Verden er vendt på hovedet, intet er, som det plejer, det er nye tider – også for satirikeren Huxi Bach, som er på vej til Aarhus med sit nye show.

 

Og han har haft ualmindeligt god tid til at forberede sig, skrive og skrive om de seneste seks måneder.

 

Huxi Bach, kan man gennemføre et interview uden at tale om corona?

 

Efter en kort tænkepause og et grin lyder svaret:

 

Dér tror jeg, at du har fremlagt beviset på, at det kan man ikke. Når man stiller dét spørgsmål, så er man jo i gang. Så nej – det er jo det sindssyge ved det; det kan man jo ikke lige nu. Man kunne nok godt, men så vil folk undre sig over, hvorfor man ikke gør det. Desværre.”

 

Udsat på ubestemt tid

Og så er vi ligesom i gang med snakken. Som mange af sine kolleger fik Huxi Bach udsat premieren på sit nye show på ubestemt tid, da corona ramte Danmark i marts.

 

“Corona har påvirket mig enormt meget. For det første blev alt, hvad jeg har af indtægt, slettet. Jeg kunne ikke komme ud at optræde for nogen, og min podcast blev lukket pga. corona-besparelser, så det var et brat ryk i håndbremsen. Ud over det var jeg i gang med at skrive et show, som blev sat på pause på ubestemt tid. Det var de overvejelser, som min agent og jeg havde: Vi aner ikke, om vi kan komme på landevejen til efteråret. Det har været en underlig periode, men jeg besluttede mig for at skrive videre – forstået på den måde, at jeg tog 75 procent af showet og hældte lige i skraldespanden; dét her kommer vi ikke til at snakke om, for nu var vi ramt af en global pandemi, landet var lukket ned, og der skete så mange ting på samfundsniveau, at nogle af de ting, som jeg havde gået og rodet med – dem er vi fandme ligeglade med til september. Så jeg smed det meste væk og begyndte forfra.”

 

De lyse sider

Alligevel og på trods af corona-kuller og restriktioner kan Huxi Bach også finde noget positivt ved krisen.

 

“Det var enormt træls, men samtidig har det været en fed øvelse. ‘Nu må du bare skrive hver dag.’ Så har jeg løbende smidt ting væk, fordi tingene ændrer sig, men i denne proces kunne jeg se, at dette her – det er stadig en ting. Det her er stadig sjovt. Det har været en helt anden arbejdsform, end jeg plejer.”

 

Det er nye tider for satirikeren, der for to år siden blev far til tvillinger og nu arbejder mere struktureret end tidligere.

 

“Jeg kører mine børn i dagpleje, og så tager jeg på kontoret og sidder derovre i seks timer og skriver. Nogle dage flyder det, andre dage flyder det ikke. Og så henter jeg børnene og kører hjem. Inden jeg fik børn, skrev jeg, når det lige passede mig. Om aftenen, om natten, whatever. Nu er det meget mere skemalagt. Og det trives jeg egentlig meget godt med. Jeg går ikke og venter på ‘inspirationens muse’; jeg kan sagtens sætte mig ned og få noget fra hånden. Men det foregår ikke længere midt om natten. Dét kan jeg love dig!”

 

Ingen forelæsning om corona

Hans nye show har premiere i København den 10. september, og publikum skal ikke frygte en tung forelæsning om corona fra manden, der ikke bare er satiriker, men også har lavet seriøse radioprogrammer som “Det gode gamle folketing” på det hedengangne Radio 24/7:

 

“Jeg kan jo ikke lave et show nu uden at snakke om corona. På den anden side har jeg det også sådan, at hvis det bliver et corona-show, så tror jeg, at både publikum og jeg brækker os. Men det påvirker os jo stadig i ekstrem grad. Jeg er selvfølgelig nødt til at snakke om corona; hvad skete der, og hvordan med regeringen og os selv, men vi er simpelthen også nødt til at snakke om noget andet. Der foregår trods alt andet ude i verden,” siger han og fortsætter:

 

“Jeg ville ikke selv gide at gå ind til et eller andet corona-foredrag. Så der er alt muligt andet. Det kommer til at handle lidt om mine børn, og at jeg er blevet træt af Post Nord, og konspirationsteorier, og alt muligt andet,” griner han og fastslår:

 

“Hvis man kan sige noget så arrogant som ‘den gode, gamle Huxi Bach’ – han er der stadig.”

 

Alvor og latter

Huxi Bach bruger helst betegnelsen “satiriker” om sig selv, og han dyrker gerne blandingen af alvorlige emner med latter.

 

“Jeg ser ingen modsætning mellem de to ting. Det er et comedy-show hele vejen igennem. Men langt hen ad vejen handler det jo om, at man kan tage nogle tankevækkende og alvorlige ting og grine af dem. Det er måden at komme igennem en pandemi som denne. Det er forfærdeligt, at folk er døde – det er jo frygteligt! Men hvis humoren også dør, har vi ingen steder at gå hen. Så er vi først færdige. Vi fik en global pandemi, og så går vi i global depression. Så kommer vi ikke igennem det. Vi er nødt til at kunne grine af os selv og det, der er sket, men det betyder ikke, at vi ikke tager det alvorligt,” fastslår han.

 

Et frygteligt udtryk

Til gengæld vil han nødigt kaldes “meningsdanner”:

 

“Det er et frygteligt udtryk. Jeg går forhåbentlig ikke og danner meninger for folk; det er noget, som diktatorer gør. Eller politikere: ‘Nu skal I høre, hvad jeg synes, at I skal synes.’ Jeg kaster nogle bolde op i luften, og så må folk danne deres egen mening,” understreger han.

 

 

“Ordet ‘satire’ indeholder dette med, at man påtager sig et ansvar for – på en humoristisk måde – at sparke lidt til magten; at sparke opad og tale om politikere og bankdirektører og alle de andre, der bestemmer over os og har indflydelse på vores liv. Dem skal vi lige holde lidt øje med og lave lidt fis med. Det ligger i ordet ‘satire’, og det er dét, jeg prøver at lave på bedste beskub,” siger manden, der har mange ord i sig og forstår at sætte dem sammen, så han trænger igennem – uanset om modtageren er enig eller ej.

 

Rundt i hele landet

Huxi Bach, der egentlig hedder Christian Bækgaard Bach, skal videre i teksten. Han har netop testet sit nye show for et prøvepublikum, der tog godt imod det. Nu venter en turné, der bringer ham rundt i hele landet frem til den 11. december. Showet lander i Musikhuset Aarhus den 2. oktober.

 

Til slut er vi nødt til at spørge: Bliver han stadig forvekslet med Jonatan Spang?

 

“Det vil jeg tro. Det er et stykke tid siden, at jeg selv har oplevet det. Men det gør jeg sikkert. Der er gået 10 år – så hvorfor skulle det holde op nu?”

 

 

Huxi Bach: Nye Tider

Musikhuset Aarhus

2. oktober kl. 19.00

 

Desuden:

Værket, Randers: 25. september

Kedelhuset, Silkeborg: 30. september

Kulturhuset, Skanderborg: 8. oktober

Pavillonen, Grenaa: 9. oktober

Horsens Ny Teater: 28. oktober

 

Køb billetter her:

 

Teater og kultur Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev