Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ord om onsdagen: Jens Blendstrup – Mød én af dansk litteraturs største originaler

Af anders@sommersangdigital.dk

Glasmuseet Ebeltoft og Syddjurs Bibliotek er klar med årets første omgang Ord om onsdagen onsdag 30. januar på Glasmuseet Ebeltoft. Og der er lagt op til en både underholdende og uforudsigelig aften, når aftenens gæst hedder Jens Blendstrup.

 

Forfatter, dramatiker, performer, forsanger i bandet Frodegruppen 40, medlem og medstifter af forfatterkollektivet og tidsskriftet Øverste Kirurgiske samt – i selskab med forfatter og kritiker Lars Bukdahl – udøver af ”litterær hypnose” – en blanding af turbooplæsning, dilettantkomedie og dans; Jens Blendstrups litterære praksis favner vidt og er ikke sådan at sætte på formel.

 

Mange vil kende ham fra filmatiseringen af den selvbiografiske roman, Gud taler ud, som kunne ses i de danske biografer sidste år. 

Jens Blendstrup (f. 1968) er vokset op i Risskov ved Århus som den yngste af en drengeflok på fire. I 1987 blev han student fra Aarhus Katedralskole og afsluttede i 1996 uddannelse som cand.mag. i litteraturhistorie og historie fra Odense Universitet. Han debuterede i 1994 med Mennesker i en mistbænk og har siden udgivet adskillige romaner og novellesamlinger heriblandt Dame til fornuftige priser (1999), Gud taler ud (2004) og Slagterkoner og bagerenker fra 2016.

Denne aften vil Blendstrup på sin egen humoristiske måde give os smagsprøver på sit forfatterskab og blandt andet fortælle om sin seneste udgivelse sammen med billedkunstner, Ole Lejbach, bogen Ege-ekspeditioner, der både indeholder historiske fakta og kontaktannoncer fra ensomme egetræer!

 

Det er fjerde gang Syddjurs Bibliotek og Glasmuseet Ebeltoft byder på Ord om onsdagen – et fælles tiltag, som skal bringe litteraturen – og menneskene bag – ud til publikum. Hidtil har tre forfattere lagt vejen forbi Glasmuseet, hvor man har kunnet møde Merete Pryds Helle, Svend Åge Madsen og Dorthe Nors.

Der er begrænsede pladser til arrangementet, så det er en god idé at skynde sig at bestille billet på www.syddjursbibliotek.dk. Der sælges ikke billetter i døren.

Ord om onsdagen: Jens Blendstrup - Mød én af dansk litteraturs største originaler

FAKTA

Ord om onsdagen:  JENS BLENDSTRUP

Onsdag 30. januar kl. 19.00

Glasmuseet Ebeltoft, 2. sal

Billet: 100 kroner (inkl. entré til museet). Begrænsede pladser. Museet er åbent fra klokken 18.30.

Billetter bestilles på www.syddjursbibliotek.dk

Arrangementet er støttet af Statens Kunstfond

 

 

Del artikel

Andre læser også