jensen, der rækker armen i vejret og siger:

 

“Hej, jeg kommer lige tilbage om to minutter.” Han forsvinder om bag Værestedets bygning.

 

Det viser sig, at han lige skal have et par hiv hash, inden interviewet begynder, for så er han mere rolig og klar, som han siger.

 

Vi sætter os i Værestedets tøjbutik, hvor vi sidder omringet af doneret tøj. Han fisker et mundbind op ad sin armygrønne rygsæk, som han altid bærer over den ene skulder. Jeg har også et mundbind på.

 

Interviewet går i gang, og jeg lader Allan Jensen selv fortælle sin historie om, hvordan han endte på gaden. Med langsom stemme fortæller han om sit liv som hjemløs og stofmisbruger. En tilværelse, som han gerne vil væk fra. Alkohol rører han stort set aldrig, for han bryder sig ikke om fulde folk, men heroin og hash er en del af hverdagen.

 

Tiden i Aalborg

Vi spoler tiden tilbage, til dengang han boede i Aalborg.

“Lige pludselig en dag vågnede jeg op, hvor jeg ikke havde købt heroin. Jeg havde det rigtig slemt, og så fandt jeg ud af, hvad abstinenser er. Det er det værste i ens liv. Det er svært at beskrive – man har det bare rigtig dårligt. Da fandt jeg ud af, at jeg var afhængig, så jeg kravlede ned i kælderen, hvor jeg havde lidt heroin til at ligge på noget sølvpapir. Jeg tog fire sug, og så var jeg allerede rask – så kunne jeg se, at det var afhængighed. Der fik jeg et rigtig stort chok. Det var kort tid efter, jeg var blevet far. Det blev jeg 31. marts 2015.”

 

Hash i 7. klasse

Det hele begyndte ellers rimelig lovende. Sammen med sin daværende kæreste, moren til hans datter, flyttede Allan til Aarhus fra Aalborg, hvor han havde levet et normalt liv og vokset op i en almindelig familie, hvor den ene af hans søskende er revisor. Allan slæbte dog en stor hang til hash med sig til Smilets By. Faktisk startede hans hash-misbrug helt tilbage i 7.-8. klasse.

 

“Jeg var meget populær blandt folk – andre ville gerne feste med mig – og det er nok fordi, jeg er hyggelig at være sammen med. Da jeg var ung, flyttede vi til Aalborg Øst, og her var der mange, der havde anden etnisk herkomst end dansk eller andre ting at slås med. Vi var en gruppe på 10-20 unge mennesker, der lavede alle mulige sjove ting, som andre unge – for eksempel at ryge hash. Vi havde set de ældre gøre det. Jeg var 13 år, da jeg smagte hash første gang. Jeg blev stort set afhængig af det med det samme. De første to-tre gange bliver man måske dårlig, men når man begynder at blive skæv af det, så bliver man afhængig.”

 

Allan Jensen er 33 år og lever et liv som hjemløs i Aarhus. Han kæmper for at komme tilbage til et normalt liv igen.Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

 

Inden Allan tog i skole om morgenen, røg han lidt hash.

 

“Jeg kunne få det hele til at fungere i folkeskolen, men det stoppede i gymnasiet. Lige pludselig var jeg 11 afleveringer bagud, og så gad jeg ikke mere. Jeg droppede ud efter halvandet år. Skolen var ellers utrolig nem for mig, og det var først i gymnasiet, at jeg ikke kunne klare det mere sammen med, at jeg røg hash.”

 

Aarhus-drøm

Tilbage til ekskæresten. For cirka 13 år siden mødte Allan moren til hans datter. De blev kærester og senere enige om, at de ville starte på en ny og frisk tilværelse i Aarhus. De arbejdede begge hos rengøringsfirmaet ISS, og Allan knoklede igennem – ofte blev det til 60-70 timer om ugen. Det var hårdt arbejde, og det sled på hans krop.

 

“Jeg spiste smertestillende medicin for at kunne holde til alle de timer. Jeg vidste godt, hvor jeg skulle skaffe dem henne, og lige pludselig en dag stod jeg med heroin i hånden i stedet for smertestillende piller. Jeg var ikke uvidende om, hvad heroin er. Jeg har altid haft meget imod det, men da jeg fandt ud af, at jeg kunne arbejde dobbelt så hårdt og i dobbelt så lang tid, så røg jeg heroin i stedet for at spise morfin. I starten, når man ryger det, virker det opkvikkende, og man bliver ikke skæv af det. Det er først senere, man bliver skæv.”

 

Datter i centrum

Han tog dog en kold tyrker og stoppede med heroin. Han stoppede, fordi han fik et chok og på grund af datteren. Men da det begyndte at køre skævt mellem ham og kæresten, faldt han i et heroin-hul igen.

 

“Hun smed mig ud af vores fælles lejlighed. Mit forbrug var svingende.” Det er nu cirka to år siden.

 

Mit store mål er, at jeg om et år bor i min egen lejlighed, og at jeg får kontakt til min datter igen. Allan flyttede i sin egen lejlighed, hvor han havde en ven boende, som solgte hash fra boligen. Det resulterede i, at de begge blev smidt ud af den.

 

Det betyder, at Allan har sin daglige gang i de aarhusianske gader, hvor det nemt bliver til 15 kilometer i benene om dagen. Kilometer, hvor der ikke rigtig bliver gået med noget formål, andet end at få tiden til at gå. Hans dagligdag er blandt andre hjemløse og socialt udsatte. Han har fået lov til at sove på Ungeherberget, fordi han har en plan for fremtiden, og fordi der er plads til ham. Han er egentlig for gammel til at bo på Ungeherberget, men fordi han har lagt en plan om at få sin egen lejlighed, og fordi der er plads, får han lov til at opholde sig der.

 

Tilværelsen smiler ikke altid til ham, men han har altid én ting i tankerne. Datteren.

 

“Mit store mål er, at jeg om et år bor i min egen lejlighed, og at jeg får kontakt til min datter igen. Jeg kan gøre nogle småting for at komme videre, men tingene skal gå slagets gang. Jeg ved, at jeg ikke bare kan gå op og banke på min ekskærestes dør og sige, at jeg gerne vil se min datter, for det kunne måske ende i ballede. Det kunne være, at min eks kunne finde på at sige, at jeg kom med truende adfærd, så jeg lader være.”

 

Allan har en plan

Allans største ønske er, at han er med sin datter, når hun næste år har første skoledag, men han ved også, at det kræver, at han tager sig sammen og får styr på nogle ting. En af dem er, at han skal have lavet en afdragsordning med kommunen på den lejlighed, han blev smidt ud af, for her skylder han stadig penge

 

“Hvis jeg ikke viser, at jeg betaler af, så kan jeg ikke få lov til at få hjælp til at komme på den akutte boligliste og komme videre. Jeg er så langt fra, at jeg egentlig bare skal gøre det. Jeg har bare ikke fået det gjort endnu. Det er et mål, at næste gang vi to mødes, så skal jeg have det gjort.”

 

Når man er stofmisbruger og lever det meste af dagen på gaden, kan det det dog være svært at få tingene gjort. Og det er ikke fordi, der ikke er mennesker, som ønsker at hjælpe ham.

 

“Der er mange, der har sagt, de gerne vil hjælpe, men jeg har ikke rigtig taget nogen på ordet. Der er nok at gå til, men jeg er ikke ret god til at tage imod. Jeg ved ikke hvorfor – om det er fordi, jeg ikke rigtig er klar, eller om jeg er bange for, at det kikser. Men jeg har ikke noget andet valg. Jeg gør det for min datters skyld og for min egen. Jeg skylder hende det, og jeg kan ikke bebrejde andre end mig selv, at det hele er, som det er. Jeg skulle have været der for hende.”

 

Principperne

Når man er stofmisbruger og ikke har nogen indtjening andet end fra bistand, skal der penge til på andre måder. Allan sælger hver dag Hus Forbi, og samtidig går han poverty walks. Men de penge slår ikke altid til, når man skal betale 400 kroner for et halvt gram heroin.

 

“De penge, jeg får fra kommunen, vil jeg helst ikke bruge på stoffer. De skal ikke gå til det. Det er de penge, jeg tjener ved siden af, som jeg bruger på stoffer. Det er en underlig ting i mit hoved, for de penge skal bruges på noget mere fornuftigt. En gang imellem ender det med, at jeg laver kriminelle småting, men jeg forsøger at holde det hen og lade være med at lave dumme ting. Jeg stjæler hverken fra folk eller fra private hjem. Det bliver jeg ikke fristet af. Det er en sjov måde, jeg ser tingene på – jeg kunne ikke forestille mig at lave ting, hvor der er et personligt offer. Jeg stjæler hellere i butikker, for der er ingen, der kommer til skade. I butikkerne på Strøget ved de godt, hvem Allan Jensen er.”

 

Ingen uddannelse

Siden Allan droppede ud af gymnasiet, har han været i gang med adskillige uddannelser, men det eneste, han har færdiggjort, er en 1-årig HF i religion, samfundsfag og historie. Ellers har han været i gang med at uddanne sig til blandt andet murer, maler og anlægsgartner.

 

“Lagde man alle de ting sammen, som jeg har været i gang med, så ville der sikkert være til en fin uddannelse.”

 

“Mit liv har kørt sådan i mange år. Jeg har fundet nogle jobs, jeg holder af, og jeg har arbejdet på lager og i en pølsevogn. Jeg har haft flere jobs i perioder, så jeg kunne betale mine regninger og ryge hash. Jeg har eksperimenteret med andre stoffer ind imellem, og i dag er jeg afhængig af hash og heroin. Jeg er dog i gang med at stoppe med heroin, så jeg kan få min egen lejlighed og kontakt til min datter.”

 

For at stoppe med sit heroin-misbrug er Allan på medicin. Det gør, at han ikke får abstinenser, og han fortæller, at han er godt på vej, men at han stadig falder i en gang imellem. Han understreger flere gange, at han kun ryger heroin. Han kunne aldrig finde på at skyde det ind i kroppen, og han lover også, at han aldrig kommer til at dø af en overdosis.

 

Selv om hans dagligdag er på gaden, har han stadig kontakt med sin familie, og han deltager også i familiesammenkomster.

 

“De ved, hvad jeg har lavet, men det ændrer ikke på, hvem jeg er.”

 

ET INDBLIK I LIVET SOM HJEMLØS

Jeg møder 33-årige hjemløse Allan Jensen første gang i min sommerferie, hvor jeg sammen med min familie er på en tur med ham – en såkaldt poverty walk.

 

Det er en gåtur gennem Aarhus, hvor tilhørerne får et indblik i, hvordan det er at være hjemløs i Smilets By. Allan er afhængig af heroin og hash og er én af de forholdsvist velfungerende socialt udsatte, der er i stand til at tage deltagere med på poverty walk. Han fortæller om sin egen skæbne og det barske liv på gaden.

 

Jeg bliver fascineret af hans historie, og hvorfor han er endt på gaden. Hans mål er at komme væk derfra, få sin egen lejlighed og få samvær med sin datter på fem år, som han ikke har set i halvandet år. Men det kræver hårdt arbejde, og det er svært for Allan at tage sig sammen og få livet på ret køl, men hans vilje fejler ikke noget. Jeg spørger Allan, om han er interesseret i, at jeg følger ham det næste år frem mod en forhåbentlig ny tilværelse. Det indvilliger han i. Det her er Allans historie, fortalt af Allan til mig. Jeg følger ham det kommende år, men det er selvfølgelig med forbehold, for der er ingen garanti for, at han dukker op til vores aftaler. Det gjorde han til den første – ovenikøbet før tid – så jeg er fortrøstningsfuld.

 

 

 

Nyheder Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev