//Tjek Musikken

JazzBiografen: Aarhus Jazz Orchestra slår dørene op til digital JazzBio for hele familien

Fredag den 3. april inviterer Aarhus Jazz Orchestra børn og voksne til digital JazzBio med Bi Bob the Bee og tegneren Carl Quist-Møller. I syv små videoer kan hele familien lære om jazz og musikinstrumenter, sjove tegneteknikker og følge Bi Bob the Bee på dens jazzede eventyr.

 

I en tid hvor kulturinstitutioner er lukkede, og koncerter for børn såvel som voksne bliver aflyst, slår Aarhus Jazz Orchestra de virtuelle døre op til JazzBiografen; en online portal hvor serien Bi Bob the Bee præsenteres af komponist og musiker Nikolai Bøgelund, musikere fra Aarhus Jazz Orchestra og tegner og fortæller Carl Quist-Møller, der i mange år har arbejdet med børneformidling og -fjernsyn.

 

Fra den 3. april og syv dage frem offentliggøres hver dag et nyt afsnit i serien på www.jazzbio.dk, hvor vi følger bien Bob i et jazz-univers med andre bier og fluer, imens han forelsker sig i prinsessen Bibi og ivrigt forsøger at lære at danse til musik spillet af Aarhus Jazz Orchestra. I dette finurlige univers kan børn i alle aldre synge sange med jazzorkestret, lære at tegne flip-flop tegninger med Carl Quist-Møller og få et indblik i, hvordan det er at spille i et bigband, når musikere fra Aarhus Jazz Orchestra fortæller om deres mange forskellige instrumenter.

 

Om projektet siger Anders Ørbæk, kunstnerisk ansvarlig for Aarhus Jazz Orchestra:

”Med jazzbiografen håber vi at kunne bidrage med et kreativt og musikalsk indslag til hjemmeskolingen hos de mange børn, der i denne tid er hjemme. Serien er tilrettelagt på en måde, der både er underholdende og lærerig, og så er den propfyldt med velswingende jazz og fede tegninger – selvom jeg ikke selv er barn, har jeg lyst til at den igen og igen.” 

 

 

Aarhus Jazz Orchestra går digitalt

Ligesom landets andre orkestre og spillesteder, har Aarhus Jazz Orchestra også været nødsaget til at aflyse eller udskyde en række koncerter for at overholde myndighedernes forholdsregler. Dette har åbnet op for at spille og formidle musik på helt nye måder.

Musikerne mødes blandt andet gennem app’s, hvor de spiller musik sammen, og på Facebook og Instagram får følgere mulighed for at få et kig ind i musikernes private øvelokaler og hjem, hvor der stadig spilles på livet løs med fornøjede naboer og nysgerrige børn i baggrunden.

 

De særlige omstændigheder i disse dage giver således Aarhus Jazz Orchestra mulighed for at udforske nye måder at være orkester på, og nye måder at møde publikum på – også selvom musikerne glæder sig til at mødes i den virkelige verden og spille sammen igen.

Tegnet af Carl Quist-Møller

 

Man kan læse mere om projektet og menneskene bag på:

www.aarhusjazzorchestra.dk

www.jazzbio.dk

www.carlquistmoller.dk

Tjek Musikken Se flere

Seneste artikler Se flere

Tilmeld nyhedsbrev